POLITIK. Mandag kom nyheden om, at Fredericia Kommunes familieafdeling står til et merforbrug på hele 24 millioner kroner alene i år. Det er dobbelt så meget som det allerede store beløb, der blev meldt ud i juni, og når man lægger næste års forventede ekstraudgifter oveni, er man tæt på en regning på 50 millioner kroner. For Susanne Eilersen, 2. viceborgmester og medlem af Dansk Folkeparti, er det ikke længere nok at se til fra byrådssalen. Hun kræver en uvildig undersøgelse af hele området – og hun mener, den skulle være kommet for længst.
»Vi kan ikke bare blive ved med at poste penge i det her område uden at få en ordentlig forklaring. Der er brug for en tilbundsgående undersøgelse udefra,« siger Susanne Eilersen med fast stemme. Hun minder om, at Dansk Folkeparti allerede tilbage i 2019 foreslog netop en uvildig granskning af familieområdet. Dengang blev det ifølge hende reduceret til, hvad hun betegner som »en lille forkølet mini-undersøgelse«, hvor forvaltningen selv udvalgte tre sager, som blev gennemgået, hvorefter sagen blev afsluttet uden videre handling. »Dengang blev vores bekymringer i partiet fejet af bordet. Men vores tålmodighed er brugt op nu. Vi kan åbenbart ikke klare det selv,« siger hun.
Selv om Eilersen ikke har sæde i Børne- og Skoleudvalget, er hun ikke i tvivl om, at udviklingen er et mønster, der har gentaget sig alt for længe. Hun har på økonomiudvalgsmøderne år efter år været vidne til, at tillægsbevillinger til familieområdet er blevet vedtaget, uden at der fulgte konkrete løsninger med. »Vi har stået ret alene med kravet om at kigge forvaltningen over skulderen. Det har ikke altid været politisk vilje til det. Men jeg synes, der er begyndt at være andre takter nu,« siger hun og understreger, at hun forventer, at forvaltningen også selv tager initiativ. »Jeg håber, de selv vil række ud og sige, hvad de har brug for, så vi kan hjælpe dem til at få det her til at køre.«
For hende er det ikke et tegn på svaghed, hvis en forvaltning må søge hjælp udenfor murene. Tværtimod. »Det er langt værre, hvis man ikke vil tage imod hjælp og bare fortsætter som hidtil. Det her har stået på år efter år. Hver budgetopfølgning viser, at underskuddet bliver større. Vi har brug for nogen, der kan give os værktøjer til at få afdelingen op at stå,« siger hun og lader forstå, at det handler om mere end blot regneark – det handler om at få genetableret tilliden til en afdeling, der håndterer nogle af kommunens mest sårbare børn og familier.
Hun ser ikke kun et regnskabstal, når hun kigger på de voksende udgifter. For Susanne Eilersen er der både et økonomisk og et menneskeligt argument for at handle hurtigt. Ifølge hende er der et presserende behov for at styrke arbejdsmiljøet i familieafdelingen, så medarbejderne kan holde til opgaven – og samtidig sikre, at udsatte familier får hjælp, mens den stadig kan gøre en forskel. »Ellers ender det med tvangsfjernelser, og vi har set alt for mange af dem,« siger hun og lægger vægt på, at både børn og forældre betaler prisen, når hjælpen kommer for sent.
Når ansvaret skal placeres, er Eilersen klar i sin opdeling. Politikerne fastlægger de økonomiske rammer, mens forvaltningen skal sikre, at opgaverne kan løses inden for dem. »Vi er lægfolk og læner os op ad forvaltningens viden. Men hvis de ikke kan få økonomien til at hænge sammen, så må de bede om, at der kommer nogen og kigger dem i kortene,« siger hun og understreger, at der ud over økonomien er tale om en mangeårig kultur i afdelingen, der kræver et opgør.
Hun advarer om, at regningen for merforbruget kan komme til at lande hos andre dele af velfærden. »I første omgang skal pengene findes indenfor eget udvalg, men med de beløb, vi taler om, kan det kun gå ud over andre store velfærdsområder som skoler og daginstitutioner. Det er helt forfærdeligt, hvis vi skal spare yderligere på folkeskolen, som i forvejen kæmper med udfordringer,« siger hun og gør det klart, at det er et scenarie, hun helst vil undgå.
Når hun skal pege på, hvad der er galt, vil hun ikke udelukke, at området tidligere har været underfinansieret. Men hendes kritik retter sig først og fremmest mod måden, indsatsen er skruet sammen på. »Vi bruger pengene forkert. Vi sætter ikke tidligt nok ind over for udfordrede familier, og så ender vi med dyre tvangsfjernelser. Det er både en økonomisk og en menneskelig katastrofe. Vi burde investere i familierne fra starten, så børnene kan blive i deres hjem,« siger hun og tilføjer, at det både ville være billigere for kommunen og bedre for børnene.
Eilersen peger på, at Fredericia Kommune tidligere har haft konkrete tilbud, som efter hendes opfattelse både gav bedre resultater og var billigere i drift. Hun fremhæver et nu nedlagt børnehus, hvor udsatte børn kunne komme et par gange om ugen, spise aftensmad, få hjælp til lektier og tage et bad, mens forældrene fik et tiltrængt pusterum. »Det var både bedre for børnene og billigere for kommunen. Sådan nogle løsninger burde vi have flere af,« siger hun og understreger, at sådanne lavpraktiske indsatser kan være med til at stabilisere familier, inden problemerne vokser sig så store, at anbringelser bliver eneste udvej.
Bekymringen for udviklingen er tydelig, når samtalen falder på tvangsfjernelser. Hun mener, at Fredericia gennem de seneste år har set en stigning, der bør give anledning til selvransagelse. »Jeg synes, vi tvangsfjerner for mange. Jeg håber, vi kan knække kurven ved at tage fat tidligere,« siger hun og peger på, at forebyggende indsatser ikke blot kan spare kommunen for store udgifter, men også kan give børnene en bedre chance for at klare sig i livet.
Hvordan det aktuelle budget pres skal håndteres, tør hun endnu ikke spå om. »Jeg håber ikke, vi skal åbne budgettet for 2025, men jeg kan ikke afvise, at 2026 kommer til at se anderledes ud end det, vi lagde op til sidste år,« siger hun. Hun gør det samtidig klart, at det ikke er nok blot at skrue på de økonomiske knapper fra år til år.
For Susanne Eilersen er budskabet utvetydigt. Der skal ikke blot findes flere penge til et område, der år efter år overskrider budgettet. Der skal findes løsninger, der kan holde i længden – og ifølge hende kan Fredericia ikke vente længere. »Vi skal handle nu,« siger hun.
