Dagboden begyndte som et klart presmiddel i striden om broerne ved Prangervej og Sjællandsgade og voksede uge for uge, indtil beløbet rundede over en million kroner. Midt i konflikten blev kommunens stærkeste greb imidlertid sat på pause. Dokumenter, mails og aftaler viser, hvordan sagen skiftede karakter, og i et interview bekræfter kommunens direktør for området, Morten Christensen, at juridiske vurderinger i forvaltningen førte til beslutningen om at sætte dagboden i bero.

redericia Kommune afviste i første omgang at give Fredericia AVISEN aktindsigt i sagen, men efter en klage fra avisen er der nu givet delvist indblik i materialet.

Sagen om broerne har ellers været tænkt som et lille lokalt eventyr. Fredericianerne har set frem til, at voldanlægget for alvor blev samlet, så man frit kan bevæge sig rundt og opleve både historiens vingesus og den grønne natur, der binder byen sammen.

Dagboden kom ikke snigende. Den blev varslet tydeligt, opgjort systematisk og gentaget uge for uge, som et fast punkt i kommunikationen mellem Fredericia Kommune og entreprenøren Arkil, der stod for anlægsprojektet ved Prangervej og Sjællandsgade, hvor to stålbroer skulle forbinde voldanlægget og skabe adgang for gående og cyklister.

Allerede den 16. juni 2025 skrev kommunen til Arkil, at man agtede at bringe bodsbestemmelserne i kraft, hvis leveringen af broelementerne ikke skete rettidigt, og at kommunen forbeholdt sig retten til at tilbageholde betaling som konsekvens heraf. Den oprindelige afleveringsfrist var den 1. juli 2025, og da den dato blev overskredet, begyndte dagboden at løbe.

Dagboden var ikke symbolsk. Den var fastsat til 128.000 kroner pr. påbegyndt uge, svarende til 0,5 procent af entreprisesummen, og den blev opgjort skriftligt igen og igen. I august viste opgørelserne 128.000 kroner. Ugen efter 256.000. Så 384.000. 512.000. 640.000. Tallene stod sort på hvidt i kommunens breve, og hver gang blev det understreget, at retten til modregning blev fastholdt.

I september voksede beløbet videre. Den 8. september skrev kommunen, at dagboden nu udgjorde 512.000 kroner. Den 15. september var den steget til 640.000 kroner. Den 22. september lød opgørelsen på 640.000 kroner med udsigt til over 1,4 millioner, hvis afleveringen fortsat trak ud. Den 29. september stod beløbet på 896.000 kroner, og kommunen gjorde igen opmærksom på, at der ville ske modregning.

Dagboden var på det tidspunkt ikke bare et regnestykke. Den var et aktivt presmiddel. Det fremgår direkte af mailkorrespondancen i midten af oktober, hvor konflikten mellem parterne spidsede til. Den 17. oktober skrev Simon Wulff Kristensen, jurist i Fredericia Kommune, i et svar til Arkil, at opkrævningen af dagbod havde et klart formål. »Opkrævning af dagbod har til formål at motivere Arkil A/S til at nedbringe forsinkelsen mest muligt,« skrev han.

Lidt senere i samme mail stod der: »Vi forsøger således at skabe et ’trusselsbillede’ af, at hvis I ikke aktivt gør noget for at få forsinkelsen nedbragt, så har det en omkostning.« Mailen kom efter, at Arkil i flere omgange havde kritiseret kommunens dagbodsvarsler som urimelige og beskyldt kommunen for at male et trusselsbillede op, mens der blev udført ekstraarbejder på broerne. Men kommunens linje var klar. Dagboden var berettiget, den var aftalt i kontrakten, og den skulle fastholdes, så længe projektet ikke var afleveret.

Den 20. oktober 2025 opgjorde kommunen dagboden til 1.280.000 kroner. I brevet stod det klart, at hvis levering og montering blev udskudt endnu en uge, ville beløbet stige til 1.408.000 kroner. Igen blev det understreget, at kommunen forbeholdt sig retten til at modregne beløbet. Kort tid efter varslede kommunen, at man ville spærre vejen af, for nu skulle broerne op, men det skete som bekendt ikke.

Kun fire dage senere ændrede situationen sig. Den 24. oktober 2025 mødtes Fredericia Kommune og Arkil for at drøfte den fastlåste situation. Uenigheden handlede om broernes kvalitet, nærmere bestemt om hvorvidt stålbroernes sider lå inden for de norm- og tolerencegrænser, der fremgik af udbudsmaterialet. Kommunens rådgivende ingeniør havde ved besigtigelse hos smeden konstateret afvigelser, mens Arkil fastholdt, at broerne lå inden for de aftalte grænser.

Resultatet af mødet blev et beslutningsreferat, som senere er udleveret via aktindsigt. Her fremgår det, at parterne anerkendte uenigheden og besluttede at indhente en uvildig teknisk vurdering fra et tredjepartsfirma. Broerne skulle ikke opsættes, før den vurdering forelå, og den forventede nye dato for opsætning blev angivet til januar 2026.

Og midt i referatet står den sætning, der ændrede hele dynamikken i sagen.

Fredericia Kommune opkrævede på det tidspunkt dagbod for forsinkelsen af projektet, men det blev aftalt, at dagboden skulle sættes på pause i forbindelse med indgåelsen af aftalen. Dagbod varslet for uge 42 og 43 bortfaldt, og der skulle ikke påløbe yderligere dagbod frem til den nye afleveringsfrist, som parterne senere skulle aftale.

Dagbodskravet før uge 42 blev ikke ændret, og Arkil anerkendte ikke kommunens berettigelse til at opkræve det. Men fremadrettet stod dagboden stille. Kommunens stærkeste økonomiske våben var lagt væk.

Beslutningen blev ikke truffet politisk på et møde i byrådet eller i et udvalg. Der findes ingen skriftlige dagsordenspunkter, ingen beslutningsnotater og ingen politiske referater om pauseringen af dagboden. Det fremgår direkte af kommunens svar på aktindsigt, at der ikke findes skriftlig korrespondance mellem forvaltningen og politiske udvalg om dagbodens opgørelse eller håndtering. Politikerne er ifølge kommunen alene orienteret mundtligt om, at der forelå en forsinkelse, en tvist og et varslet dagbodskrav. Det er til trods for, at sagen kan ende med at koste skatteborgerne i Fredericia Kommune millioner.

Samtidig med at dagboden voksede, voksede også den politiske retorik. Flere lokale politikere udtalte sig offentligt om broerne i skarpe vendinger og gjorde det klart, at de efter deres opfattelse ikke levede op til det, der var bestilt. Én af udtalelserne gik igen i dækningen: at broerne var »synligt skæve« og at det kunne ses »med det blotte øje«. Det var ikke tekniske vurderinger, men bastante konklusioner fremsat i offentligheden, mens konflikten med entreprenøren stadig var i gang, og mens dagboden fortsat løb uge for uge. Hvem, der har rådgivet politikerne til at spille så skråsikre vides ikke, men klogt var det ikke.

For parallelt med de sikre politiske udmeldinger udspillede der sig et andet spor i forvaltningen. I mails og juridiske vurderinger var tonen en anden. Her blev der ikke talt om det blotte øje, men om normer, tolerancer og risiko. Her blev der skrevet om, at parterne var uenige, og at spørgsmålet om broernes rethed ikke var afklaret. Her blev der lagt vægt på, at en uvildig tredjepart måtte vurdere sagen, før der kunne træffes endelige beslutninger. Og her blev dagboden beskrevet som et presmiddel, der netop skulle bruges, men også som et juridisk spørgsmål, der kunne få konsekvenser, hvis sagen endte i voldgift.

Det er i dette spændingsfelt, at beslutningen den 24. oktober skal forstås. På overfladen stod politikerne fast og kommunikerede sikkerhed. I forvaltningen blev der samtidig udvist betydelig forsigtighed. Dagboden, som i mails var beskrevet som et bevidst trusselsbillede, blev sat på pause, netop mens de hårde politiske udtalelser stadig cirkulerede i offentligheden. Ikke fordi broerne var godkendt. Ikke fordi uenigheden var løst. Men fordi forvaltningen vurderede, at sagen ikke var så entydig, at den kunne bære et fortsat økonomisk pres, før en uvildig vurdering forelå.

Dermed opstod der et tydeligt brud mellem det, der blev sagt højt, og det, der blev gjort administrativt. Politikerne talte i sikre billeder. Juristerne skrev i forbehold. Og midt imellem blev kommunens stærkeste våben lagt væk.

Direktør for Teknik, Klima og Kultur i Fredericia Kommune, Morten Christensen, bekræfter, at beslutningen blev truffet administrativt. »Det er en beslutning, jeg har været med til at træffe,« siger han. Ifølge direktøren blev beslutningen truffet på baggrund af en juridisk vurdering og den tekniske uenighed om broernes kvalitet.

»Kommunens rådgivere mente ikke, at broerne var færdige, mens entreprenøren mente det modsatte. Derfor blev man enige om, at indtil der forelå en uvildig vurdering, skulle dagboden sættes i bero,« forklarer han. Morten Christensen peger på, at der var en konkret risiko forbundet med at lade dagboden fortsætte, mens broerne eventuelt blev opsat.

»Hvis broerne var blevet opsat, ville det efterfølgende være væsentligt vanskeligere at kræve dem udbedret. Derfor ønskede kommunen ikke at få dem op, før kvaliteten var afklaret,« siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt der blev lavet en økonomisk konsekvensberegning af at sætte dagboden på pause, svarer han, at der ikke blev udarbejdet en særskilt beregning. »Konsekvensen er, at der ikke løber yderligere dagbod, før der er fastsat en ny afleveringsdato. Spørgsmålet om dagbod er ikke afsluttet, men behandles sideløbende,« siger han.

Ud ad til ændrede kommunens kommunikation sig også i de samme uger. Den 22. oktober udsendte Fredericia Kommune en pressemeddelelse, hvor man afviste broerne med henvisning til, at de ikke levede op til normer og tolerancer, og hvor opsætningen blev udskudt på ubestemt tid. Dagboden blev ikke nævnt.

Den 6. november fulgte endnu en pressemeddelelse. Tonen var nu anderledes. Her blev der talt om god dialog og fælles forståelse, og kommunen oplyste, at broerne først forventedes klar i 2026. Igen uden at nævne dagboden.

I den skriftlige korrespondance fortsatte dagbodsspørgsmålet dog med at eksistere. I december skrev Simon Wulff Kristensen, jurist i Fredericia Kommune, til Arkil, at kommunens holdning til dagbodskravet var uændret, og at kommunen fortsat vurderede sig berettiget til den dagbod, der var opgjort indtil pausen. Samtidig blev det understreget, at kommunen havde tilbageholdt betaling svarende til dagbodskravet.

Den uvildige tekniske vurdering, som skulle afgøre tvisten om broernes tolerancer, blev bestilt hos rådgivningsfirmaet Systra i slutningen af november. Opgaven var snævert defineret og handlede om, hvorvidt udbudsmaterialet indeholdt krav til broernes siders udførelsestolerancer, og om broernes rethed lå inden for disse krav.

Vurderingen er undtaget fra aktindsigt. Kommunen har begrundet afslaget med hensynet til sine økonomiske interesser og risikoen for en senere voldgiftssag. Dermed ligger en afgørende del af sagen uden for offentlighedens indblik.

Tilbage står dokumenterne, brevene og beslutningen fra den 24. oktober. Fra midten af juni til midten af oktober blev dagboden brugt aktivt som presmiddel. Den blev forklaret som et trusselsbillede, opgjort uge for uge og fastholdt, selv da beløbet passerede én million kroner. Den 20. oktober stod kravet på 1.280.000 kroner med udsigt til yderligere stigning.

Fire dage senere blev dagboden sat på pause.

Ikke fordi uenigheden var løst. Ikke fordi broerne var godkendt. Men fordi sagen skiftede spor, og fordi kommunen vurderede, at det juridiske og tekniske spørgsmål måtte afklares, før det stærkeste økonomiske greb blev brugt videre.

Sagen om broerne ved Prangervej og Sjællandsgade er endnu ikke afsluttet. Broerne er fortsat ikke opsat, den uvildige vurdering er ikke offentlig, og spørgsmålet om dagbod er fortsat uafklaret. Men ét forløb kan læses direkte ud af materialet.

Dagboden voksede uge for uge. Og så blev den lagt væk.