POLITIK. Socialtilsyn Syd har taget godkendelsen fra Kobbelgaarden 3, men Fredericia Kommune overvejer at klage over afgørelsen. En formulering i sagsfremstillingen skaber dog undren. Kommunen har tidligere meddelt, at man »vil kæmpe for Kobbelgaarden«, men den offentliggjorte sagsfremstilling før et møde den 8. april 2025 tyder på, at der kan være økonomiske og praktiske årsager bag ved kommunens holdning til at klage.

Botilbuddet Kobbelgaarden 3 har fået frataget sin godkendelse af Socialtilsyn Syd, da tilsynet ikke mener, at stedet lever op til hverken kvalitet eller omsorgskrav for beboerne. Sagen er meget alvorlig for Fredericia Kommune, der har haft meget lang tid til at etablere forbedringer på stedet under en proces, der nu har varet cirka 14 måneder. Forholdene er vurderet til at være så kritisable, at tilsynet har truffet en afgørelse, der vil få store konsekvenser for kommunens økonomi og medarbejdere på Kobbelgaarden. Det betyder, at tilbuddet skal lukke inden for tre måneder. På et ekstraordinært udvalgsmøde den 24. marts blev forskellige scenarier for en løsning drøftet. Nu skal Senior- og Socialudvalget tirsdag den 8. april tage stilling til, om kommunen vil klage over afgørelsen.

Hvis man er uenig i afgørelsen på grund af vurderingerne, så er det ikke, hvad man hæfter sig ved i den sagsfremstilling, politikerne skal tage stilling til.

»Forvaltningen vurderer, at en klage kan være hensigtsmæssig for at sikre tid til at gennemføre en langsigtet løsning. Det vurderes at myndighedsafdelingens meget omfattende arbejdsopgave med revisitering af borgerne kan begrænses til én gang, da borgerne så vil kunne blive visiteret direkte til et nyt botilbud, der arbejdes med at etablere, samtidig med at klagen behandles. Hvis der klages, vil det samtidig være muligt at kunne fastholde beboernes boligsituation i længere tid, mens der arbejdes på en løsning. Det er desuden forvaltningens vurdering, at en afgørelse med så vidtrækkende konsekvenser for en gruppe sårbare borgere bør prøves ved Ankestyrelsen, som anden instans, for at få vurderet retstilstanden«, skriver forvaltningen.

Denne formulering i sagsfremstillingen har skabt undren, i sær formuleringen »Forvaltningen vurderer, at en klage kan være hensigtsmæssig for at sikre tid til at gennemføre en langsigtet løsning«, der antyder, at man ønsker at købe tid. Flere udvalgsmedlemmer har i forbindelse med dagens udvalgsmøde haft opgaven at sætte sig ind i materialet, men det er uklart, hvor mange og hvem der vil stemme for at klage.

Udvalgsformand David Gulløv (S) understreger klart, at det for ham ikke handler om at købe tid, selvom det er skrevet i sagsfremstillingen:

»Nej, vi klager ikke for at vinde tid. Vi klager, fordi vi er uenige i afgørelsen. Selvfølgelig kan man vinde lidt tid ved at klage, men det skal ikke være formålet,« siger han.

Gulløv erkender dog, at formuleringen kan tolkes anderledes:

»Jeg kan godt høre, hvad der står, når du læser op. Det lyder uheldigt. Den første begrundelse for at klage bør være, at vi mener, at afgørelsen er forkert – ikke at vi skal vinde tid,« siger han.

Han siger, at han på udvalgsmødet tirsdag vil rejse spørgsmålet til embedsværket, om den måde man har formuleret sig på er hensigtsmæssig:

»Jeg vil gerne stille spørgsmål ved, hvorfor det er skrevet sådan. Det er vigtigt, at vi er klare i vores signaler, og det her sender måske et forkert signal,« siger han.

Ifølge David Gulløv handler en eventuel klage først og fremmest om, at kommunen mener, at Kobbelgaarden 3 har rykket sig positivt, og at tilbuddet er værd at kæmpe for:

»Vi skal selvfølgelig klage, hvis vi tror på, at tingene er i den rigtige retning. Vi mener faktisk, at vi er blevet bedre til at tage os af vores borgere derude,« siger han og understreger, at hensynet til borgerne og medarbejderne skal veje tungest.

Han erkender, at formuleringen giver anledning til misforståelser:

»Jeg kan godt forstå, at man som læser kan blive forvirret. Jeg vil tage det op på mødet, så vi får gjort klart, at vi klager, fordi vi er uenige – ikke fordi vi skal købe os tid.«

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her