SPORT. Kasper Young har ikke været på banen for Fredericia Håndboldklub siden december, hvor han blev ramt af meningitis. Søndag aften satte han for første gang ord på det hårde sygdomsforløb, han har været igennem.

I forbindelse med slutspilskampen mellem Bjerringbro-Silkeborg og Fredericia Håndboldklub fortalte han ærligt og åbent om, hvor alvorligt det egentlig stod til.

»Det begyndte i slutningen af december med kraftig hovedpine. Til sidst kunne jeg intet se og blev kastet rundt mellem forskellige sygehuse, inden en rygmarvsprøve viste, at jeg havde meningitis,« siger Kasper Young til TV 2 SPORT.

Sygdommen sendte ham i et mørke, hvor han var sengeliggende og isoleret i adskillige uger.

»Jeg så faktisk ingen mennesker i den periode. Jeg så ikke engang min familie – det eneste, jeg så, var mørket i soveværelset. Det er hårdt og voldsomt at tænke tilbage på,« forklarer han.

Undervejs blev han behandlet med morfin i næsten 10 uger for at klare de konstante smerter. Det medførte en afhængighed, som han senere måtte bekæmpe.

»Til sidst havde jeg svært ved at gennemskue, om jeg havde behov for smertestillende eller bare tog pillerne for at komme væk fra det hele. En dag tog min kæreste pillerne væk, og jeg lavede en kold tyrker. Det var fem ekstremt hårde dage med abstinenser,« fortæller Young.

Nu er Kasper Young heldigvis på vej tilbage, og han er begyndt at styrketræne igen med sine holdkammerater. Vejen tilbage til håndboldbanen er dog lang, og Young forventer først at vende helt tilbage efter sommerferien.

»Hvis vi ser realistisk på det, bliver det først efter sommerferien. Jeg kan stadig blive meget hurtigt træt, så vi skal passe lidt på,« siger han.

Han glæder sig dog over fremgangen og er taknemmelig for igen at kunne være en del af holdets fællesskab.

»Jeg er bare glad for, at jeg kan stå her i dag og opleve mine holdkammerater spille en dejlig håndboldkamp,« afslutter Kasper Young.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her