Det politiske kaos i Middelfart er ikke tilfældigt. Det er resultatet af et improviseret magtspil, hvor fornærmede baglande, partihoppere og ideologiske modpoler har fundet sammen i én fælles ambition. Ikke at skabe en ny retning for Middelfart. Ikke at præsentere et politisk projekt. Men at vælte Johannes Lundsfryd. Det er det eneste, der for alvor binder dem sammen.
Venstre, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet står nu side om side, som om forskellene mellem dem aldrig har eksisteret. Som om deres værdier opløses i det øjeblik, der er udsigt til taburetter, titler og indflydelse. Mest grotesk er Alternativets medlem, der sælges grønne løfter i klimaets navn, samtidig med at den borgmester, hun peger på, kommer direkte fra landbruget og er modstander af præcis de visioner, hun ellers har kæmpet for. Det er politisk goddag mand økseskaft.
Vi har kontaktet de nye magtbærere hele dagen. Ingen ønsker at svare på spørgsmål om partihopperi, visioner og tanker. Tavsheden er ikke arbejdsro. Det er ro for spørgsmål.
Enhedslisten i Middelfart med Lasse Schmücker står i skærende kontrast til deres egen partitop. Nationalt har Enhedslisten båret den moralske fane højt, når emnet er partihopperi. Næstformand Rosa Lund sagde det selv i DR: Partihoppere skaber mistillid. Partihoppere undergraver demokratiet. Enhedslisten tager ikke imod partihoppere, og hun efterlyste, at alle andre partier gjorde det samme.
Det er deres princip. Det er deres værdigrundlag. Det er deres DNA.
Men ikke i Middelfart.
Her bliver princippet lagt til side, så snart det kan bruges som løftestang til at vælte Johannes Lundsfryd. Her gælder ét princip: Hvis det giver mulighed for at knække Johannes Lundsfryd, så er det ordentligt. Det handler ikke om værdier. Det handler om personligt had og hævn. Enhedslisten forsøgte også dumt at sammenligne med Fredericias Cecilie Roed Schultz, men det var skudt helt ved siden af, for hende kan folk stole på, imens griner Lasse Schmücker og Danmarksdemokraten Jonas René Jensen hele vejen til banken, når de lige om lidt forgyldes med poster og indflydelse, fordi de gør en visionsløs venstremand til borgmester.
Tak for kaffe.
Partihopperen Ulla Sørensen står som den centrale brik. Hendes telefon ringer nok meget, men svarer kan hun i SMS, hvis hun da svarer. En hån mod demokratiet, at hun fortæller om de større baggrunde, og hvorfor hun ikke var opstillet for Venstre, som hun tydeligvis har flirtet med gennem længere tid.
Hun afviser formandsposter med reelt ansvar og budget, men står nu med udsigt til at blive viceborgmester. En position, der giver indflydelse uden at levere resultater. Hendes partiskifte dagen efter valget var detonatoren for kaosset, og nu står hun som den, der ligner en politisk kupmager.
Det er svært ikke at se et personligt regnskab blive afviklet.
Man må forstå, der er mere bag kuppet – hvorfor stiller du så ikke op? Vi tænder gerne kameraet og lytter til dig, men grundlæggende, hvorfor valgte du at stille op for Socialdemokratiet? Tror du virkelig, at de mennesker der stemte på dig også sendte på en venstremand?
Næppe. Også Troels Lund må have røde øre. Stolthed over sin kommende borgmester kan han næppe have.
For i centrum af det hele står Venstres Anders Møllegård. Den kommende borgmester. Når man ser på de seneste fire år i byrådet, er det bemærkelsesværdigt, hvor få politiske initiativer, han selv har formuleret. Han har stemt for meget, men det har været andres projekter og andres dagsordener. Den eneste tydelige linje har været ønsket om at vælte Johannes Lundsfryd. Det er et mål, ikke en vision. Det er et opgør, ikke en retning for Middelfart. Og hans eget svar, da vi bad om kommentar, taler sit eget tydelige sprog: “Tal med Ulla.” Når en kommende borgmester sender alle kritiske spørgsmål videre til partihopperen, der skabte kaosset, er niveauet lagt.
Og hvor står resten af Venstres gruppe?
Det har må gøre ondt på Regitze Tilma, dette kan næppe være hendes DNA
De fem partier, der nu deler magten, deler ingen politisk filosofi. Ingen fælles retning. Ingen større ambition for Middelfart. Det eneste, de deler, er utilfredshed og hævn over den tidligere borgmester. Det er et flertal, der ikke er skabt af værdier, men af vrede. Ikke af visioner, men af alliancer i mørke bag nedrullede gardiner.
Det mest foruroligende er tavsheden. Ingen vil forklare partihoppet. Ingen vil forklare værdiskiftet. Ingen vil forklare, hvordan et flertal kan dannes 24 timer efter valget uden åbenhed, debat eller respekt for vælgernes mandat. Det er ikke politisk mod. Det er politisk vakuum. Og som historien viser, er politisk uro farligt. Det kan koste investeringer, udvikling og dynamik.
Midt i dette cirkus er der dog én stabil kraft tilbage. Kommunaldirektør Steen Vinderslev. Middelfart kan prise sig lykkelig for at have en erfaren og kompetent kommunaldirektør, der kan holde kommunen kørende, når Byrådet ikke selv formår det. Der bliver brug for ham nu.
