Karoline og Mathilde får unge til at sige »nu ved jeg, hvad jeg skal« – og hver gang bliver Vivi stolt af sit korps

UDDANNELSE. Der findes et øjeblik, som Vivi Lund Jacobsen vender tilbage til, når hun skal forklare, hvorfor hun er stolt af sit arbejde. Det udspiller sig på en uddannelsesmesse, hvor en udskolingselev fra grundskolen står og taler med en af skolens elever. Samtalen slutter, den unge vender sig om mod sin mor og far og siger det, alle forældre til en rådvild teenager venter på. 

»Når en ung vender sig om og siger: ›Nu ved jeg bare, hvad jeg skal. Det er det her, jeg gerne vil,‹ bliver jeg simpelthen så stolt af, at vi kan være med til at klæde vores elever på til at fortælle de gode historier om uddannelserne,« fortæller hun.

Vivi Lund Jacobsen er udviklingskonsulent for rekruttering på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, og hendes arbejde handler kort sagt om at vise skolens uddannelser frem. For de unge, for brancheskiftere, der efter en anden uddannelse har fået lyst til noget nyt, og for flersprogede, der er kommet til Danmark og skal finde deres vej ind på arbejdsmarkedet. »Jeg står ikke foran eleverne i et undervisningslokale, men jeg synes stadig, det er et meget meningsfuldt job. Jeg er med til at løse en vigtig samfundsopgave. Vores elever er selvfølgelig dem, der gør det allermest. Det er dem, der vælger at uddanne sig ind i faget, og vores undervisere uddanner eleverne. Men der skal også være nogen til at vise de kommende elever, hvilke valg de kan træffe,« siger hun.

Og det er her, rollemodellerne kommer ind. For når Vivi Lund Jacobsen skal pege på det, hun er allermest stolt af, tøver hun ikke. »Det er mine rollemodeller,« siger hun.

Rollemodellerne er skolens elevkorps, elever med det særlige noget, der gør, at de kan stille sig frem og fortælle om deres uddannelse og deres fag. De er primært mellem 16 og 25 år og organiseret i Ung i Velfærd, en national indsats for alle landets SOSU-skoler, og Vivi Lund Jacobsen er tovholder for dem. En gang om året mødes de på en stor bootcamp, hvor nye rollemodeller uddannes over en todages workshop. »Vi træner dem i, hvordan man starter en god dialog med et ungt menneske, der er usikkert på sit uddannelsesvalg. De har jo selv stået der for ikke så lang tid siden. Vi træner dem også i, hvordan man svarer, hvis nogen har negative forestillinger om faget, hvad enten det er forældrene eller de unge selv. Hvordan får man vist det ægte og realistiske billede? Og så øver vi dem i at træde frem og formidle på en god måde, for nogle af dem deltager også i talks og debatter,« forklarer hun.

En af de nyeste i korpset hedder Karoline Mogensen. Hun er 24 år, i gang med hovedforløbet på social- og sundhedsassistentuddannelsen med to år tilbage, og hun er netop vendt hjem fra praktik på et plejehjem, som hun kort og godt kalder mega fed. Da telefonen ringede i sommer, og Vivi spurgte, om rollemodelrollen var noget for hende, var svaret givet på forhånd. »Det lød mega spændende. Jeg har selv altid haft det svært med uddannelsesvalget, for man kan jo blive så meget i dag. Så jeg tænkte, at det kunne være fedt at hjælpe andre unge mennesker. Selvfølgelig ikke med at pege dem i en bestemt retning, men med at fortælle dem, hvad man kan som social- og sundhedsassistent eller hjælper for den sags skyld,« fortæller hun.

Karoline Mogensen har selv en gymnasial uddannelse i bagagen, og netop den kombination gør hende til noget af det bedste, en tvivlende ung på en uddannelsesmesse kan møde. For hun er det levende bevis på, at studenterhuen ikke låser nogen fast på én vej. »Det er selvfølgelig altid godt at have en gymnasial uddannelse at falde tilbage på, hvis der sker et eller andet, eller man får lyst til at ændre retning senere i livet. Men man kan også læse rigtig meget videre på en assistentuddannelse,« siger hun.

Selv har hun dog ikke brug for at skele til nogen af nødudgangene lige nu. For spørger man hende, hvad uddannelsen giver hende, handler svaret mindre om pensum og mere om det, der sker med et menneske undervejs. »Jeg synes, det giver mig virkelig meget. Især fordi jeg bliver meget bevidst om mine kompetencer og mine udviklingspunkter. Vi arbejder rigtig meget med simulation, hvor vi kobler det faglige og det praktiske sammen. Det er et trygt rum, hvor man bliver bevidst om, hvad man er god til, og hvad man er mindre god til, og så kan man arbejde videre med det,« fortæller hun.

Men et øvelsesrum er og bliver et øvelsesrum. Før eller siden skal det, man har trænet bag skolens vægge, prøves af på rigtige mennesker, og det er dér, det for alvor viser sig, om tingene sidder fast. For Karoline Mogensen skete det i den første praktik, og det er samtidig det øjeblik, hun er mest stolt af. »Man kan mærke, at det er noget helt andet at sidde på skolebænken og så komme ud og koble det faglige og det praktiske sammen. Man skal kunne argumentere for, hvorfor man gør, som man gør. Der tænkte jeg bare: Nu står jeg her som social- og sundhedsassistentelev. Det er bare fedt at komme ud til menneskene, møde dem, som de er, og hvor de er i livet, og så løfte opgaven derfra,« siger Karoline Mogensen.

Hvor Karoline fandt vej til faget efter studenterhuen, kom Mathilde Lerager den korte vej. Hun søgte ind på grundforløbet direkte efter efterskolen og er i dag i gang med sit tredje skoleår på vej mod at blive social- og sundhedsassistent. Interessen blev vakt allerede i 9. klasse, da hun kom i erhvervspraktik på Kolding Sygehus. »Jeg syntes, det var mega spændende at arbejde med mennesker og se, hvad der egentlig ligger bag. At man ikke kun ser patienten, men også fagpersonen og det arbejde, der ligger omkring patienten. Det fangede mig helt,« fortæller hun.

Som rollemodel har hun allerede prøvet at vende tilbage til sin gamle efterskole, Ladelund Efterskole, for at fortælle om uddannelsen og livet i praktikken. Fremmødet var større, end hun havde regnet med, og netop den slags besøg er grunden til, at hun overhovedet sagde ja til opgaven. »Der er nok mange fordomme om uddannelsen. For eksempel at den kun handler om pleje. Når jeg møder de fordomme, prøver jeg at gøre op med dem ved at fortælle, at det ikke er det eneste, vi laver. Vi skal være nærværende og lyttende over for borgeren, og der ligger så meget mere bag. Man skal kunne skabe en relation til et menneske, man ikke kender, og have empati og omsorg for andre,« siger Mathilde Lerager.

Det er præcis de fordomme, hun gerne vil til livs, og derfor behøvede hun heller ikke lang betænkningstid, da hun blev spurgt, om rollemodelrollen var noget for hende. Hun sagde ja med en helt bestemt gruppe i tankerne. »Så kan jeg hjælpe andre unge, der gerne vil arbejde med mennesker, men som ikke helt tør gå i gang med uddannelsen,« siger hun.

Hun ved om nogen, hvad uddannelsen kan gøre ved den, der tør. For spørger man, hvad hun selv er mest stolt af efter to et halvt år, peger hun ikke på karakterer eller eksamener. Hun peger på sig selv, og på den, hun er blevet. »Jeg er stolt af at kunne sige, at jeg er ved at uddanne mig til social- og sundhedsassistent. Og så er jeg stolt af, hvor meget jeg har udviklet mig. Jeg er blevet meget mere åben over for at lære nye mennesker at kende. Man bliver skubbet til at tage kontakt til mennesker, man ikke kender, og så lærer man stille og roligt at opbygge en relation,« siger Mathilde Lerager.

Den fortælling er det nu de to rollemodellers opgave at give videre, i klasselokalerne, ude på praktikstederne og til de unge, der står, hvor de selv stod for få år siden. Og et sted i baggrunden står Vivi Lund Jacobsen så og ser på, mens endnu en ung vender sig om mod sine forældre.