Lillebælt er et af Danmarks naturmæssige kronjuveler, men desværre også et område, der har lidt under årelang forurening og manglende politisk handlekraft. Uanset hvor ofte landbrugets organisationer og politiske talerør lover bedring, viser historien, at frivillige aftaler simpelthen ikke rækker. Efter 25 år med tomme løfter kan vi konstatere, at den nuværende praksis ikke holder – hverken for naturen, havmiljøet eller de kommende generationer.

Det er på høje tid, at vi stiller langt skrappere krav til landbruget. Bæltets ålegræs forsvinder, fiskebestande svinder ind, og bundvendinger og kvælstof leder til iltsvind. Det sker i vores allesammens baghave, mens landbruget fortsat stort set får lov at køre videre som hidtil. Bevares, landbruget er vigtigt for Danmark – men det betyder ikke, at det har lov til at køre naturen i sænk. Tværtimod må vi acceptere en grundlæggende forandring i både synet på og driften af landbrugserhvervet. Vi kan sagtens brødføde den danske befolkning ved at udnytte et langt mindre areal end i dag, hvis vi samtidig investerer i mere bæredygtige dyrkningsmetoder og øget forskning.

De lokale trepartsaftaler bør derfor ikke udformes som endnu et symbolsk klap på skulderen til landbruget, men som en reel gamechanger: Forurener man, får det konsekvenser. Lever man ikke op til miljøkravene, vanker der sanktioner. Det kan virke hårdt, men vi kan ikke længere lukke øjnene for, at frivillighed har vist sig utilstrækkelig. Samtidig skal landbrugserhvervet have adgang til rådgivning og økonomiske incitamenter, der gør det realistisk at omlægge driften, så Lillebælt bevares og genoprettes.

For os er det en bunden opgave at sætte natur og klima øverst på dagsordenen. Kun sådan kan vi med rette kalde os et grønt, ansvarligt samfund, der værner om Danmarks enestående havområder. Lillebælt og fremtidens generationer har ventet længe nok – nu er tiden inde til at skrue op for både handling og konsekvens

Simon Meyer Off, Regionskandidat for SF

og

Malene Søgaard-Andersen, Spidskandidat for SF til Fredericia Byråd

7000 Fredericia

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer