Historien om Fredericia Havn

Fredericia Havn har en kompliceret forhistorie. Allerede fra starten var der store planer for byen, da kong Frederik 3. grundlagde Fredericia i 1650. Det skulle vare næsten 160 år, før byen fik sin egen havn.

Den svære begyndelse

Fredericia skulle være en stærk fæstning, men byen skulle også være et pragteksempel på, hvordan man kunne bygge en ny by i 1600-tallet. Derfor var der fra begyndelsen også planer om at anlægge en havn.

I 1651 ansatte man således en havnebygmester. Desværre for havneprojektet blev det overhalet af nødvendigheden af at færdiggøre fæstningsanlægget i 1650'erne. Derfor ventede man med at grave nogle planlagte kanaler, der skulle skyde ind i Fredericia fra Lillebælt. Kanalerne skulle ellers have flere funktioner: De skulle fungere som status- og prestigeprojekter, der viste kongens formåen, som dræn for det meget sumpede område, hvor Fredericia blev anlagt, og som en havn for skibe, der ankom til byen. Disse planer blev hurtigt skrinlagt efter grundlæggelsen af Fredericia.

Fæstningen blev inddraget i krigen mod Sverige, som i 1657 erobrede den nyopførte fæstning. Danmark og Sverige indgik en fredsaftale i 1660, hvor Danmark måtte erkende nederlaget. Herefter skulle Fredericia genopbygges. Uheldigvis for den nye by var virkeligheden for Danmark markant forandret efter nederlaget til Sverige. Kong Frederik 3. var blevet enevældig, og hans fokus rettede sig nu mod en udbygning af København som rigets hovedstad. Fredericia måtte derfor klare sig selv, og der var ingen økonomiske midler til at anlægge en egentlig havn i resten af 1600-tallet eller i hele 1700-tallet.

Byen måtte i stedet klare sig med en enkelt landgangsbro, der fra Sønderstrand gik ud i Lillebælt. Alle større skibe måtte således ankre op ude på reden i Lillebælt, og varer måtte sejles ind med robåde fra skibene til landgangsbroen.

Erhvervsfolket tager fat

Landgangsbroen ved Fredericia kunne slet ikke tilfredsstille det voksende behov, som Fredericia havde for en egentlig havn. Der blev i løbet af 1700-tallet gjort flere forsøg på at skabe rammerne for en havn i Fredericia, men det lykkedes først i starten af 1800-tallet. I 1802 henvendte Fredericias store købmand, Bertel Bruun, sig til kronprins Frederik og fortalte ham om det store behov for en havn, der fandtes i Fredericia. Bertel Bruun fik lov til at arbejde videre med sagen, og fem år senere kunne man fremlægge en egentlig plan for byggeriet af en havn i Fredericia. I 1807 gav kongen endelig en befaling om, at Fredericia Havn skulle anlægges. Erhvervsmanden Bertel Bruuns store arbejdsindsats bar nu frugt.

Arbejderne gik straks i gang med gravearbejdet til det første havnebassin. Det blev ca. 80 meter langt, 44 meter bredt og 3 meter dybt. Det var den ældste del af den nuværende Gl. Havn, der stod færdig i starten af 1800-tallet. Havnemolen gik ind til den nuværende Sønder Voldgade. I 1811 kunne de første små skibe losse og laste. Anlæggelsen af Fredericia Havn var den største bymæssige omvæltning for Fredericia siden byens grundlæggelse i 1650. Endelig kom der et fundament for byens vækst. Desværre faldt tidspunktet for havnens grundlæggelse sammen med, at Danmark var i krig med England i starten af 1800-tallet. Krigen gik rigtig dårligt, og i 1816 gik Danmark statsbankerot. Derfor fik byen ikke en hurtig udvikling.

Mindre skibe fandt deres plads i havnen, og de sejlede især mellem Fredericia og København med både lidt gods og passagerer. I første halvdel af 1800-tallet udviklede der sig et egentligt selskab, som havde en fast rute mellem Fredericia og København, der snart blev opkøbt af A/S Det Forenede Dampskibs-Selskab.

Udviklingen tager til

Efter de slesvigske krige ved midten af 1800-tallet mistede Fredericia gradvist sin betydning som fæstning. Det fik stor betydning for byen, at man kunne udvide mulighederne for logistik. Dels blev jernbanen i 1866 ført til Fredericia, og dels valgte man i 1879-1880 at udvide Fredericia Havn. Havnebassinet blev forlænget mod nord, helt op til Oldenborggade. Dermed fik Gl. Havn den udstrækning, som den stadig har i dag. Udvidelsen førte til en stigning i aktiviteterne på havnen, og der kom en større trafik af kul- og petroleumsskibe. Der skød virksomheder op som Loehrs Salt- og Kulimport, og snart kom der kraner til, der kunne hjælpe med losningen af skibene.

Fredericia Havn blev yderligere en logistikhavn for passagerer, da DSBs jernbaner fik et færgeleje ved siden af havnen i 1872. Det blev senere udvidet med flere færgelejer i 1890 og 1901. Helt frem til byggeriet af Den Gamle Lillebæltsbro var færgelejerne i Fredericia forbindelsen mellem øst og vest i Danmark, og tusindvis af mennesker har i denne periode taget med jernbanefærgerne til og fra Fredericia.

Byen og havnen

Fredericia oplevede et sandt boom i årene efter 1860'erne. Industrien voksede hurtigt, og det samme gjorde byens indbyggertal. Havnens udvikling foregik sideløbende med byens, og der var hele tiden behov for udvidelser, eftersom havnen var katalysator for industriens vækst i Fredericia. I starten af 1900-tallet kom Superfos til Fredericia under navnet Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik. Det blev startskuddet til opførelsen af Kastelshavnen fra 1915-1918 øst for Gl. Havn. Udvidelsen gav en ny kajlængde på ca. 230 meter og en vanddybde på op til 7,5 meter. Dermed blev der plads til større skibe med gods til og fra fabrikken i Fredericia. Snart blev fokus også rettet mod olie, og allerede fra 1920 blev der anlagt installationer til olieimport.

I starten af 1900-tallet fik Fredericia Havn således et stort fokus på gods- og olietransport. Udviklingen accelererede, og snart blev der behov for endnu mere plads og øget vanddybde. Godstrafikken steg, og i 1936 påbegyndte man i Fredericia projekteringen af en ny havn vest for Gl. Havn. På blot få år blev Vesthavnen opført, og den blev indviet den 6. juli 1939. Det var en enorm udvidelse af Fredericia Havn, hvor godstransporten i Vesthavnen fik en samlet kajlængde på over 900 meter og en vanddybde på op til 9 meter.

Anden Verdenskrig brød dog snart ud og satte en kraftig bremse på Fredericia Havns udvikling gennem 1940'erne.

Olieeventyret

Olie var en af Fredericia Havns største indtægtskilder. Allerede omkring 1920 blev de første olietanke anlagt af Dansk Shell yderst på Skanseodden, og de udvidede faciliteterne yderligere i 1926-1927. Efter Anden Verdenskrig ekspanderede Shell voldsomt i Danmark, og det medførte et endnu større behov for olietanke i Fredericia. I 1949 udvidede Shell derfor deres tankområde ved Kastellet betragteligt. Udvidelserne fortsatte i de kommende år og omfattede også udvidelse af Kastelshavnen, der fik yderligere vanddybde helt ned til 15 meter. Her var der optimale forhold for skibe, der ankom med råolie. Ved midten af 1960'erne udvidede Shell deres aktiviteter i Fredericia med opførelsen af raffinaderiet nord for Fredericia by. Alt dette hang tæt sammen med Fredericia Havn.

Shell var imidlertid ikke alene om at fokusere på olie i Fredericia. Ved Strandvejen anlagde BP i 1921, som konkurrent til Shell, et depot med fem olietanke samt en lang anløbsbro med 9 meters vanddybde. Behovet for plads til tanke steg voldsomt ved Strandvejen, hvor flere virksomheder sluttede sig til BP. Derfor begyndte man at arbejde på en udvidelse af området, og i årene 1956-1958 kunne man indvinde 60.000 m² jord i Møllebugten, hvor virksomhederne etablerede store tanke og øgede antallet af produkter i siloerne.

Den øgede trafik skabte behov for bedre forhold på selve havnen. I 1967 blev Vesthavnens indsejling derfor udvidet med 100 meter, og der blev opført flere bygninger til industrien, herunder et fryse- og kølehus, hvor Rahbek Fisk kunne flytte ind.

Omverdenens stagnation

De gode tider op til 1970'erne ændrede sig markant i løbet af 1970'erne og 1980'erne, hvor både Danmark og omverdenen oplevede en stagnationsperiode. Oliekriser og andre faktorer påvirkede Fredericia Havns udviklingsmuligheder. Der blev gjort en stor indsats for at bevare momentum, men virksomhederne måtte igennem svære tider i 1980'erne og 1990'erne. Havnens betydning for byen var fortsat stor, men ledelsen af både byen og havnen måtte erkende, at Fredericia Havn havde behov for at gentænke sin rolle. Der måtte ske en udvikling væk fra den traditionelle transporthavn, der blot stillede plads til rådighed for gods, til en mere moderne havn med rådgivning for virksomhederne. Der var kort sagt brug for et moderne havneselskab.