
POLITIK. Torsdag den 19. marts inviteres borgerne i Fredericia til borgerdialogmøde i MESSE C fra kl. 1630, hvor lokale folketingskandidater skal svare på spørgsmål fra borgerne. Forud for arrangementet mødte vi to af kandidaterne, Helene Lykke fra Liberal Alliance og Lasse Hildingberg fra Venstre, til en samtale om valgkampen – og om hvorfor de mener, at Fredericia har brug for sin egen stemme på Christiansborg.
Helene Lykke, der bor i Fredericia med sin kone og familiens hund, lægger vægt på både lokale og nationale dagsordener i sin kampagne. »Jeg stiller jo op, fordi jeg mener, at jeg har noget at byde på og kan bidrage med,« siger hun.
Hun peger blandt andet på familiepolitik, psykiatri og økonomiske rammevilkår som centrale emner. »Jeg går valg på, at vi skal med frihed til familierne. Det skal være muligt at få tilskud til hjemmepasning i alle landets kommuner, og vi skal styrke psykiatrien.«
Samtidig mener hun, at Fredericia har brug for en stærkere repræsentation nationalt. »Jeg mener, at det er rigtig vigtigt, at vi får en fredericianer på borgen, fordi vi simpelthen har oplevet flere sager, hvor vi er blevet glemt eller tromlet.«
Hun nævner blandt andet støjproblemerne ved havnen som et eksempel på en lokal sag, der kan have brug for stærkere politisk opmærksomhed. »Hvis man ikke kender det eller bor i området, så ved du simpelthen ikke, hvad der foregår.«
Lokale udfordringer skal løftes nationalt
For Lasse Hildingberg, der både er jurist og byrådsmedlem i Fredericia, var springet til et folketingskandidatur derfor heller ikke langt. »Jeg arbejder som jurist dagligt, men er også en del af byrådet, og derfor var det nærliggende for mig også at hoppe ind i det her folketingskandidatur.«
Han mener, at flere af Fredericias udfordringer kræver national politisk handling. »Der er nogle udfordringer, som vi skal have løst nationalt, men som også vedrører lokalt.«
Blandt de emner, han vil arbejde med, nævner han blandt andet støjproblemer og folkeskolen. »Jeg kommer blandt andet til at fokusere rigtig meget på de støjproblematikker, som vi oplever for eksempel ude i Erritsø omkring motorvejen.«
Samtidig ser han behov for et løft af folkeskolen. »Vi skal løfte kvaliteten i vores folkeskole, fordi vi oplever nogle udfordringer i dag i forhold til blandt andet læring.«
Men det vigtigste er ifølge ham, at en lokal repræsentant kan tale Fredericias sag. »Det kan godt være, at man er opstillet i Fredericiakredsen, men hvis man ikke er herfra, så kommer man ikke til at tale den sag.«
Demokratiet møder borgerne
Begge kandidater oplever, at vælgerne engagerer sig i valgkampen – også selv om den i år foregår i en verden præget af uro.
Helene Lykke fortæller om mange positive møder med borgerne. »Folk er jo meget positive, synes jeg.«
Samtidig mener hun, at nogle vigtige emner mangler opmærksomhed. »Jeg synes, det er lidt sjovt med den valgkamp her, at psykiatrien og handicapområdet har ikke fået ret meget fokus.«
For Lasse Hildingberg handler valgkampen i høj grad om dialog. »Valgkamp er jo en fejring af vores demokrati.«
Han oplever, at mange borgere kan se værdien i lokal repræsentation. »Det er der rigtig mange, der godt kan relatere til, på tværs af partifarver.«
Borgerne får ordet
Netop dialogen er også omdrejningspunktet for borgerdialogmødet. Her er det borgerne, der stiller spørgsmålene.
Lasse Hildingberg forventer, at mødet kan give kandidaterne vigtig viden om, hvad der optager fredericianerne. »Jeg håber, det bliver en debat, hvor vi er rigtig gode til at lytte alle lokale kandidater.«
Helene Lykke er enig. »Fredericianerne, der er over 50.000, ser jo noget forskelligt alle sammen. Og hvad er vigtigt for dem? Det tror jeg er rigtig vigtigt, at vi har fokus på.«
Borgerdialogmødet og valgdebatten i MESSE C
Det var det 2. interview i optakten til borgerdialogmødet i MESSE C torsdag den 19. marts 2026, kl. 1630-1900, hvor de lokale kandidater møder borgerne til dialog, efterfulgt af fællesspisning og en større valgdebat fra kl. 19 – 21, hvor alle 12 partier, som stiller op til Folketingsvalget, er invitereret til en valgdebat, hvor borgerne har serveretten og stiller spørgsmål til folketingskandidaterne.
Tilmelding sker på MESSE C hjemmeside: https://billetto.dk/e/borgerdialogmode-i-messe-c-billetter-1884418?utm_source=organiser&utm_medium=share&utm_campaign=copy_link&utm_content=2
Se hele Tv-interviewet her:








