EVENTS. Klimafolkemødet i Middelfart skriver sig ind i historien som det første event i Danmark, der opnår det nordiske miljømærke, Svanemærket. Når de omkring 40.000 deltagere ankommer sidst i august, vil det være til et arrangement, hvor klima og bæredygtighed ikke kun er temaer på scenerne, men også i selve måden, mødet bliver afviklet på.

Chef for Klimafolkemødet, Christa Boisen, lægger vægt på, at certificeringen er resultatet af mange års bevidst arbejde.

»Lige siden det første Klimafolkemøde i 2017 har vi forsøgt at gå forrest, når det handler om at forene event med kvalitet og kloge, bevidste, grønne valg. Vi har i alle årene bestræbt os på, at ‘walk the talk’ – også når det er svært. Derfor er det en kæmpe milepæl for os, at vi nu er certificeret som svanemærket event. Og så ovenikøbet som de første i Danmark. Certificeringen er en markering af vores ønske om at gå forrest i den grønne omstilling, og vi håber, at vi kan inspirere andre events og aktører til at tage samme skridt,« siger hun.

For at opnå certificeringen har Klimafolkemødet sammen med leverandører og samarbejdspartnere gennemgået en grundig proces. Det har blandt andet betydet farvel til vand på flasker, reklamekuglepenne og balloner og i stedet fokus på genbrugsmaterialer til opbygning, service der kan vaskes og genbruges samt mad med lavere klimaaftryk.

»Processen har udfordret os til at træffe de gode valg og er sket i tæt dialog med vores leverandører og samarbejdspartnere, der har dokumenteret deres arbejde ned i detaljen. Alle, der leverer ind til Klimafolkemødet, ved nu, hvad det kræver at være en del af et svanemærket event. Det gør det nemt for leverandører at tage det til sig og skubbe på ved andre events,« forklarer Christa Boisen.

Kravene til et svanemærket event er omfattende. Alle madboder skal tilbyde vegetariske retter, en andel af maden og drikkevarerne skal være økologiske, og affaldet skal sorteres. Emballage og dekorationer skal kunne genbruges, og energiforbruget skal reduceres.

Hos Miljømærkning Danmark, der står for Svanemærket i Danmark, fremhæver direktør Martin Fabiansen betydningen af certificeringen.

»Svanemærket er med til at sikre, at man i praksis gør en reel grøn forskel, når man skal afholde et event. Certificeringen vidner om, at Klimafolkemødet har gjort en aktiv, ambitiøs og mærkbar miljøindsats, og den sender samtidig et stærkt signal til Klimafolkemødets mange deltagere idet hele 98 procent af danskerne kender Svanemærket,« siger han.

Også Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd ser certificeringen som en vigtig anerkendelse af det lokale engagement.

»Vi lægger handling bag ordene, og certificeringen med Svanemærket ligger perfekt i forlængelse af de høje ambitioner, vi altid har haft i Middelfart Kommune om, at Klimafolkemødet som event – naturligvis – går forrest og viser vejen. Certificeringen er med til at holde os på tæerne og fortsætte med snuden i det grønne spor,« siger han.

Klimafolkemødet finder sted den 28. til 30. august i Middelfart og samler hvert år deltagere fra hele landet til debatter, workshops og oplæg om klima og bæredygtighed.