
POLITIK. Kommunalpolitik er ikke for børn – heller ikke for dem med børn, studie eller et almindeligt job ved siden af. I hvert fald ikke, hvis man skal tro en ny undersøgelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Her svarer mere end halvdelen af de unge kommunalbestyrelsesmedlemmer, at de er i tvivl, om de orker endnu en omgang ved valget i 2025.
Hele 52 procent af landets unge lokalpolitikere indrømmer, at de har været i tvivl om, hvorvidt de vil genopstille, og 43 procent synes, at det er en næsten umulig opgave at få politik til at hænge sammen med resten af livet.
»Det er umuligt for mig at jonglere et familieliv med to børn under seks år, en fuldtidsstilling i det private erhvervsliv samt mit hverv som kommunalpolitiker. Der er total ubalance i mit liv – og ikke nok timer i døgnet,« siger en af de adspurgte unge politikere og sætter ord på frustrationen.
Det er især mangel på tid, der presser de unge politikere, viser undersøgelsen. 38 procent ønsker, at det politiske arbejde krævede mindre tid, mens hele 56 procent peger på bedre aflønning som en vej til at gøre arbejdet mere attraktivt.
Men ikke kun tid og penge udfordrer de unge folkevalgte. Knap hver fjerde (23 procent) fortæller også, at de har oplevet diskrimination på grund af deres alder i det politiske arbejde.
Hos DUF mener man, at tallene viser en klar nødvendighed af at gøre noget ved problemet. For selvom 81 procent stadig planlægger at stille op igen, er det alarmerende, at så mange unge politikere overvejer at kaste håndklædet i ringen, skriver de.
Se tallene her.
