Ansøgningerne til erhvervsskolerne er igen faldet i Fredericia.

Frafaldet blandt dem, der starter på en erhvervsuddannelse, er ca. 40 %. Hvad med en mentorordning, som de har andre steder?

Hvorfor gør vi ikke noget ved det?

Har det slet ingen betydning for kommunen, Business Fredericia, virksomhederne eller for fagforeningerne?

Det har det andre steder, og dér gør man noget ved det. Blandt andet i Hedensted, hvor man i flere år har haft en høj ansøgningsprocent – og i Middelfart.

I Middelfart har man netop holdt Klimafolkemøde, herunder også jobmessen Craft Festival. Torsdag og fredag var der opstillet jobmesse med i alt 35 stande fra forskellige fag, herunder også skolerne.

I løbet af de to dage havde man besøg af ca. 1.500 elever fra 7.-, 8.-, 9.- og 10. klasser, FGU og efterskoler. Næste år vil man have gymnasieeleverne med. Eleverne blev introduceret i hver enkelt zone, før de gik i gang med at undersøge.

Det er tredje år, man afholder festivalen, og man har fra staten fået tre millioner kroner, der skulle dække de tre første år.

Udover skolerne var der mulighed for, at alle – inkl. forældre og arbejdsgivere – kunne besøge standene.

Standene var bemandet både med elever, andre steder med ældre medarbejdere og også med indehaverne.

Festivalen er en succes og trækker hvert år mange mennesker. Og messen er vigtig for firmaerne, der virkelig får brug for medarbejdere i de kommende år.

Fredericia Kommune er for år tilbage blevet tilbudt at komme med, men ønskede det tilsyneladende ikke.

Jeg har også tidligere foreslået det over for lokale politikere – herunder opfordret dem til at besøge festivalen.

Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke er med på den slags, når vi ved, at vi allerede nu og i de kommende år vil få brug for faglærte.

Det må være en hjælp til selvhjælp – både for kommune, virksomheder og fagforeninger – og må kunne sættes i værk gennem Business Fredericia.

Eller skal vi vente på, at problemet løser sig af sig selv?

mvh

Hans Thomassen