Der er tal, som er svære at komme uden om – også selvom de ikke larmer. Ét af dem er dette: Andelen af borgere på offentlig forsørgelse i Fredericia er i dag stort set den samme som for ti år siden. Den er endda steget en anelse. I en periode, hvor Danmark samlet set har historisk få på overførselsindkomst, har Fredericia ikke rykket sig nævneværdigt.
Det bør give anledning til mere end konstaterende skuldertræk.
For ti år siden var overførselsindkomster allerede et politisk fokusområde i Fredericia. Man talte om at knække kurven, om at få flere i job og uddannelse, om at bryde negative spiraler. Siden er der gennemført reformer, sat indsatser i gang og justeret på jobcentrets værktøjer. Alligevel står vi i dag med et resultat, der i bedste fald kan beskrives som status quo.
Når næsten hver fjerde borger i den arbejdsdygtige alder i Fredericia er på offentlig forsørgelse, er det ikke bare et tal i et regneark. Det er et billede på en by, hvor for mange mennesker står uden for arbejdsfællesskabet – og hvor konsekvenserne rækker langt ind i både kommunens økonomi og familiernes hverdag.
Det er ikke en kritik af den enkelte borger. Langt fra. Overførselsindkomster dækker over vidt forskellige livssituationer: førtidspension, fleksjob, sygdom, ledighed. Men det er en politisk udfordring, når andelen samlet set ikke falder, mens sammenlignelige byer omkring os bevæger sig i den rigtige retning.
Fredericia har gennem flere år arbejdet målrettet med en helhedsplan for boligområderne i Søndermarken, med kontor i Korskærparken, hvor beskæftigelse og vejen ind på arbejdsmarkedet er en central del af indsatsen. Det er et vigtigt og nødvendigt arbejde. Men uden adgang til isolerede tal for området må udviklingen fortsat vurderes på byens samlede regnskab – og her har Fredericia ikke rykket sig nævneværdigt.
Forklaringerne er velkendte. Fredericia har mange billige boliger. Det gør byen attraktiv for mennesker med lave indkomster. Samtidig har byen – berettiget eller ej – haft et ry for at være et sted, hvor det er lettere at få hjælp end i nabokommunerne. Den kombination betyder, at selv når kommunen lykkes med at få borgere i job, flytter der nye til, som står uden for arbejdsmarkedet. Resultatet bliver en fødekæde, der holder tallene oppe.
Men forklaringer kan ikke stå alene. For hvis man politisk accepterer, at udviklingen er strukturel og derfor nærmest uundgåelig, har man samtidig accepteret, at Fredericia også fremover skal ligge markant over landsgennemsnittet. Det bør ikke være ambitionen.
Derfor er det også tid til at tale mere konkret om, hvad der faktisk skal gøres anderledes.
For det første kræver det klare politiske målsætninger. Ikke bare ambitioner, men konkrete mål for, hvor langt andelen af borgere på offentlig forsørgelse skal ned – og hvornår. Uden mål er der ingen rettesnor og intet reelt ansvar.
For det andet bør beskæftigelsesindsatsen kobles langt tættere til erhvervslivet. Flere virksomhedsrettede forløb, flere fleksjob, flere nyttejob og et mere forpligtende samarbejde med lokale virksomheder, der også tør tage et socialt ansvar. Job skabes ikke i forvaltninger alene.
For det tredje skal boligpolitikken tænkes sammen med beskæftigelsespolitikken. Det betyder ikke, at billige boliger skal fjernes, men at der skal arbejdes mere aktivt med standard, sammensætning og udvikling i boligområderne. Fredericia kan ikke både være byen med de billigste boliger og samtidig forvente markant lavere andel på overførselsindkomst uden en bevidst strategi.
For det fjerde kræver det et skarpt fokus på unge. Hver ung, der starter voksenlivet på kontanthjælp, er en potentiel livslang udgift – men også en potentiel gevinst, hvis indsatsen lykkes. Her skal uddannelse, job og sociale indsatser spille langt bedre sammen end i dag.
For det femte bør kommunen i højere grad måle indsatser på effekt frem for aktivitet. Det er ikke nok, at der gøres meget. Der skal gøres det, der virker – og det, der ikke virker, skal justeres eller stoppes.
For det her handler ikke kun om kommunaløkonomi og udligning. Det handler om børn, der vokser op i familier uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Om unge, der mister fodfæstet tidligt. Om byens samlede sociale sammenhængskraft.
Ti år uden reel fremgang er ikke en succes. Det er et advarselssignal.
Hvis Fredericia for alvor vil ændre kurs, kræver det mere end justeringer i kanten. Det kræver politisk mod til at prioritere, til at stille krav – og til at holde sig selv ansvarlig på resultater.
Status quo er ikke neutralt. Det er et valg.
Og efter ti år uden forbedring er det et valg, Fredericia bør turde udfordre.










