SPORT. Fredag aften leverede Kolding IF 45 imponerende minutter mod AC Horsens på CASA Arena. Men fodboldkampe varer som bekendt 90 minutter, og i anden halvleg vendte det hele på hovedet for udeholdet. Kolding IF måtte rejse hjem med et bittert 2-1 nederlag.

Fra første fløjt var Kolding klart bedst, og allerede efter ni minutter opstod kampens første kontroversielle situation. Gæsterne fik underkendt et mål efter en klar fejlkendelse, da afslutningen tydeligt ramte en Horsens-spiller, inden bolden gik i mål.

Blot to minutter senere var Casper Jørgensen tæt på at udnytte værternes rystede forsvar, men det blev ikke til noget. Sterling Yateke var også tæt på efter et kvarter, men Horsens’ målmand kom resolut ud og reddede situationen uden for feltet.

Efter 34 minutter lykkedes det dog for Kolding at omsætte overtaget til mål. Magnus Saaby sendte elegant bolden i nettet efter oplæg fra Villads Westh. Saaby fik placeret bolden præcist uden for Horsens-målmandens rækkevidde, og Kolding burde have ført med både to og tre mål, men måtte nøjes med en smal føring ved pausen.

Efter hvilen vendte kampen brat. AC Horsens fik udlignet til 1-1 efter 48 minutter ved Frederik Brandhof, og kun fem minutter senere kom hjemmeholdet også foran, da Sebastian Pingel pandede bolden i nettet efter oplæg fra Ivan Milicevic. Pludselig var Kolding bagud efter at have domineret hele første halvleg.

Kolding forsøgte desperat at svare igen, men symptomatisk for gæsternes anden halvleg var Isak Tånnanders store hovedstødschance efter 58 minutter. Tånnander stod helt fri – endda med to medspillere lige bag sig, klar til at heade bolden i mål – men leverede et skidt hovedstød, der gik klart forbi målet.

I kampens sidste fase forsøgte Kolding med flere offensive indskiftninger at vende kampen, men Horsens holdt stand. Efter otte lange tillægsminutter kunne hjemmeholdet juble over tre point, mens Kolding måtte erkende, at brændte chancer og manglende effektivitet kostede dyrt.

Dermed sluttede kampen med et skuffende 2-1 nederlag for Kolding IF, der må hjem og arbejde med skarpheden foran mål inden næste opgør i Betinia Ligaen.