Det var for mange en kæmpe overraskelse, at Fredericia sidste sommer kvalificerede sig til at spille i Superligaen. Men sådan er fodbold, når bolden er rund, kan alting ske. Herfølge blev danske mestre, OB vandt over Real Madrid, Danmark blev europamestre.

Så selvfølgelig kunne Fredericia rykke op. De havde gejsten, en træner der troede på spillerne, og spillere der arbejdede stenhårdt i hver eneste kamp, og klubben med det laveste budget. Det blev en festdag i Fredericia.

Der var ikke mange, der gav klubben en chance for at klare sig. Slet ikke udenbys sportskommentatorer, de havde Fredericia som sikker nedrykker. Men hvad skete der? Man spillede sig til point igen. Og så tabte de igen, endda 8 kampe i træk. Mange andre steder var man begyndt at rasle med trænerfyringen.

Så skulle man til Brøndby og møde topholdet.

Men inden man tog derover, tog træner og klub en drastisk beslutning: man forlængede Michael Hansens kontrakt med 2 år. Det var virkelig befriende at høre, og se resultatet: 3-1 til Fredericia. Sådan kan man også behandle en træner. Tak for at man behandler hinanden ordentligt.

Da man så skulle begynde foråret, var man stadig under nedrykningsstregen. Og nedrykning var igen temaet for mange.

Men pludselig blev det forårets hold, trods mange uheld og skader, med 10 point af 12 mulige og 5 point over nedrykningsstregen.

Har de så reddet sig? Nej, der er 10 kampe tilbage. Men de point, der er vundet, er vundet. Og som Michael siger: vi tager en kamp ad gangen. Vi glæder os til på fredag mod Randers.

Men kære ledelse i Fredericia og kære tilskuere, vi skal have flere på tilskuerpladserne på dette flotte nye stadion.

Det fortjener spillere, træner og ledere. Godt 2.500 til Silkeborg-kampen om pladsen til nedrykning, en kamp hvor sejr betød 5 point ned til Silkeborg, og nederlag ville have betydet næstsidstepladsen. Det skal kunne samle flere.

Og det er jo ikke held. FC Fredericia spiller god og seværdig fodbold, og de har klaret alt dette med mange skadede spillere.

Men der skal ske noget mere. Måske ikke på fredag, men ellers: lad os få Dannebrog i flagstængerne der står ved Ringvejen. Reklamer for kampene, helt gratis, i Fredericia Dagblad. Få kampene på LED-skærmen ved Snoghøj Landevej, der kommer folk kørende i alle mulige retninger. Ind i byen med opslag. Lad eventuelt ungdomsafdelingen eller spillertruppen gå rundt og sælge billetter lørdag før en søndagskamp, bare en time.

Lad der ske noget på stadion. Det kan være andre sportsforeninger, der præsenterer deres sport. Eller måske en forkamp mellem et par U6-, U8- eller U10-hold, hellere det end indløb. Der vil komme forældre, søskende, bedsteforældre, venner og bekendte, og måske kunne de blive interesseret i fodbold? Man kunne også invitere 6. Juli Garden.

I Middelfart, mindre end 10 km herfra, aner de dårligt at der spilles superliga i Fredericia. Og slet ikke hvornår.

Publikum, spillere, træner og ledere, samt ikke mindst kassereren, ville elske flere mennesker på tilskuerpladserne.

Jeg prøver igen med dette læserbrev at vække interessen for FC Fredericia. Bestyrelsen må også have interesse. Det hjælper sikkert ikke, men det er forsøget værd, og jeg gør det alene af interesse for en klub, der giver os så mange positive oplevelser. Jeg vil gerne være ligeså ukuelig som holdet og træneren.

Men tak til alle omkring FC Fredericia, I gør det fremragende, og vi glæder os til at følge jer i de næste 10 kampe.