POLITIK. Kolding Kommune har netop besluttet at lukke flere mindre daginstitutioner i den sydlige midtby samt et dagpleje-gæstehus i Seest for at tilpasse antallet af pladser til det aktuelle børnetal.
Beslutningen blev taget på udvalgsmødet i Børn og Uddannelse den 4. juni, hvor politikerne drøftede kapacitetsanalysen for dagtilbudsområdet. Analysen viser, at der er et overskud af både vuggestue- og børnehavepladser i området.
Et enigt udvalg godkendte lukningen af institutionerne Hus Haderslevvej og Højvang Børnehave, mens et flertal desuden besluttede at lukke Vuggestuen Agtrupvej og Gæstehus Løvetand. Søren Rasmussen (DF) stemte imod de to sidstnævnte lukninger.
Lukningerne sker gradvist:
- Hus Haderslevvej lukkes 1. august 2025
- Gæstehus Løvetand lukkes 1. september 2025
- Vuggestuen Agtrupvej lukkes senest 1. oktober 2025
- Højvang Børnehave lukkes 1. april 2026
Børn flyttes til moderne institutioner
De 50-60 børn, som i dag er indskrevet i de institutioner, der lukker, vil blive tilbudt plads i Børnehuset Vingesuset, enten i afdeling Over Vejen eller afdeling Mosevej. Kolding Kommune understreger, at det er frivilligt, hvorvidt forældrene ønsker at benytte disse tilbud. Pladsanvisningen står klar med hjælp til at finde alternative pladser.
Tobias Jørgensen (V), næstformand i Børn og Uddannelse, forsikrer, at kommunen vil gøre sit bedste for en god overgang:
»Vi gør en stor indsats for at få familierne flyttet godt over i en ny institution, og for at personalet kan følge med børnene, hvis de ønsker det. Overgangen vil ske i tæt samarbejde med lokale ledere, medarbejdere og forældre.«
Nedslidte bygninger koster for meget
Kommunen begrunder beslutningen om lukninger med, at bygningerne er gamle og utidssvarende, og det vil være for dyrt at renovere dem til moderne standarder.
»Vi ved godt, at de små institutioner for nogen kan virke som noget helt særligt og hjemligt. Men vi tilbyder nu børnene at blive del af mere tidssvarende institutioner, som bedre kan understøtte gode læringsmiljøer,« siger Tobias Jørgensen.
Kommunen understreger samtidig, at man arbejder konsekvent med at skabe mindre grupper og rum i de større institutioner, så børnene stadig oplever nærhed, tryghed og gode udviklingsmuligheder.