Middelfart AVISEN dækkede det massivt. Fordi vi var nødt til det.
Borgmesterkuppet i Middelfart var ikke en parentes i lokalpolitik. Det var en voldsom og kontroversiel beslutning, der ændrede magten i kommunen for fire år frem. Den blev truffet dagen efter et valg, gennem et partiskifte, og med et mandat, der ikke alene var sikret af personlige stemmer, men også af listestemmer. Det er et faktum. Og det er netop derfor, sagen aldrig kunne blive lille.
Når Ulla Sørensen i denne uge kritiserede mediedækningen, ramte hun ved siden af kernen. For det afgørende var ikke, hvor meget der blev dækket. Det afgørende var, hvad der blev dækket – og hvorfor.
Her har TV2 Fyns direktør, Thomas Funding ret.
En beslutning af den karakter udløser ikke kun politisk opmærksomhed, men et demokratisk krav om indsigt. Det er ikke sensation. Det er proportionalitet. Når magt vippes på den måde, er offentlighedens interesse ikke sekundær. Den er central.
Det gælder i særlig grad, når konstitueringsforhandlingerne i en så kontroversiel sag flyttes fra rådhuset til privatsfæren. Når døren lukkes, og forhandlingerne foregår i et privat hjem, opstår der et nyt problem – ikke juridisk, men demokratisk. For magt, der udøves bag lukkede døre, mister noget af sin legitimitet, uanset hvor hyggeligt lokalet måtte være.
Det var ikke journalisterne, der valgte stedet. Det var politikerne.
Og netop derfor var det heller ikke urimeligt, at pressen stod udenfor. Tværtimod. Når beslutninger med vidtrækkende konsekvenser træffes i det skjulte, opstår der et behov for at kigge ind. Ikke for at forstyrre, men for at forstå.
Det er her, forløbet i Middelfart for alvor skuffer.
For i stedet for åbenhed fik offentligheden irritation. I stedet for klare forklaringer fik man oplevelser. I stedet for gennemsigtighed fik man en fortælling om ubehag. Men ubehag er ikke et demokratisk argument. Det er et vilkår, når man træffer beslutninger, der bryder med vælgernes forventninger.
Vi dækkede sagen, fordi den ændrede magten. Ikke fordi den var personlig. Og vi stillede spørgsmål, fordi svarene aldrig kom samlet og klart. Det er ikke et mediesvigt. Det er en konsekvens af politisk tavshed.
Man kan godt have retten til at træffe en kontroversiel beslutning. Men man har ikke retten til at slippe for konsekvenserne. Og i et åbent demokrati er den første konsekvens altid den samme: Man skal forklare sig.
Det var dét, der manglede i Middelfart. Og det er derfor, sagen stadig kaster skygger, og det må Ulla Sørensen leve med i de fire år, hun har tilbage i lokalpolitik.
