
KRIMI. Mens de fleste koldingensere formentligt lå hjemme under dynen fredag morgen, udviklede nattelivet i det centrale Kolding sig til en voldelig affære. Klokken nærmede sig fire, og nattens festligheder var ved at klinge af på Akseltorv, men uden for beværtningen »Torden« blev festen brat afbrudt af et voldsomt overfald.
Klokken 03.53 blev Sydøstjyllands Politi tilkaldt til stedet, efter at en mand på 45 år var blevet slået ned på fliserne.
»Fredag kl. 03.53 er der en sigtet, som slår den forurettede hårdt med knyttet hånd, så han falder ned på flisebelægningen og han får så nogle mindre skader i ansigtet og hovedet,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Politi og ambulance rykkede hurtigt til stedet, og den 45-årige mand blev bragt til Kolding Skadestue for behandling. Heldigvis viste skaderne sig at være mindre alvorlige end først frygtet, og manden blev udskrevet igen kort tid efter.
»Han bliver behandlet på skadestuen i Kolding, men bliver kort efter udskrevet igen,« fortæller vicepolitiinspektøren.
Kort efter episoden havde politiet styr på sagen, og en mistænkt kunne sigtes for volden:
»Vi har været dernede og sigte en person for vold, og den person, vi har sigtet, er en mand på 33 år fra Kolding Kommune,« lyder det fra Arno Rindahl Petersen.
Om de to mænd kendte hinanden, eller om episoden blev udløst af tidligere uoverensstemmelser, står endnu uklart. Politiet arbejder stadig på at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring voldsepisoden.
»Vi ved ikke noget om deres relation, om de kender hinanden, eller om der har været noget forudgående mellem dem. Det kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt,« slutter Arno Rindahl Petersen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing fredag morgen klokken 09.00.