Louise Thaysen Raun kigger op, hvor andre kigger ned

BOSÆTNING. Hendes mor kigger ned, og hun kigger op. Sådan beskriver Louise Thaysen Raun selv forskellen på at gå gennem en by som borger og som byplanlægger, hvor moderen studerer butiksvinduerne, mens datteren studerer tagfoden, den lille kant, hvor taget møder facaden, og hvor man, hvis man ved hvad man skal se efter, kan aflæse, hvornår huset er bygget, og hvem der har haft råd til hvad. Så kigger hun på arkitekturen, og derefter på det, der foregår mellem husene, det liv, som byrummet enten inviterer til eller kvæler. »Jeg har helt andre faglige briller på. Jeg kigger meget på arkitekturen, og så kigger jeg på livet mellem husene, og hvordan byrummet fungerer og præges af de mennesker, som indtager det,« fortæller Louise Thaysen Raun.

Hun er oprindeligt restaureringsarkitekt og bærer derfor en særlig interesse for det bevaringsværdige, for de gamle bygninger, voldene og de stier, der binder dem sammen, og i planafdelingen sidder hun i dag primært med kulturarv. Hun var desuden med til at lave bymidtestrategien, som lige nu udmønter sig i det, hun kalder prøvehandlinger, små eksperimenter i bymidten, hvor kommunen sammen med borgerne og i tæt samarbejde med Fredericia Shopping og Business Fredericia afprøver forskellige idéer og justerer undervejs.

Alt det arbejde hviler på et fundament, som de færreste tænker over, selvom de går på det hver dag. Grundplanen med de lige gader blev tegnet til fæstningen for snart 400 år siden, dengang gaderne først og fremmest skulle være sigtelinjer, så man kunne holde øje med fjenden på lang afstand, og det er en detalje, som byen i det store hele har holdt fast i lige siden. Man kan stadig stå i den ene ende af Danmarksgade og se hele vejen ned til den anden, og det er præcis den slags, en byplanlægger både glæder sig over og må slås med. Hun ser planen som både gave og benspænd. »Ulempen er, at det bliver meget ens. Når folk går fra den ene ende af Danmarksgade til den anden, kan vejen opfattes meget lang. Hvis oplevelserne var mere varierede, ville oplevelsen af, hvor langt der var, være en helt anden. Så selvom man måske siger, okay, syv minutter ned til Østerstrand, så er oplevelsen af, hvor langt der er, meget forskellig,« forklarer hun.

Fordelen er til gengæld, at byen har et system at arbejde efter, en klar logik for, hvor der bygges, og hvordan, og en tydelig skelnen mellem det offentlige og det private. Alt det, der vender ud mod gaden, er på en måde offentligt, mens bagsiderne, de grønne gårde og haver, er private, og her gemmer sig en af byens mest oversete kvaliteter, som enhver, der overvejer at flytte til byen, gør klogt i at kende til. For det ser måske beskedent ud fra gaden, men bag facaden kan der vente et byhus med en have, man ikke troede fandtes inden for voldene. »Der er nogle haver herinde. Man tror, at der ligger et lille bitte hus, og når man så kommer ind på stedet, så har man en lang, lang god have,« påpeger hun.

Sådan er hendes blik hele vejen igennem, mere optaget af sammenhænge end af enkeltdele. Hvor andre ser gader, ser Louise Thaysen Raun linjer, der binder byen sammen, og hvor andre ser et hus, ser hun en brik i en større plan, der rækker fra fæstningens fødsel og frem til de nye kvarterer, byen bygger i dag. Det er en måde at tænke på, der gennemsyrer hele hendes fag, og det er formentlig også derfor, hun ser noget i byen, som både vi, der bor her, og de, der endnu ikke er flyttet hertil, ellers går glip af. Grundplanen giver nemlig noget at bygge videre på, når kommunen arbejder med nye bydele som Kanalbyen, hvor gadernes logik kan føres videre, så den nye by knytter sig til den gamle i stedet for at stå ved siden af den.

Men at føre en gammel struktur videre er én ting. At udvikle en by med så meget historie uden at ødelægge den er noget andet, og det er her, restaureringsarkitekten i hende for alvor kommer på arbejde. Hun har en holdning til det, som adskiller sig fra det, man kan møde i andre byer, hvor det nogle gange virker, som om én bestemt tid har vundet, og man bliver ved med at kopiere den gamle stil. I Fredericia arbejder man efter en anden filosofi. »Vi mener jo, at 2026 er lige så meget værd som 1650 eller 1848. Så når man går rundt i Fredericia, kan man aflæse historien i arkitekturen, og man kan aflæse, at funktioner skifter,« forklarer hun.

Hendes yndlingseksempel er den gamle klædefabrik på Nørre Voldgade, en bygning, der i sin tid husede en helt anden produktion, og som i dag er bygget om til moderne funktioner uden at have mistet sine store, flotte rum. Den slags historier, hvor man kan læse tiderne af på en enkelt bygning, er det, hun finder mest interessant ved byen. Hun er samtidig stolt af arbejdet med bevaringsfonden, hvor borgerne fik et økonomisk incitament til at investere i deres egne bygninger. Projektet endte med at udløse langt flere penge end fondsmidlerne fra A.P. Møller Fonden, det gav den historiske by et niveau, der kunne matche den nye bydel ved havnen, og det har ifølge hende hævet kvaliteten hos dem, der renoverer i dag.

Den nye bydel ved havnen hedder Kanalbyen, og den er rejst på en grund, hvor der i mere end 90 år lå kemisk industri, indtil fabrikken lukkede i 2004. Netop dét sted, hvor byen bygger allermest nyt, er derfor også det sted, hvor hendes faglige hjerte for det gamle bliver sat på prøve. Spørger man hende om Kanalbyen, svarer hun med den ærlighed, en restaureringsarkitekt skylder sit fag. Havde hun selv skullet bestemme, ville hun gerne have bevaret noget af den karakter, der var der før, for det er præcis den slags spor af skiftende tider, hun sætter så højt andre steder i byen. Samtidig forstår hun udmærket, at grunden efter årtier med kemisk industri havde for dårlige minder for fredericianerne. Når man derfor bygger på bar mark, har hun lyst til, at man holder fast i det skæve og unikke og gør plads til, at borgerne selv præger deres byrum, selvom det hele er planlagt.

Det er den samme tanke, der driver prøvehandlingerne i bymidten. Hun håber, at borgerne vil komme og sige deres mening, også når noget ikke virker, for hele pointen er, at det er dem, der skal være med til at bestemme, hvad der skal ændre sig i deres by, og at der opstår en tættere dialog mellem borgere og forvaltning end hidtil.

Den dialog kender hun i øvrigt fra begge sider af bordet, for hun er selv en af dem, der har valgt byen til. Efter mange år i Aarhus er hun flyttet til Fredericia, og hun lægger ikke skjul på, at der er kommet lidt flere kilometer til den gamle by. Til gengæld har hun fået noget andet. »Det, jeg synes er dejligt ved at bo her, er, at byen er stor nok. Man har alt, hvad man skal bruge, og man kender folk tæt på. Og så den her tur om morgenen, hvor man går ind over volden, langs voldgraven og ind igennem en byport. Det er der ikke mange andre, der kan,« siger Louise Thaysen Raun.

Sådan går byplanlæggeren til arbejde hver morgen, ind gennem en port, der er ældre end det meste af det, hun ellers beskæftiger sig med, og kigger op.