BUSINESS. Det Fredericia-baserede tekstilfirma Kentaur A/S leverer rekordresultater i 2024 med en omsætning på 364 millioner kroner og et resultat efter skat på over 31 millioner kroner. Det er virksomhedens bedste resultat nogensinde og afspejler en målrettet indsats med fokus på innovation, logistik og tæt kundekontakt på tværs af Europa.

Kentaur udvikler og leverer erhvervsbeklædning til tekstilserviceindustrien i hele Europa inden for sektorer som sundhed, catering, hotel- og restaurationsbranchen. Virksomhedens vækst er drevet af en klar strategi om at være tæt på kunderne, samt ved at investere i unikke, designbeskyttede produkter som den nye Comfy Fit-serie til sundhedssektoren.

Vækst gennem innovation og nærhed til markedet

Kentaurs stærke resultat afspejler en effektiv værdikæde, hvor logistik og produktion spiller afgørende roller. Etableringen af logistik- og lagerfaciliteter i Polen og produktion i Serbien har vist sig afgørende for virksomhedens vækst.

«Vores geografiske placering tæt på de europæiske kunder gør en mærkbar forskel. Kort leveringstid og høj fleksibilitet er afgørende parametre for vores kunder,» siger Mette Gordon Vallentin, CFOO i Kentaur.

Virksomheden har i årets løb investeret godt syv millioner kroner i nye produktionsfaciliteter og teknologi, hvilket understøtter væksten og effektiviteten.

Stærkt sammenhold efter generationsskifte

Regnskabsåret markerer også et generationsskifte i virksomheden. Kentaur måtte sidste år sige farvel til Bernt Dahl, der gik bort, men den nye bestyrelse står stærkt med Marco Dahl som nyt medlem.

«Det er selvfølgelig bittersødt, at vi ikke kan fejre resultaterne sammen med Bernt Dahl. Men som organisation står vi stærkt, og det er en glæde at vise, at vi bygger videre på det stærke fundament, han efterlod,» siger Anne-Marie Krog, administrerende direktør.

Fokus på bæredygtighed og ansvarlighed

Kentaur har de senere år øget sit fokus på ESG-området med initiativer inden for ansvarlig produktion, miljøvenlige materialer og medarbejdernes trivsel. I 2025 intensiveres indsatsen med investeringer i solceller, overgang til elbiler samt et omfattende projekt, hvor hovedkontoret i Fredericia overgår til fjernvarme.

Virksomheden har desuden sat konkrete mål om at reducere arbejdsulykker til nul, sikre leveløn hos produktionspartnere og øge genanvendelsen af tekstiler.

Store ambitioner for fremtiden

For 2025 forventer Kentaur yderligere fremgang med et resultat før skat på mellem 35 og 40 millioner kroner. Væksten forventes især at komme fra eksisterende kunder og nye markeder inden for catering, sundhed og fødevareindustrien.

«Vi vinder markedsandele i et marked præget af konsolidering, og kunderne reagerer positivt på vores innovative produkter. Vores klare strategi om at udvikle os tæt sammen med kunderne giver resultater, og vi er optimistiske omkring fremtiden,» siger Christian Beirholm, Partner og kommerciel direktør hos Kentaur.

Kentaur beskæftiger aktuelt 412 medarbejdere og har hovedkontor i Fredericia. Virksomheden har desuden produktion i Polen og Serbien samt salgskontor i Norge.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her