Lærerne i Fredericia løber så stærkt, at de bliver syge
Underfinansierede skoler og besparelser presser lærerne i Fredericia så hårdt, at nogle aldrig vender tilbage til jobbet. Formanden for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling, opfordrer kommunen til at handle nu i stedet for at vente på regeringens trepart.

UDDANNELSE. Hver tredje lærer har på et tidspunkt været sygemeldt med stress, viser en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening. Billedet genkender formanden for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling, også lokalt. Han peger på økonomien i kommunens skoler som en af de største udfordringer.
»Med et underfinansieret skolevæsen, som vi har i Fredericia, løber lærerne stærkere og stærkere, og nogle gange løber de altså så stærkt, at de bliver syge af det, fordi de ikke kan nå alle opgaverne længere,« siger Per Breckling.
Ifølge lærerkredsen forsøger både kredsen og skolernes ledelser at hjælpe, så godt de kan. Alligevel bliver det sværere.
»Det er en kamp, som faktisk bliver værre og værre i øjeblikket. Så det er et kæmpe problem for os, og vi har desværre ind imellem nogen, som er så syge, at de simpelthen ikke kommer tilbage i lærerjobbet igen,« siger han.
Per Breckling forklarer udviklingen med, at opgaven som lærer er blevet sværere at lykkes med. En lærer skal nå mange ting på samme tid.
»Man skal nå rundt til alle eleverne og have kontakt med alle forældrene, samarbejde med alle kollegerne og have samtaler med ledelsen, samtidig med at man skal forberede sin undervisning. Man er sådan lidt konstant bagud,« siger han.
Samtidig har flere elever brug for særlig støtte.
»Eleverne har flere og flere specielle behov og særlige udfordringer, og man vil gerne lykkes med alle. Hvis man ikke kan lykkes med alle, så bliver det svært,« siger Per Breckling.
Han påpeger, at lærerne ofte føler et stort personligt ansvar for deres klasser.
»Lærere taler jo om min klasse og mine elever, og derfor er det noget personligt for dem. Det er ikke bare et arbejde,« siger han.
Ifølge undersøgelsen fra Danmarks Lærerforening vender 17 procent af de stressramte lærere ikke tilbage til den samme arbejdsplads efter sygemeldingen. Det ser man også i Fredericia. Nogle skifter til en anden skole i kommunen, andre skifter kommune.
»Man prøver at få en ny start og tage mere hensyn til sig selv og passe på sig selv,« siger Per Breckling.
Lærerkredsen hjælper de lærere, der har brug for et skifte, og lærerne kan blandt andet få psykologhjælp gennem Danmarks Lærerforening.
»Hvis der er nogen, der gerne vil flytte sig til en anden skole, en anden elevgruppe eller en anden kommune, så forsøger vi at hjælpe dem bedst muligt,« siger han.
Netop derfor vil lærerkredsen gerne have et bedre arbejdsmiljø på skolerne.
»Det er jo en af grundene til, at vi gerne vil have et bedre arbejdsmiljø, så der ikke er så mange, der bliver syge,« siger Per Breckling.
Regeringen har taget initiativ til en trepart om folkeskolen, men ifølge Per Breckling kan Fredericia Kommune selv gøre noget allerede nu. Han frygter, at de besparelser, kommunen laver i øjeblikket, vil presse lærerne yderligere.
»Fredericia Kommune skal jo arbejde på at gøre lærernes arbejdsmiljø bedre, og med de her besparelser, man laver nu, er der en stor risiko for, at vi kommer til at løbe stærkere. Det er ikke den rigtige vej at gå,« siger han.
Han håber, at politikerne vil følge deres egne ord op med penge.
»Når de siger, at de vil investere i folkeskolen, som de synes er vigtig, så håber jeg, at de også vil bruge penge på det,« siger Per Breckling.

