FHK leverede en skuffende indsats i nederlaget mod TMS Ringsted, hvor brændte chancer og manglende skarphed blev afgørende. Her følger karaktererne til spillerne og cheftræner Gudmundur Gudmundsson efter kampen.

FHK tabte 30-25 til TMS Ringsted efter at have været bagud med 16-12 ved pausen. Her kommer vores bedømmelse af spillerne og trænerens præstation:

Sebastian Frandsen – 7
Var tilbage efter en knæskade og gjorde det overordnet fint med en redningsprocent på 34,21 %. Dog reddede han intet i de sidste ti minutter, hvilket blev dyrt.

Rasmus Storm – UB
Spillede ikke.

Martin Bisgaard – 02
Brændte flere store chancer, hvilket ikke er godt nok. Har ellers været velspillende, senest med ti mål i Champions League mod Sporting.

Frederik Jægerum – UB
Spillede ikke.

Reinier Taboada – 02
To mål på fem skud og fire tekniske fejl. Cubaneren, der forlader FHK til sommer, har vist langt bedre niveau tidligere. Et af de brændte skud var en helt fri chance i slutfasen.

Mads Kjeldgaard – 7
Dækkede op i midterforsvaret det meste af anden halvleg, hvilket han gjorde solidt. Ydermere bankede han tre skud i mål på fire forsøg.

Sebastian Henneberg – UB
Kom kun ind for at tage to straffekast, som han scorede sikkert på.

William Moberg – 4
Startede svagt, men spillede sig op i anden halvleg og var en af grundene til, at FHK kom tæt på.

Jonas Kruse – 02
Kom på banen i midten af første halvleg, men havde svært ved at sætte angrebene op. Manglede idéer, og hans afslutninger var svage.

Anders Martinusen – 7
Spillede det meste af kampen på et stabilt niveau. Lavede seks mål på ni forsøg og tilkæmpede sig tre straffekast.

Kasper Palmar – 00
Antallet af mål snyder. Lavede fem mål på straffekast, men brændte til gengæld også tre. Det blev afgørende i en tæt kamp.

Fredrik Mossestad – 4
Var tilbage efter sygdom og leverede tre mål på fire forsøg.

Anton Flitenborg – UB
Spillede ikke nok til bedømmelse.

Einar Olafsson – 4
Forsvaret hang slet ikke sammen i første halvleg, og det var blandt andet hans ansvar.

Evgeni Pevnov – 02
En usædvanlig usikker indsats af tyskeren, som ellers normalt er garant for solidt spil. Brændte to ud af tre afslutninger og var ikke god i forsvaret.

Nikolaj A. Nielsen – 4
Spillede i anden halvleg, da FHK gik over til syv mod seks. Fik blandt andet trukket et straffekast.

Træner

Gudmundur Gudmundsson – 02
For anden udekamp i træk i ligaen kom FHK slet ikke ud af startblokken. Det falder blandt andet tilbage på træneren. Holdt også for stædigt fast i Palmar som straffekastskytte, selvom han havde en svær aften.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer