BUSINESS. I januar meldte Kop & Kande Fredericia ud, at de ville flytte fra Midtpunktet til nye lokaler på Løvestrøget. Siden da har der været travlt med at planlægge flytningen, og nu er det for alvor blevet tid til at rykke butikken til dens nye placering.

I disse dage er butikschef Tina Lindum og hendes medarbejdere i fuld gang med flytningen, så alt kan være klar til genåbningen i maj.

»Nu varer det ikke længe, før vi åbner på Løvestrøget. Vi lukker ned her i påsken, og som man kan se, er vi allerede ved at slæbe vores varer hen i den nye butik,« fortæller Tina Lindum midt i flyttearbejdet og fortsætter med et smil:

»Lige nu virker det hele måske lidt uoverskueligt, men med nogle timers arbejdskraft skal det nok blive rigtig godt.«

Planen er, at Kop & Kande slår dørene op på den nye adresse tirsdag den 2. maj, og det kommer kunderne til at kunne mærke:

»Vi åbner med nogle sindssygt gode tilbud, så kunderne kan godt begynde at glæde sig,« lover Tina Lindum.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her