Kiggede på telefon og lakerede negle bag rattet

KRIMI. En kvinde er blevet sigtet for at bruge mobiltelefon under kørslen på Sønderjyske Motorvej. En patrulje observerede onsdag kl. 19.11 en bil, der kørte nordgående forbi et vejarbejde.
Da patruljen kørte ved siden af bilen, kunne betjentene se, at føreren sad og kiggede ned på en telefon, som lå i hendes skød med tændt skærm. Samtidig var kvinden i gang med at lakere negle, og politiet vurderede, at hun ikke havde fuldt fokus på trafikken.
Kvinden blev sigtet i sagen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 1.10 kl. 09.00 af Politikommissær Arno Rindahl Pedersen.

