SPORT. Fredericia Håndboldklub har truffet en stor beslutning. Gudmundur Gudmundsson er færdig som cheftræner i klubben. Det sker efter en periode, hvor utilfredsheden med spillet har været tydelig, selvom resultaterne på papiret har været de bedste i klubbens historie.

Det er værd at gentage, at Gudmundsson har leveret. Han kom til FHK i 2022, og siden har klubben fået bronze, sølv, spillet sig i Final4 i Boxen og kvalificeret sig til både Champions League og European League. Der er ikke mange klubber i Danmark, der kan fremvise den slags resultater på tre sæsoner. Derfor skal han have en stor tak. Han har sat Fredericia tilbage på håndboldkortet, og det må vi aldrig glemme.

FHKs ledelsen har skiftet ud i truppen. Arkivfoto: AVISEN

Men ledelsen i FHK med formand Bent Jensen og direktør Thomas Renneberg-Larsen i spidsen vurderer, at det ikke er nok. Spillet har manglet gnist. Flowet har ikke været der. Og selvom resultater er vigtige, så handler håndbold også om spilleglæde, tempo og udtryk. Det er det, der fylder hallen, skaber tro og tiltrækker både sponsorer og fans. Det har klubben ikke set nok af i denne sæson.

Kritikken har også ramt truppens sammensætning. Flere store profiler er væk. Lasse Balstad spiller i dag for GOG. Reinier Taboada spiller i Benfica. De var stærke spillere, der kunne afgøre kampe. I stedet er der kommet unge talenter, der på sigt kan blive topspillere. Det er et andet projekt, og det kræver en anden trænerprofil. Det siger direktøren selv, og det er svært at være uenig.

Valget er faldet på Jesper Houmark. Han kender klubben, truppen og kulturen. Han har tidligere stået i spidsen, og han har fejret resultater med FHK. Han kender også de unge spillere, og han ved, hvad han skal gøre nu. Det er jeg ikke i tvivl om.

Han har også haft perioder, hvor det var svært, især mod de største hold. Nu får han chancen for at vise, at han kan stå med ansvaret. Sammen med Michael Wollesen skal han lede holdet resten af sæsonen.

Det er et klogt valg. Når man har behov for forandring, er det en fordel at vælge en, der kender huset. Houmark ved, hvordan Fredericia vil spille håndbold. Han ved, hvad fansene forventer. Han ved, hvad det betyder at stå i en fyldt arena med hele Fredericia bag sig. Men han ved også, at der er krav. Han får ikke meget tid. Han skal levere nu.

En ting mere er essentielt, som det ser ud lige nu. Klubben skal, hvis chancen byder sig forstærke holdet med 2-3 profiler. Længere er den ikke. Men det er svært i en sæson, der er i gang.

Lørdag møder Fredericia HK GOG hjemme. Det bliver den første test. Og det bliver en kamp, hvor vi vil se, om beslutningen allerede kan mærkes på banen. Spillerne må rykke sammen. De må vise, at de tror på projektet. Og de må vise byen, at Fredericia hører til i toppen af dansk håndbold. Det handler ikke om to point lørdag, for GOG er en mundfuld, set i lyset af FHKs sæsonstart, men der skal kæmpes alle 60 minutter.

Ledelsen har taget deres ansvar. De har handlet. Nu skal de også tættere på truppen og staben. Der må ikke være tvivl om, at alle i klubben går i samme retning. Sponsorerne må bakkes op. Frivillige må fortsætte deres store indsats. Og fansene må møde talstærkt op. Fredericia er en håndboldby, og det forpligter.

Alle lokale fans må vænne sig til, at der ikke kommer toppræstationer hver uge i en periode. Sådan er det, når man bygger nyt op. Men de ved også, at ægte fans står bag holdet i både medgang og modgang. Det er nu, de skal vise det.

FHK skal have ros for at handle hurtigt. Sæsonen sluttede skuffende i foråret, og starten på den nye sæson har været præget af tvivl og store udfald. Derfor er det rigtigt set, at man tager konsekvensen nu. Det er ikke uden risiko, men det viser, at man vil noget.

Fredericia Håndboldklub har store ambitioner. Spillerne selv siger, at de hører til i toppen. Det gør ledelsen også igen og igen. Men for at ambitionerne kan blive til virkelighed, skal der findes en fælles vej.

Det begynder lørdag mod GOG. Og det begynder med, at Fredericia fylder arenaen, bakker holdet op og viser, at byen vil sit hold. For hvis man vil være blandt de største, kræver det mere end resultater. Det kræver også mod til at handle, og det kræver et fællesskab, der står bag, når det virkelig gælder.