Sagen om Lidls og Fredericia Kommunes samarbejde om finansieringen af lyskrydset ved Snaremosevej og Gl. Landevej i Erritsø fortsætter uden løsning. Lidl vil ikke kommentere på sagen.

Efter en længere juridisk tvist, hvor Lidl trak sig fra en oprindelig aftale om at finansiere lysreguleringen med baggrund i skrivebordsjura, kom det frem, at kæden i første omgang var villig til at dække halvdelen af udgifterne. Men i dag, efter flere dages tavshed, melder Lidl hverken om de vil betale eller, hvad de mener om sagen i Fredericia.

Samarbejdet mellem Lidl og Fredericia Kommune begyndte at knage, da Lidl efter de var flyttet til området, klagede til Vejdirektoratet, og fik medhold, idet der var sket en juridisk fejl i tilladelsen vedrørende overkørslen. Lidl valgte herefter at trække sig fra aftalen om at finansiere lysreguleringen, der var en del af en større plan for at sikre bedre trafikafvikling og trafiksikkerhed i området. Kæden meddelte, at de ikke længere havde nogen forpligtelse i forhold til projektet, hvilket satte kommunen i en vanskelig situation.

Fredericia Kommune var dog fortsat interesseret i at finde en løsning, der kunne sikre en ordentlig trafikafvikling. Senere kom det frem, at Lidl var villig til at bidrage økonomisk til lyskrydset, men kun dække halvdelen af udgifterne – en væsentlig ændring fra den oprindelige aftale, hvor Lidl skulle betale for hele udgiften.

Fredericia AVISENs spørgsmål til Lidl

For at få en bedre forståelse af Lidls beslutning og den efterfølgende udvikling i sagen, sendte Fredericia AVISEN en række spørgsmål til Lidls presseafdeling. Spørgsmålene drejede sig blandt andet om, hvorfor Lidl valgte at trække sig fra aftalen, hvordan de vurderede deres egen rolle i samarbejdet med kommunen, og om der var andre faktorer end den juridiske fejl, som havde spillet ind.

Ydermere blev Lidl spurgt om, hvordan de vurderer de trafiksikkerhedsmæssige konsekvenser af, at lyskrydset ikke bliver etableret, og om de er villige til at bidrage til løsninger på de trafikale udfordringer, som den øgede trafik i området kan medføre.

Lidl blev også bedt om at kommentere den kritik, der er blevet rettet mod kæden fra politikere, som mener, at Lidl burde have overholdt de oprindelige forpligtelser, selv om der var sket en juridisk fejl. Sidst men ikke mindst, blev Lidl spurgt om deres holdning til deres forpligtelse overfor lokalsamfundet – især i relation til trafiksikkerheden i området.

Efter at have ventet i flere dage, svarer Thomas Sejersen fra Lidls kommunikationsafdeling, at kæden ikke har nogen yderligere kommentarer til sagen. Dette svar kommer på et tidspunkt, hvor interessen for forløbet er stor, og både kommunens repræsentanter og politikere har udtrykt ønsker om en afklaring af, hvordan Lidl har tænkt sig at bidrage til løsningen.

Fremtidige forhandlinger

Siden Lidls beslutning om at trække sig fra aftalen har kommunen været i en svær situation. På trods af den opståede udfordring er Fredericia Kommune stadig interesseret i at finde en løsning, der kan sikre en forbedring af trafikforholdene i Erritsø. Bo Schjødt Andersen, chef for erhverv, mobilitet og byudvikling i Fredericia Kommune, har udtalt, at kommunen har haft dialog med Lidl om at finde en løsning, og han har været positiv overfor, at Lidl nu ser mulighed for at bidrage økonomisk.

Der vil dog stadig være behov for at få styr på de praktiske og juridiske aspekter af den nye aftale, og det er endnu uklart, hvordan forhandlingerne vil udvikle sig. Hvis Lidl ikke ønsker at bidrage til finansieringen i samme omfang som oprindeligt planlagt, kan det få konsekvenser for kommunens muligheder for at få projektet afsluttet og sikre den nødvendige trafiksikkerhed.

Kommune har ikke hørt fra Lidl

Fredericia Kommunes forvaltning oplyser, at de ikke har hørt noget fra Lidl siden udmeldingen om, at de pludselig ville betale noget af lysreguleringen.

– Lidl må gerne komme ud af busken, og gerne henvende sig på skrift til os, siger direktør for Vækst, Teknik og Klima, René, Olesen.