Kirstine Uhrbrand kalder Fredericia en oplevelsesby: Musikken er bare der, hvor det starter

BOSÆTNING. Plakaterne lå på bordet, gulnede i kanterne, og flyers og gamle musiktidsskrifter ved siden af, den slags man engang gemte i kasser og siden glemte i loftrum. Rundt om bordet sad den gruppe, Kirstine Uhrbrand kalder Pakhusgruppen, altså de mennesker, der stod bag jubilæet for spillestedet Pakhuset, det sted, som i omkring 30 år var byens musikalske hjerte, indtil det lukkede, og historierne om legendariske koncerter faldt, som de gør, når nogen endelig spørger, den ene ovenpå den anden, hver med sin egen lille detalje om lyden, om øllet, om hvem der stod bagerst og aldrig gik hjem. Kirstine Uhrbrand sad stille og lyttede, og det var, som hun selv siger det, en fornøjelse af den sjældne slags.

🔇

»Fredericia har været en musikby i mange, mange år, også lang tid før Pakhuset, helt tilbage til pigtrådsmusikken og jazzen. Det er en lang og superspændende musikhistorie, og byen har holdt fanen meget højt med jazz og blues og rock og comedy og folkemusik,« fortæller Kirstine Uhrbrand.

Man hører det klart, at hun mener det, den taknemmelighed man skylder folk, der gjorde arbejdet, længe før nogen fandt på at kalde det kulturpolitik. For sådan er det jo med musikbyer, de bliver til, mens ingen ser efter, i øvelokaler og bagbutikker, og først bagefter, når nogen tæller plakaterne op, viser det sig, hvor meget der egentlig skete.

Og det, der skete, er ikke slut. Det ved hun, for hun står midt i fortsættelsen. I dag deler Tøjhuset og Eksercerhuset scenen med en hel skare af foreninger, der hver især har fundet sin genre og passer den som andre passer en have. Fredericia Live er den største, men rundt om den ligger Jazzklubben med over 20 koncerter om året og sin egen festival, Bluesklubben med koncerter og bluesfestival, og Fredericia Musikforening, der booker klassisk musik på et niveau, man normalt skal til større byer for at høre. Det er, hvis man vil, en hel flok specialbutikker på samme gade, og enhver, der har gået på sådan en gade, ved, at det er dér, man finder tingene.

Spændet mærkes tydeligst i, hvad ét enkelt hus kan rumme inden for samme uge. Til januar skal Eksercerhuset stå fuldt med tusind gæster til en stor koncert, mens Tøjhuset for nylig har fået sin egen café-scene, hvor musikken kommer så tæt på, at man næsten kan række ud og røre ved den, og hvor man i øvrigt hurtigt lærer, at det er svært at snakke ovenpå en kontrabas, når den står to meter væk. »Vi har fået lavet vores café-scene i Tøjhuset, så vi kan holde koncerter, hvor man egentlig føler, at man sidder i stue med musikerne. Helt intimt, i øjenhøjde og med lidt jazzklubstemning,« forklarer hun.

Men det, Kirstine Uhrbrand vender tilbage til, som var det den egentlige målestok, er hverken salen eller navnet på plakaten. Det er ugedagen, af alle ting. En helt almindelig onsdag aften, regnen siler ned, byen er stille, folk er gået hjem fra arbejde og har spist, og alligevel står der en amerikansk countrymusiker fra øverste hylde i Tøjhuset og spiller, for et publikum der vidste, hvad de gik ind til. En musiker, der selv stod på scenen sådan en onsdag sidste år, satte ord på det, mens hun pakkede guitaren ned. »Hun sagde, at det var lidt ligesom, da hun boede i London, hvor man også bare kunne gå ud og opleve musik på en onsdag. Det der med, at man kan gå ud alle ugens dage og få kulturoplevelser,« fortæller Kirstine Uhrbrand.

London og Fredericia i samme åndedrag, og det uden et gran af ironi, hvilket i sig selv er værd at bide mærke i. Spørger man hende, hvad selve indbegrebet af Fredericia er, lander svaret da også et sted, der er større end scenen og større end musikken. »Det er en by, der i den grad har noget at byde på kulturelt, men også på mange andre måder. Der er natur, og den ligger lige midt i landet, så det er nemt at komme hertil. Der er et virkelig fedt byliv og en spændende og oplevelsesrig midtby,« siger hun.

Den centrale beliggenhed trækker koncertgæster til fra hele landet, og midtbyen omkring husene gør, at en aften i Tøjhuset sjældent er en aften alene. Mange spiser først på en af byens restauranter, går derfra til koncert og ender måske et sted i natlivet bagefter, hvilket vil sige, at gæsterne selv komponerer deres aften, som man komponerer en middag af det, der ligger i køleskabet, med Fredericia Musicalteater som endnu en ingrediens, hvis man har lyst. Det får Kirstine Uhrbrand til at foretrække et andet ord end musikby. Hun kalder Fredericia en oplevelsesby.

Fremtiden for alt dette er noget, husene aktivt bygger på, og den begynder, som den slags altid må, hos de unge. Tøjhusets ungegruppe arrangerer sine egne events og kommer med idéer til bookingen, og en ny koncertrække er lavet i tæt dialog med unge, hvor udvalgte koncerter koster en fast, lav pris for alle under 30, for man skal jo ind i vanen, før man kan holde den. Parallelt hermed holder huset en lokal aften, hvor fire bands fra byens vækstlag får scenen, en håndsrækning til dem, der en dag måske selv fylder den store sal, og som indtil da må nøjes med at drømme om det, hvilket i øvrigt er en aldeles fin måde at tilbringe sin ungdom på. »Vi prøver at give vores bud på, hvordan musik lyder i Fredericia i 2026,« siger hun om den aften.

Sådan lægger Kirstine Uhrbrand selv sporet videre i en historie, hun for nylig fik fortalt af dem, der skrev de første kapitler. De sad med gamle plakater på et bord og fortalte, og hun lyttede, som man lytter, når man ved, at det er ens tur næste gang, og at nogen om tredive år vil spørge en selv, hvordan det egentlig var, dengang.