Der er noget principielt på spil, når en stor detailkæde siger nej til det lokale engagement, men ja til den lokale omsætning.

Det handler ikke om én butik.

Det handler om en struktur.

For i byer som Middelfart – og i virkeligheden i hele landet – ser vi det samme mønster: De store kæder etablerer sig, får adgang til kundestrømmen, høster omsætningen og bliver en del af handelsbilledet. Det er fair. Det er markedsøkonomi. De skaber arbejdspladser. Tak for det.

Men når lokale initiativer banker på og ønsker samarbejde, støtte eller blot anerkendelse, så møder de ofte et nej fra et hovedkontor langt væk. Ikke fordi det lokale led nødvendigvis vil afvise – men fordi beslutningerne træffes et andet sted.

De siger ja til kunderne.

Men nej til det lokale fællesskab.

Det er her, ubalancen opstår.

For lokale virksomheder lever ikke kun af kunder. De lever af relationer. De deltager i byens liv, de sponsorerer foreninger, de stiller op til events, de tager ansvar, når noget skal løftes. De er ikke kun forretninger. De er medspillere i lokalsamfundet.

Når de store kæder melder pas til den type engagement, opstår der et tomrum. Ikke økonomisk – men kulturelt.

Det lokale engagement er ikke en udgiftspost. Det er en investering i sammenhængskraft.

Der er ingen, der forventer, at en landsdækkende kæde skal være en lokal ildsjæl. Men man kan godt forvente en grundlæggende forståelse for, at man opererer i et konkret lokalsamfund – ikke bare i et salgsområde.

Det er her, diskussionen bliver interessant.

For hovedkontorer tænker i skala.

Lokalsamfund tænker i nærhed.

Og når skalaen vinder over nærheden hver gang, så mister byen noget. Ikke dramatisk. Ikke synligt fra den ene dag til den anden. Men langsomt.

Ja, kæderne skaber arbejdspladser.

Ja, de bidrager til udvalg og konkurrence.

Men lokalsamfund er mere end markeder.

Det er værd at huske, at forbrugere i dag ikke kun køber produkter. De køber identitet. Tilhørsforhold. Værdier. Når en virksomhed siger nej til lokalt engagement, sender den også et signal om, hvor den placerer sig.

Det er ikke et krav om velgørenhed.

Det er en forventning om medansvar.

Hvis man vil være en del af byens handelsliv, må man også acceptere at være en del af byens liv.

Det er i virkeligheden ikke mere kompliceret end det.

Spørgsmålet er ikke, om kæderne må tjene penge lokalt.

Spørgsmålet er, om de også vil være lokale.