I dag er det Valentinsdag, og for mange par betyder det en dag med romantik, blomster og gaver. Men hvad ønsker danskerne sig egentlig på kærlighedens mærkedag? Ifølge en ny undersøgelse fra Ønskeskyen er der en klar tendens: Kvinder har ønsker – mænd har ikke.

Smykker topper kvindernes ønskelister

Ønskeskyen, der har over tre millioner brugere i Danmark, har analyseret tusindvis af ønskelister oprettet op til Valentinsdag. Ifølge dataen er smykker det mest populære ønske blandt danske kvinder. På de næste pladser følger hårprodukter og bamser.

Og tendensen går igen i hele Skandinavien. Både svenske og norske kvinder har smykker på deres top tre, men hvor danske og svenske kvinder primært ønsker sig smykker i prisklassen 100-200 kroner, er norske kvinder lige det mere krævende. Ifølge Ønskeskyens analyse ønsker norske kvinder sig smykker til omkring 900 danske kroner, mens det mest ønskede ønske i Norge er en foundation til cirka 300 kroner.

– Der er ingen tvivl om, at smykker er en sikker vinder på Valentines-listerne i hele Skandinavien, men vi kan ikke lade være med at smile over den lille forskel i forventninger. Hvor danskere og svenskere holder sig til smykker i den mere overkommelige prisklasse, ser det ud til, at norske kvinder har lidt højere forventninger, siger Casper Ravn-Sørensen, CEO hos Ønskeskyen i en pressemeddelse.

Mænd opretter ikke ønskelister

Mens kvinder flittigt opretter ønskelister, er billedet et andet for mænd. Ifølge Ønskeskyens data er antallet af mænd, der registrerer specifikke ønsker til Valentinsdag, så lavt, at de ikke indgår i analysen.

– Vi ved, at Valentinsdag ofte kommer bag på nogle mænd, men heldigvis kan Ønskeskyen hjælpe her. Ved at tage et kig i Ønskeskyens ‘krystalkugle’ kan man nemt finde den perfekte gave – også hvis man måske først nu opdager, at det allerede er blevet Valentinsdag, påpeger Casper Ravn-Sørensen.

Valentinsdag vinder frem i Danmark

Selvom Valentinsdag ikke traditionelt har været en dag, hvor danskerne i stor stil giver gaver, er der tegn på, at flere markerer dagen. 

– Selvom Valentinsdag traditionelt set ikke har været lige så stor en gavebegivenhed som jul og fødselsdage her i Skandinavien, kan vi se, at særligt kvinder markerer tiden op til i dag ved eks. at lave specifikke ønskelister på vores platform, hvilket er et udtryk for, at mange forventer at få en gave til Valentinsdag, siger Casper Ravn-Sørensen.

Valentinsdag har rødder i en katolsk tradition til minde om Sankt Valentin, men i dag forbindes dagen primært med romantik og gaver. For dem, der stadig mangler en gave, viser Ønskeskyens data, at smykker er et sikkert valg – i hvert fald hvis gaven er til en kvinde.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer