OG’s 23-årige norske venstrefløj, Alexandre Blonz, er tvunget til en længere pause fra håndbolden. To alvorlige skader, der begge kræver operation og genoptræning, betyder, at Blonz ikke forventes tilbage på banen i denne sæson.
Blonz kom først til skade med sit knæ i begyndelsen af december under en træning op til kampen mod Grindsted. Skaden viste sig at være alvorlig, men det var kun begyndelsen.
– Jeg blev utilpas derhjemme, og da jeg kom på hospitalet, viste det sig, at jeg havde fået en blodprop i hjernen, som krævede akut medicinsk behandling. Det endte med, at jeg var indlagt i ti dage på OUH i Odense, mens lægerne fik styr på situationen. Jeg fik en rigtig god behandling og har kun ros til personalet, fortæller Alexandre Blonz om den dramatiske episode, der vendte op og ned på hans tilværelse.
Blonz forklarer, at yderligere undersøgelser afslørede et hul i hjertet, som er årsagen til blodproppen. – Heldigvis er det relativt ukompliceret og kræver blot et mindre indgreb for at få det ordnet, siger han og understreger, at han ellers har det godt og allerede er tilbage i styrketræningscentret for at holde kroppen i gang.
Knæskaden viste sig dog at være mere omfattende, end først antaget. – Jeg har tidligere døjet med samme skade i knæet, men nu er ledbåndet på indersiden blevet så svagt, at det kræver en operation, konstaterer Blonz.
De to nødvendige indgreb og den efterfølgende genoptræning betyder, at Blonz må se til fra tribunerne, mens GOG kæmper for medaljer.
– Jeg er ked af, at jeg ikke kan være med i den vigtigste del af sæsonen. Det er den sjoveste tid på året, hvor der virkelig er noget på spil. Men jeg støtter drengene alt, hvad jeg kan, og træner styrke, mens de andre spiller håndbold, fortæller han.
Blonz’ skadespause betyder også, at han går glip af VM-slutrunden, hvor Norge ellers skulle spille de indledende kampe i Oslo. Alligevel prøver han at bevare optimismen.
– Det hele har været lidt af et chok, men jeg fokuserer på at bruge tiden til at træne og komme endnu stærkere tilbage. Det er min første lange skadespause, men der kommer heldigvis nye muligheder. Næste år er der endnu en slutrunde i Norge, og så håber jeg, at jeg kan opleve hjemmebanefølelsen der,”siger Blonz med et smil.