Billede af Lene Skovmark Elsborg under Tv-interview d. 17. oktober 2025
Billede af Lene Skovmark Elsborg under Tv-interview d. 17. oktober 2025

POLITIK. Hun har arbejdet i daginstitutioner, stået i spidsen som leder i mere end et årti og kender hver en krog af det pædagogiske landskab i Fredericia. Nu stiller Lene Skovmark Elsborg igen op for Socialdemokratiet ved kommunalvalget den 18. november – med en klar mission: at styrke velfærden fra vuggestue til plejehjem. Som hun siger: “Nogen skal kæmpe for børnene”. Lene Skovmark Elsborg værdier er: Fællesskabsorienteret, social, omsorgsfuld og dedikeret.

Lene Skovmark Elsborg vil styrke forholdene i daginstitutionerne med en normering, hvor der er 70 % pædagoger og 30% procent medhjælpere, som det var for 2 år siden. Konsekvensen af denne besparelse (60/40) gør, at det pædagogiske personale har færre timer ved børnene, og Lene Skovmark Elsborg mener, at de er endnu mere presset end tidligere, og arbejdet med de børn, der er udfordret, ofte kræver 1-1, hvilket der ikke er fagligt personale til. Hun oplever, at det pædagogiske personale efter mange års erfaring er ved at stå af.

”Vi SKAL passe på vores medarbejdere, og det gør vi ikke på denne måde. Det betyder ligeledes, at de pædagogiske ledere skal have flere timer til børnene og får derfor ikke skabt rum for sparring til medarbejder og de overordnede ledelsesopgaver. Vi har i forvejen svært ved at finde dygtige erfarne pædagoger og ledere, men med denne normering (60/40) har vi skabt en ekstra udfordring. Jeg mener, at vi ikke kan være det vedkendt for hverken ledere, medarbejdere, forældre men i særdeleshed slet ikke børnene”, udtaler Lene Skovmark Elsborg. 

»Jeg har ikke mistet modet ved at stille op igen, fordi jeg synes, at jeg har nogle gode mærkesager. Jeg brænder rigtig meget for Fredericia – men mest af alt for de borgere, der bor i byen,« siger Lene Skovmark Elsborg.

Fra pædagog til politiker
Lene Skovmark Elsborg er født og opvokset i Fredericia, har gået på Treldevejens Skole og været en del af byens foreningsliv, blandt andet som håndboldfan med årskort til FHK. Hendes vej ind i politik gik dog ikke direkte.

»Jeg har nok altid været lidt politisk interesseret. Men som 22-årig fik jeg børn – og fire af dem – så min ungdom gik med job og uddannelse. Det var først op til valget i 2021, at Lars Ejby Pedersen kontaktede mig og spurgte, om jeg ville stille op. Jeg har altid været socialdemokrat i hjertet,« fortæller hun.

Ved sidste valg blev hun første suppleant til byrådet, og hun deltager i dag i partiets gruppemøder hver onsdag – og hun er tæt på det politiske maskinrum.

Vil ændre normeringerne i daginstitutionerne
Med mere end 20 års erfaring i pædagogfaget er hendes mærkesag klar: bedre forhold i daginstitutionerne.

»Jeg kunne godt tænke mig at lave en revolution, men det kommer jeg nok ikke langt med. Men jeg mener faktisk, at vi mangler nogle kompetencer i byrådet, der har den nyeste viden inden for området,« siger hun.

Hendes hovedkrav handler om normeringerne.
»Jeg vil kæmpe for, at vi går tilbage til et minimum, der hedder 70/30 igen. Der er simpelthen blevet for få hænder til børnene. Personalet løber dobbelt så stærkt, fordi der ikke er fagligt nok personale til at tage de opgaver, børnene kræver. Jeg oplever et personale, der er slukket og ikke har mere energi,« siger hun og tilføjer:

»Lederne skal også tages ud af normeringen, så de kan have det overordnede perspektiv og vejlede medarbejderne. Det er der ikke tid til i dag.«

Hvor skal pengene komme fra?
Hun lægger ikke skjul på, at bedre normeringer koster penge – men hun ser muligheder for at finde dem internt.

»Jeg ved godt, at det er dyrt, men vi skal finde det. Jeg kunne godt tænke mig at spare lidt på nogle konsulenter og komme af med distriktsledelser. Pengene skal findes, for hvis vi ikke gør det, mister vi endnu flere erfarne pædagoger. Det bliver dyrere på sigt,« siger hun.

Skolestruktur: tilbage til 0.–9. klasse
Et andet fokuspunkt for Lene Skovmark Elsborg er skolestrukturen i Fredericia. Hun ønsker at genindføre den gamle model, hvor børn kunne gå hele skoleforløbet samme sted.

»Jeg synes, det er synd, at børnene skal skifte skole efter 6. klasse. Det er netop der, hormonerne raser, og de bruger et helt år på at finde ud af det sociale hierarki. Jeg tror, vi ville få ro og bedre faglighed, hvis eleverne kunne blive på samme skole fra 0. til 9. klasse,« siger hun.

Hun peger på privatskolerne som eksempel: »Der fungerer det rigtig godt. Der er ro, genkendelighed og tid til det faglige,« forklarer hun.

Et værdigt ældreliv og mere gennemsigtighed
På ældreområdet efterlyser hun menneskelighed og stabilitet.
»Jeg kunne godt tænke mig, at plejehjemmene var lidt mere indrettet som hjem. Jeg hører, at personalet er presset, og at meget bliver dækket ind med vikarer. Det skaber mange skift for de ældre, og det synes jeg er trist,« siger hun.

Samtidig ønsker hun, at kommunen bliver bedre til at forklare borgerne, hvorfor beslutninger træffes:
»Når der bliver taget beslutninger politisk, så kommer der ikke en forklaring på, hvorfor. Den gennemsigtighed vil jeg gerne have tilbage i Fredericia Kommune. Det handler også om tillid mellem borgere og politikere,« understreger hun.

Forebyggelse og langsigtet plan
Et centralt omdrejningspunkt i hendes vision er forebyggelse. Hun fremhæver blandt andet et tidligere kommunalt projekt, som hun gerne ser genoptaget:

»For nogle år siden havde vi et projekt, hvor pædagoger var opsøgende i familierne – det skabte et fantastisk samarbejde mellem forældre og institutioner. Men efter tre år var der ikke penge til at fortsætte det. Det var en stor falliterklæring, for de penge var givet rigtig godt ud,« siger hun.

»Hvis vi investerer i børnene tidligt, kan vi forebygge de udfordringer, vi i dag ser i familieafdelingen. Det er forebyggelse, vi skal leve af – ikke brandslukning,« siger Lene Skovmark Elsborg.

»Jeg bider mig fast«
Til sidst gør hun klart, hvad vælgerne kan forvente af hende, hvis hun bliver valgt ind i byrådet:

»Jeg stiller op for Socialdemokratiet, men jeg er den, jeg er – både som menneske og som politiker. Jeg er ikke til at løbe om hjørner med, og når jeg bider mig fast, så bider jeg mig fast. Jeg har et stort hjerte for mennesker, uanset om det er børn, forældre eller ældre. Og jeg vil kæmpe deres sag,« siger hun og afslutter med et smil: »Stem på mig, nummer 14 på Socialdemokratiets kandidatliste. Jeg lover at kæmpe for et bedre Fredericia.«

Se og lytte til hele Tv-interviewet via linket nedenfor:

Tv-Interview m. Lene Skovmark Elsborg d. 17. oktober 2025 om KV25