En 38-årig kvinde fra Kolding blev torsdag eftermiddag fanget på fersk gerning i et lidt specielt butikstyveri i Bilka i Kolding Storcenter. Hun stjal varer for næsten 1.000 kroner – heriblandt en vibrator, som hun forsøgte at gemme under blusen.
Sydøstjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 15.00 torsdag efter, at en opmærksom butiksdetektiv havde observeret kvindens mistænkelige adfærd.
Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at kvinden først tog noget kød til en værdi af 637 kroner, som hun lagde ned i en medbragt taske. Derefter tog hun en vibrator til en værdi af 299 kroner, som hun forsøgte at skjule under sin bluse.
– Hun betalte for nogle andre varer, men undlod at betale for kødet og vibratoren. Derefter forsøgte hun at forlade butikken, fortæller Arno Rindahl Petersen.
Det lykkedes hende dog ikke at komme langt. En af butikkens detektiver havde allerede bemærket tyveriet og greb hurtigt ind.
– Butiksdetektiven oplyser, at han har tilbageholdt en butikstyv, og vi kommer derefter ud til stedet og sigter hende for tyveriet, forklarer vicepolitikommissæren.
Det vides ikke præcist, hvilke varer kvinden rent faktisk betalte for, men ifølge politiet ses det ofte, at butikstyve betaler for små, billige ting, for ikke at vække mistanke.
Politiet har ikke yderligere oplysninger om, hvilken type vibrator der er tale om, bemærker vicepolitikommissæren:
– Der står bare, at hun tog en vibrator. Jeg ved simpelthen ikke, om det er sexlegetøj, eller hvad det præcist drejer sig om, siger han.
Kvinden blev ikke anholdt, men hun er nu sigtet for butikstyveri.
