
DØGNRAPPORT. Mandag eftermiddag standsede politiet en bil på Randalsvej i Fredericia, hvor både fører og passager viste sig at have flere ulovlige forhold på samvittigheden.
Vagtchef Arno Rindal Pedersen fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at bilen blev standset klokken 17.37. »Føreren var påvirket af stoffer, han havde ikke førerret og var i besiddelse af en foldekniv. Derudover er der tale om et formentlig brugstyveri, da han har taget bilen uden at have spurgt ejeren om lov. Det er formentlig et bekendtskab, der ejer bilen,« siger han.
Føreren er en 45-årig mand fra Middelfart Kommune.
I bilen sad også en passager, og her fandt politiet flere effekter, der giver anledning til mistanke om narkosalg. »Hos passageren blev der fundet 6,39 gram kokain, en peberspray, en kniv og et større kontantbeløb, der kunne indikere salg af narkotika,« siger Arno Rindal Pedersen.
Passageren er en 27-årig mand fra Odense Kommune.
Begge mænd blev sigtet på stedet.