At sy 36 chips ind i en soldats uniform er lidt det samme, som at gå i kamp med et gult blinklys på hjælmen. Enhver unødig risiko skal nemlig elimineres og vi skal som soldater være trygge ved styrkebeskyttelsen.
Force Protection eller på dansk Styrkebeskyttelse er en opgave som i militær planlægning, er lige så vigtig, som den hovedopgave en dansk militær enhed er indsat i. Det er en meget stor fejl at indsætte en militær enhed uden at alle forhold, herunder styrkebeskyttelsen er grundigt analyseret og der er trukket en konklusion, der beskriver risikoen og de operationelle tiltag, der enten minimerer risikoen eller ændrer planens forudsætninger grundlæggende så styrkebeskyttelsen tilgodeses.
Soldatens moral og kampvilje og mod indebærer, at soldaten kan være tryg ved, at der er tænkt på alle aspekter af styrkebeskyttelsen. At vi alle kommer ”hjem” igen og skulle der opstå tab under en kamp, er der en klar plan for evakuering og den bedst tænkelige lægehjælp.
Som officer, er jeg lige som mine kolleger på tværs af alle forsvarets enheder uddannet til at gennemføre det, der under et, hedder operative overvejelser. Det giver mening og det er sund fornuft.
Men det giver ikke mening og det er ikke sund fornuft, at DJØFFER i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse spilder et tocifret millionbeløb på Implementeringen af lagerstyringssystemet RFID (Radio Frekvens Identifikation) for det betyder, at en udsendt dansk soldat iklædt de nye uniformer vil kunne kompromitteres af fjendtlige sensorer der kan få soldaten til at aktivere noget, der minder om den alarm, som en butikstyv kan sætte i gang.
Det militærfaglige element underkendes når DJØFFER – for at spare penge på lagerstyringen – risikerer at sætte soldaters oplevede styrkebeskyttelse over styr.