Syd Avisen

Nyheder og indsigt fra Syd.

← sydavisen.dk

Kommunaldirektør afviser forsinkelse af budgethøring i Fredericia

Kommunaldirektør Thomas Nordborg Jaap afviser, at budgetmaterialet blev forsinket, og fastslår, at det lå på kommunens hjemmeside klokken 8.12 den 1. september som planlagt. Arkivfoto.

Kommunaldirektør afviser forsinkelse af budgethøring i Fredericia

POLITIK. Fredericia Kommunes budget og omfattende sparekatalog blev sendt i høring den 1. september, og allerede fra morgenstunden var der interesse fra borgere, der ville finde materialet. Byrådsmedlem Tommy Rachlitz Nielsen (C) fortalte i går, at han havde fået henvendelser fra borgere, som ikke kunne se budgettet, og gav udtryk for, at materialet efter hans opfattelse ikke lå klart.

Kommunaldirektør Thomas Nordborg Jaap ønskede ikke at besvare AVISENs spørgsmål på telefonen, men svarede på mail. Og meldingen fra rådhuset er klar.

»Da offentliggørelsen har fulgt planen, bliver der ikke ændret på fristen. Der har ikke været tale om nogen forsinkelse,« skriver kommunaldirektøren.

Materialet blev efter hans oplysning offentliggjort på kommunens hjemmeside klokken 8.12 den 1. september.

»Det har hele tiden været planen, at det skulle offentliggøres 1. september, når ØKE havde behandlet det 31. august,« skriver Thomas Nordborg Jaap.

Et link på selve høringsportalen blev dog først lagt ind omkring klokken 11. Men materialet var tilgængeligt fra hjemmesidens forside fra klokken 8.12, lyder det.

Kommunaldirektøren bekræfter, at der mandag den 31. august var et større IT-nedbrud, som ramte store dele af kommunens administrative systemer. Men det havde ifølge ham ingen betydning for budgettet.

»Det har dog ikke påvirket offentliggørelsen af materialet, da alle systemer var oppe at køre mandag eftermiddag,« skriver han.

Høringen løber fra 1. september til 14. september klokken 12, og borgerne har dermed den fulde høringsperiode, fastslår kommunaldirektøren. Han afviser samtidig, at der nogensinde har været tale om en frist på 14 dage.

»Der står ingen steder noget om 14 dage i tidsplanen for budgettet. Der har hele tiden stået, at høringen sker fra 1. september til 14. september klokken 12,« skriver Thomas Nordborg Jaap.

Tidsplanen blev besluttet i Økonomi- og Erhvervsudvalget i februar, og høringsperioden svarer efter kommunens vurdering til gængs praksis i kommunerne omkring budgetlægning.

Læs også

212 årsværk kan forsvinde – men i toppen af rådhuset nedlægges én lederstilling, som allerede står tomBesparelser for 210 millioner rammer skoler og ældre – imens ligger 50 millioner til et stadion på politikernes bordTomme ældreboliger koster Kolding syv millioner — nu skal udgiften nedNyt holdtilbud skal hjælpe borgere gennem overgangsalderen