Idrætsforeningerne i Odense Kommune var tirsdag samlet til en temaaften arrangeret af DGI Fyn og Sundhedsforvaltningen for at diskutere, hvordan fællesskabet kan få en større rolle i børne- og ungdomsidrætten. Aftenen bød blandt andet på et oplæg fra den tidligere håndboldstjerne Jesper Nøddesbo, der delte sine erfaringer og synspunkter om præstationskulturens påvirkning af børn og unge.

Nøddesbo, der i dag træner et U15 pigehold, understregede betydningen af at skabe et miljø, hvor glæden ved sporten er omdrejningspunktet frem for jagten på sejre.

– Når vi taler om børneidræt, så synes jeg, det er essentielt, at det ikke handler om at vinde eller være bedst – men at det handler om at være sammen med venner, og at sporten bliver det fælles tredje. Alt det andet skal nok komme, sagde Jesper Nøddesbo.

Han advarede samtidig mod risikoen ved en alt for stærk præstationskultur, der kan skræmme børn væk fra sporten.

– Det er ærgerligt, hvis børn kun ser, at det handler om at vinde eller tabe og derfor fravælger en sport på grund af det. Det øger risikoen for at skubbe nogen fra – og dem der stempler ud, de gør det måske for resten af livet, tilføjede han.

Foreningernes rolle i det præstationsfrie fællesskab

Blandt de deltagende var Lone Falslund, træner og formand i Fraugde Håndbold Klub, der også bakkede op om behovet for at sætte fællesskabet i fokus.

– Vi har som klub brug for at være mere end håndbold og konkurrence, hvis vi skal tiltrække børn og unge. Det kan være helt okay, at lave noget andet til træning, for det handler om at være sammen. Vi skal være tilgængelige og være et sted, hvor børn og unge kan komme. Også dem der måske ikke lige er så interesseret i håndbold og sport, sagde Lone Falslund.

Ny pulje skal styrke fællesskabet

Temaaftenen udspringer af en ny pulje på en halv million kroner, som er etableret i samarbejde mellem DGI Fyn og Sundhedsforvaltningen. Formålet er at fremme præstationsfrie fællesskaber i Odense.

Sundhedsrådmand Tommy Hummelmose udtrykte stor tilfredshed med initiativet og fremhævede ambitionen om at styrke trivslen blandt børn og unge.

– Vi ønsker, at flere børn og unge deltager i fællesskaberne i vores bys foreninger. Men fokus skal ikke altid handle om at være den bedste eller komme først, men i højere grad om at nyde fællesskabet og danne venskaber. Den ambition deler DGI Fyn og Odense Kommune, og derfor er vi gået sammen om at skabe nye præstationsfrie fællesskaber i byens foreninger, sagde Tommy Hummelmose.

Puljen kan søges af foreninger frem til den 20. februar 2025 via Odense Kommunes hjemmeside. Målet er, at nye aktiviteter med mindre fokus på præstationer kan tiltrække flere børn og unge til idrætsforeningerne og styrke fællesskaberne på tværs af kommunen.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer