Sydøstjyllands Politi måtte torsdag eftermiddag rykke ud til et færdselsuheld i Fredericia, hvor en lastbil ramte en jernbanebro. Ifølge politiet var det en hvid trækker med en hvid hænger, der klokken 14.13 kørte af Indre Ringvej i sydlig retning og påkørte broen ved Prangervej.

Politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser, at politiet endnu ikke har identificeret den pågældende lastbil.

– Vi har haft nogle fagspecialister ude for at vurdere skaderne på broen og sikre, at den ikke er i fare for at kollapse. De har konstateret mindre revner, men både togtrafikken og den øvrige trafik kunne passere broen uden fare, fortæller han.

Det er Banedanmarks Trafikstyringscenter, der har informeret politiet om påkørslen, men hvem føreren af lastbilen er, vides ikke på nuværende tidspunkt.

Politiet arbejder nu på at indhente oplysninger om lastbilen og dens fører.

– Vi har ikke noget navn eller registrering på lastbilen, så vi ved ikke, hvem det er, konstaterer politikommisæren.

Banedanmark vurderede torsdag, at skaderne på broen ikke har betydning for sikkerheden, og tog- og biltrafik kunne fortsætte som normalt. Hændelsen bliver dog fortsat undersøgt.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer