SPORT. KIF Kolding har netop forlænget kontrakten med en af klubbens vigtigste profiler, Benjamin Pedersen, der dermed bliver i klubben frem til sommeren 2028. Samtidig står det klart, at klubben efter sæsonen siger farvel til playmaker Magnus Kronborg.
Benjamin Pedersen har været en stærk profil for KIF, siden han kom til klubben i sommeren 2019. Han har udviklet sig til en central figur med 178 kampe og 495 mål, og direktør Julie Loop understreger hans store betydning:
»Vi er rigtig glade for, at Benjamin har forlænget sin kontrakt med klubben. Benjamin er en nøglespiller og har udvist stor loyalitet og professionalisme gennem sin tid her. Hans engagement på og uden for banen skaber kontinuitet og styrke i truppen,« siger Julie Loop.
Benjamin Pedersen selv ser også frem til fortsættelsen i KIF:
»Jeg er rigtig glad for forlængelsen hos KIF Kolding, da jeg føler, at det er her, jeg hører hjemme. Jeg glæder mig utroligt meget til at være med på den rejse, som skal føre os tilbage i ligaen,« siger han.
Farvel til Magnus Kronborg
Samtidig tager KIF Kolding afsked med playmaker Magnus Kronborg, som kom til klubben fra Rækker Mølle Håndbold i efteråret 2024. Magnus har spillet 20 kampe og scoret 46 mål, og hans bidrag til offensiven har været markant i en sæson med mange udfordringer.
Magnus Kronborg ser tilbage på sin tid i KIF med glæde:
»Jeg har været glad for min tid i Kolding – især drengene på holdet, som jeg naturligvis kommer til at savne. Jeg har også været glad for den rolle og det ansvar, jeg fik, og vil se tilbage på tiden i KIF som en god tid. Jeg ønsker klubben alt det bedste fremadrettet,« siger Magnus Kronborg.
KIF Kolding takker Magnus Kronborg for indsatsen og ønsker ham held og lykke i fremtiden, mens klubben glæder sig over at have sikret kontinuitet og stabilitet med forlængelsen af Benjamin Pedersen.
