POLITIK. Om lidt skal vælgerne til stemmeurnerne, og i den forbindelse har Middelfart AVISEN talt med spidskandidaterne for at høre, hvordan de oplever valgkampens sidste måned, hvad der fylder hos dem – og hvilke budskaber de vil kæmpe for helt frem til valgdagen. Den næste, vi har talt med, er SF’s spidskandidat i Middelfart Kommune, Linda Johnsen.
Hun lyder rolig og afklaret, da hun tager telefonen. »Jeg synes, det går godt,« siger hun. »Det begynder at tegne sig lidt, hvad det er for nogle temaer, der kommer til at blive centrale i valgkampen.«
Og for hende er der ingen tvivl om, hvilket område der for alvor fylder. »Ældreområdet bliver stort – ikke bare her i Middelfart, men i hele landet. Vi bliver flere ældre, og der er ikke nok ansatte. Det bliver svært at rekruttere, og det bliver en kæmpe udfordring,« siger hun.
Hun oplever dog endnu ikke, at vælgerne for alvor er gået i valgstemning. »Det er ikke helt gået i gang endnu. Der er selvfølgelig nogle, der går mere op i det end andre, men jeg kan mærke, at særligt ældreområdet engagerer mange. Det er noget, folk virkelig har en holdning til – og forståeligt nok.«
Når man spørger Linda Johnsen, hvordan årets valgkamp adskiller sig fra den, hun oplevede i 2021, stopper hun et øjeblik for at tænke sig om. »Jeg har jo kun været med i fire år, så jeg har kun den ene valgkamp at sammenligne med,« siger hun. »Men dengang var det meget konkret. Vi stod midt i et boom i børnetallet og manglede daginstitutionspladser. Det var et akut problem, som pressede sig på. I år handler det om noget større. Det er nogle mere komplekse temaer – ældreområdet, skoleområdet, og hvordan vi bedst inkluderer flere børn i folkeskolen. Det er store fælles opgaver, som vi alle må være med til at løse.«
Hun taler roligt, men med tydelig overbevisning, når hun beskriver SF’s vigtigste budskab i de kommende uger. »Selv om det er valgkamp, og man normalt står meget fast på sin egen sag, så tror jeg, det her valg handler om at stå sammen. Mange af de ting, vi skal løse som kommune, kan vi kun klare i fællesskab – både politisk, men også sammen med institutioner, familier, frivillige og pårørende. Det gælder både ældreområdet og skoleområdet,« siger hun.
Hun fremhæver især behovet for at styrke de lokale fællesskaber. »Vi skal finde ud af, hvordan vi bakker op om frisættelsen i daginstitutionerne, som vi tidligere har set på ældreområdet. Det handler om at give dem plads og tillid til at finde løsninger, der passer lokalt. Det er store dagsordener, men jeg tror på, at vi kan løfte dem sammen,« siger hun.
Selv om der allerede er positive takter, er hun ikke blind for de udfordringer, der venter. »Der er jo glæde over, at hjemmeplejen i Middelfart har fået en god placering. Men det ændrer ikke ved, at presset på området bliver enormt. Og det har ingen én-løsning. Vi skal have en ærlig dialog om, hvordan vi gør det bedre,« siger hun.
Når snakken falder på vælgerne, ser hun sig selv som en kandidat, der taler bredt, men med en naturlig forståelse for familielivet. »Jeg håber, jeg henvender mig til mange,« siger hun med et smil. »Men jeg er mor til børn i skolealderen, så selvfølgelig ligger skole- og institutionsområdet mig tæt på. Mange børn har det heldigvis godt, men der er også nogle, som kæmper – også her i Middelfart. Vi skal have hjulpet dem hurtigere. Vi kan ikke blive ved med at vente på systemet, hverken i skolen eller i psykiatrien. Børn med skoleværing og mistrivsel skal have hurtigere adgang til hjælp, så de kan komme tilbage i fællesskabet.«
Hun taler varmt om fællesskabet, men også om at være realistisk. For hende handler det ikke om at vinde på én sag, men om at vise, at man kan tage del i det fælles ansvar. »Hvis vi får et godt valg, så håber jeg, det er fordi både jeg og de andre kandidater har været gode til at vise, at vi har noget på hjertet. At vi har været oprigtige. Det handler jo ikke om at stå med en enkelt mærkesag og råbe højt om den. I byrådet handler 99 procent af arbejdet om alt muligt andet. Så man skal være villig til at sætte sig ind i mange forskellige ting, og man skal kunne samarbejde,« siger hun.
Hun stopper kort, som for at vælge ordene med omhu. »Jeg synes, vi i SF gør, hvad vi kan for at repræsentere en bredde og være ægte i vores tilgang. Vi kommer med forskellige baggrunde, men vi har det fælles mål at gøre Middelfart til et endnu bedre sted at leve. Og der hjælper vi hinanden, alt efter hvor vi kommer fra. Det er sådan, vi skaber resultater.«
Linda Johnsen lyder hverken kampklar eller konfronterende – snarere samlende og eftertænksom. For hende er valgkampen ikke en slagmark, men en anledning til at tale sammen om de store ting, der binder kommunen sammen. »Det her handler ikke om, hvem der får ret,« siger hun. »Det handler om, at vi sammen finder løsninger, der virker.«