Den lokale kunstner og grafisk designstuderende Nicole Canedo står bag årets Koldingkalender – håndtegnet med Koldinghus som vinterligt midtpunkt. For hende handler projektet om julehygge, nærvær og glæden ved at skabe noget, der gør en forskel – også for Hospitalsklovnene.
Da beskeden tikkede ind, at hun skulle stå bag årets Koldingkalender, blev Nicole Canedo både glad og lidt nervøs.
»Jeg tror, det første, jeg tænkte, var, at det var mega fedt,« siger hun. »Og så tænkte jeg, at man også bliver lidt nervøs, fordi det er ret mange mennesker, der skal have den derhjemme.«
Hun griner, da hun fortæller det. Nicole er 22 år, bosat i Kolding og studerer Grafisk Kommunikation på UC Syd. Kalenderen er hendes første store opgave af den slags, og hun indrømmer, at det tog lidt tid at komme i gang.
»Jeg havde en tanke, men jeg lod den ligge lidt, fordi jeg syntes, der var høje forventninger – mest mine egne. Så der gik faktisk ret lang tid, før jeg gik i gang, selvom jeg havde en måneds tid til at lave den på. Og så sprang jeg bare ud i det, og det endte med at blive ret godt, synes jeg.«
Hun valgte fra starten, at kalenderen skulle tegnes i hånden.
»Jeg fungerer bedst analogt,« forklarer hun. »Jeg er begyndt på Grafisk Kommunikation i Kolding, så jeg er ved at lære at bruge designprogrammerne, og det synes jeg også er ret fedt. Men lige på det tidspunkt var jeg ikke gået i gang med uddannelsen. Så det blev i hånden.«
For Nicole handler håndtegning om nærvær og autenticitet.
»Jeg synes, det kan noget andet end en computer. På computeren kan man ret nemt indsætte ting og tilføje lidt, fremfor at i hånden – der er det from scratch. Det er bare direkte fra hånden, hvis det giver mening. Der er lidt mere personlighed over det. En historie bag det.«
Hun arbejdede hjemme i stuen, med udsigt til det motiv, der endte med at blive centrum i kalenderen.
»Jeg sad i vores stue, hvor vi har udsigt til Koldinghus. Det er jo altid så hyggeligt at se. Nu har vi boet der i et par år, så jeg har set Koldinghus med sne over, og så tænkte jeg, at det var jo helt perfekt. Jeg kan huske fra barndommen, at man nogle gange kunne skøjte på søen. Så jeg tænkte, det er det, jeg går med – sne, skøjtning og hygge.«
For hende skulle motivet være både genkendeligt og stemningsfuldt.
»Der skulle være noget genkendeligt for Kolding, og der skulle være noget lidt julet over det,« siger hun. »Man kan nærmest ikke undgå at se Koldinghus. Så jeg tænkte, det var oplagt.«
Når hun ser på den færdige kalender, er der især én detalje, der gør hende tilfreds.
»Jeg tror, jeg er mest tilfreds med de små skøjteløbere – hvordan isen og refleksionen er i isen. Det synes jeg, jeg har ramt meget godt.«
Det sværeste var at tage de visuelle beslutninger.
»Det har helt klart været at tage nogle beslutninger i forhold til farvelægning. Det synes jeg var lidt svært.«
Kalenderen har ikke kun et æstetisk formål. Hele overskuddet fra salget går til Hospitalsklovnene i Trekantområdet.
»Jeg synes, det er mega fedt at kunne bidrage på den måde, fordi man måske ikke selv lige har økonomien til at bidrage,« siger hun. »Jeg synes, det er fedt, at det går til et godt formål, og jeg er glad for, at jeg kan hjælpe på den måde og bidrage med det, som jeg kan.«
Når folk tager kalenderen med hjem, håber hun, at den kan noget mere end bare at vise datoer.
»Jeg håber, de oplever en fornemmelse af julehygge og samarbejde – både familiemæssigt og venskabsmæssigt. Og at den kan skabe noget generel hygge derhjemme.«
Hun fortæller smilende, at en køber allerede har kontaktet hende for at få print af motivet som juleplakat.
»Jeg blev faktisk kontaktet af en, der har købt kalenderen og spurgt, om jeg muligvis laver nogle prints af den, fordi hun gerne vil have det hængende. Så det er jeg begyndt at printe nu. Jeg laver cirka 50 eksemplarer, og så er det det, jeg har.«
Og hvis muligheden byder sig igen næste år, er hun klar.
»Det vil jeg bestemt gerne. Jeg synes, det har været fedt at være med til.«










