Lørdag skal DBU Jylland tage stilling til et forslag, der potentielt kan ændre rammerne for breddefodbolden i Danmark. Afstemningen, som foregår på lokalunionens delegeretmøde, handler om at give transkønnede, interkønnede og nonbinære spillere mulighed for selv at vælge, om de ønsker at spille i pige-/kvinde- eller drenge-/herrerrækker.

Forslaget er en del af en bredere indsats for at gøre dansk fodbold mere inkluderende og bygger på anbefalinger fra Dansk Boldspil-Unions (DBU) arbejdsgruppe for inklusion.

Selvidentifikation som grundlag

Konkret indebærer forslaget, at spillere fremover kan spille i den kønskategori, de identificerer sig med, uden krav om medicinsk dokumentation. Jens Christian Hansen, medlem af DBU Jyllands bestyrelse og formand for Region 4, udtalte d. 14. marts 2024 på DBU Jyllands hjemmeside:

– Vi synes jo, at fodbold skal være for alle, og nu står vi med et gennemarbejdet materiale om et aktuelt emne, som vi kan lægge frem for vores klubber, og vi synes helt principielt, at det vigtigt, at klubbernes frivillige involveres via en proces, hvor de får indsigt i tankerne og får lov at ytre sig og komme med input, inden de i sidste ende træffer den endelige beslutning.

Forslaget skal indføres som et pilotprojekt fra juli 2025 til juni 2027 og evalueres efterfølgende. Hvis vedtaget, vil DBU Jylland arbejde for at udbrede reglen til de øvrige lokalunioner.

Bredde versus elite

I modsætning til elitefodbolden, hvor regler om kønsopdeling ofte bygger på fysiske præstationer, handler forslaget om breddefodbolden. DBU har tidligere fremhævet, at breddefodbolden i højere grad skal være inkluderende og rummelig.

– Det er her og nu en meget sjælden problemstilling, men vil fremover forekomme sporadisk rundt omkring i klubberne, siger Jens Christian Hansen.

National opmærksomhed

Afstemningen følges nøje af de øvrige fem lokalunioner i DBU, herunder DBU Fyn, som senere skal tage stilling til lignende forslag.

Eventuelle konsekvenser af forslaget indebærer blandt andet, at DBU’s diversitetsmedarbejder skal bistå spillere og klubber i processen. Det skal sikre, at inklusionen sker i en ånd, der støtter både spillerne og klubberne.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her