SPORT. Landstræner Helle Thomsen har udtaget den trup, der skal repræsentere Danmark i de kommende kampe mod Tjekkiet og Tyrkiet i EHF EURO Cup.
Holdet samles mandag den 6. april i Billund, hvorfra de gør klar til de to sidste kampe i gruppespillet. Danmark er allerede sikret videre deltagelse, men kampene får alligevel stor betydning for udviklingen frem mod slutspillet.
»Det er rigtig dejligt, at vi allerede samles igen. Vi havde en stærk uge i marts, og det giver os en god mulighed for hurtigt at bygge videre på det arbejde, vi fik sat i gang«, siger Helle Thomsen.
Hun peger samtidig på, at samlingen skal bruges til at styrke både spillet på banen og relationerne i truppen.
»Nu handler det om at få endnu flere spillere ind i vores måde at gøre tingene på – både på og uden for banen – så vi bliver endnu skarpere som hold. Og så er det selvfølgelig også rigtig glædeligt at se både Michala Møller og Helena Elver tilbage igen efter skader«.
Danmark møder først Tjekkiet på udebane torsdag den 9. april. Herefter venter en hjemmekamp mod Tyrkiet søndag den 12. april, som bliver spillet i Kolding.
Selvom avancementet allerede er sikret, bliver kampene ifølge landstræneren en vigtig test.
»Kampene bliver vigtige for os i forhold til tempo og relationer, og særligt udekampen i Tjekkiet bliver en rigtig god test mod et hold, der sigter mod at toppe på hjemmebane i december. Samtidig glæder vi os helt vildt til at spille i Kolding, hvor vi håber på massiv opbakning, for det giver altid noget ekstra til både spillere og stab«, forklarer Helle Thomsen.
Undervejs i samlingen vil Helena Elver, Michala Møller og Trine Østergaard få en pause og deltager derfor ikke i udekampen mod Tjekkiet, men er med i opgøret i Kolding.
Truppen tæller blandt andre målvogterne Amalie Milling og Anna Kristensen, fløjspillere som Emma Friis og Elma Halilcevic samt en række profiler på bagkæden, herunder Kristina Jørgensen, Anne Mette Hansen og Line Haugsted.
Derudover støder Line Mai Hougaard til truppen midt på ugen, mens Nanna Hinnerfeldt og Stine Eiberg er med i den afsluttende del af samlingen. Simone Petersen og Boline Laursen deltager som træningsspillere på udvalgte dage.











