Liberal Alliances mandater blev fordoblet ved valget i Middelfart, og partiet går nu ind i konstitueringsforhandlingerne med ambitioner om reel indflydelse. Louise Mejnert Ferslev fortæller om en hård valgkamp, DF’s pludselige kursændring og de beslutninger, der nu skal træffes. Men bag resultatet ligger en valgkamp, der har presset både fokus, udholdenhed og mentale ressourcer til det yderste.
Da hun bliver spurgt, hvordan valgaftenen føltes, beskriver hun sin egen tilstand med en blanding af koncentration og stille lettelse.
»Jeg holder tungen lige i munden… ja, to mandater. Vi er glade for det.«
Det er få ord, men de siger det meste. Valgaftenen var ikke et euforisk jubelbrag, men en kontrolleret, intens afslutning på en kampagne, hvor hvert eneste vælgermøde og hver eneste afstemning kunne gøre forskellen.
»Det er gået fint, og det har været hårdt« – en valgkamp, der satte sine spor
Selv om resultatet er positivt, lægger Ferslev ikke skjul på, at forløbet har været krævende.
»Jeg synes, det er gået fint, og det har været hårdt – og sådan skal det nok bare være.«
Her lyder hun som en kandidat, der kender spillet og ved, at lokalpolitik ikke belønner dem, der sparer på kræfterne. Valgkampen har krævet konstant tilstedeværelse – fysisk, digitalt og mentalt – og det sætter sig.
Hun formulerer det næsten humoristisk, men det afslører realiteten bag facaden:
»Jeg kan godt afsløre, at min hjerne er lidt træt. Jeg skal lige tænke.«
»Jeg har også sagt flere gange i dag, at min hjerne er en rosin.«
Det er ikke påtaget modesty, men en ærlig afrapportering fra en politiker, der har leveret alt, hvad hun havde, og nu mærker eftervirkningerne af opgaven.
To mandater – en ny virkelighed
Med to mandater ændrer Liberal Alliances rolle sig markant. Partiet bliver ikke længere blot hørt – det bliver regnet med. Ferslev er umiddelbart sparsom med store erklæringer, men hendes korte konstatering rummer en voksende forståelse af, hvad fremgangen betyder.
»Vi er glade for det.«
Det er det politiske minimums-udsagn, men i konteksten bliver det et udtryk for, at hun er bevidst om næste skridt. For med to mandater følger nye krav: flere møder, flere forhandlinger, flere forventninger fra både vælgere og samarbejdspartnere.
Hun nævner selv, at der allerede venter hende en vigtig overvejelse:
»Jeg skal beslutte noget til i morgen.«
Det er tydeligvis relateret til konstitueringen – hvor hver enkelt beslutning kan være afgørende for byrådets balance de næste fire år.
Dansk Folkepartis kurs skaber undren
Valgaftenen bød også på en markant overraskelse: Dansk Folkeparti valgte pludseligt at pege på Socialdemokratiet, trods en tydelig offentlig udmelding tidligere samme dag.
Louise Mejnert Ferslev siger det diplomatisk, men med en skarp undertone:
»Han skrev jo selv på sin profil i morges, at han i hvert fald ikke ville stemme på Socialdemokratiet.«
Udsagnet peger på det, der har fået mange borgerlige kandidater til at løfte øjenbrynene: en kursændring, der kom hurtigt og i direkte modstrid med det, vælgerne blev fortalt få timer forinden. I kommunalpolitik er troværdighed og konsistens ofte afgørende, og DF’s manøvre har skabt nye spændinger i det lokale politiske miljø.
LA som forhandlingsfaktor: »Nu skal jeg egentlig ikke sige mere«
Med to mandater er Liberal Alliance nu en aktør, andre partier søger indflydelse hos. Ferslev bekræfter, at partiet er blevet kontaktet, og at dørene står åbne – både indadtil og udadtil. Men hun stopper bevidst sig selv, når spørgsmålene bliver for konkrete:
»Nu skal jeg egentlig ikke sige mere.«
Det er et svar, der vidner om politisk instinkt. Konstitueringsforhandlinger er præget af forandringer fra time til time, og de mest afgørende aftaler indgås ofte, før de siges højt. Ferslev fremstår tydeligt som en kandidat, der ved, hvornår man taler – og hvornår man tier.
Et styrket LA – men også et større ansvar
Med to mandater står Liberal Alliance stærkere end nogensinde i Middelfart, men fremgangen betyder også, at forventningerne stiger. Louise Mejnert Ferslev er nu en central aktør i et byråd præget af uforudsigelige alliancer og skiftende loyaliteter. Hendes bemærkning om en træt »roshjerne« illustrerer det menneskelige pres, der følger med en moderne valgkamp, hvor tempoet er konstant, og synlighed er afgørende.
Samtidig viser Dansk Folkepartis kursændring, at de borgerlige samarbejder ikke længere kan tages for givet. Liberal Alliance står derfor med en styrket position – men også med et ansvar for at omsætte den til reel, stabil indflydelse i et politisk landskab, hvor både timing og tillid er blevet afgørende.