I en tid, hvor selv vejrudsigten kan få nogen til at føle sig stødt – fordi det regner for meget i deres identitet – er det på tide at tage et opgør. Ikke med dem, der bliver stødt. Men med idéen om, at det i sig selv er et argument for at tie stille. At følelser er vigtigere end fakta, og at “at blive krænket” skal være slutargumentet i enhver samtale.

Ytringsfriheden er ikke sat i verden for at beskytte de populære holdninger. Den eksisterer for at sikre, at vi må sige det, andre ikke bryder sig om at høre. Det betyder, at du må være uenig med mig – og jeg må være uenig med dig. Punktum. At ytre sig frit betyder ikke, at man har krav på at blive hørt – men man har ret til at sige det. Uanset om det handler om klima, køn, race, religion eller hvordan man laver frikadeller. Hvis du ikke kan lide, hvad du hører, har du to muligheder: Kig den anden vej – eller kom med et modargument. Du har ikke ret til, er at fratage mig retten til at ytre mig inden for lovgivnings rammer.

Når faglighed bliver kaldt krænkelse. Eks. En læge udtaler, at overvægt øger risikoen for livsstilssygdomme. Et veldokumenteret, fagligt udsagn. Alligevel kan denne angribes for at “fat-shame” og udskamme patienter.

Når man som politiker påpeger, at nogle kommunale medarbejdere underpræsterer eller at systemet er uigennemsigtigt og ineffektivt – så er det pludselig et “angreb på velfærdens frontpersonale”, ikke et legitimt ønske om forbedring? Vi er nødt til at kunne skelne mellem personangreb og faglig kritik. Ellers ender vi med et samfund, hvor ingen tør sige sandheden – og hvor problemerne vokser i tavshed.

Det er klart, at retorik fra skurvognen kan støde dem, der er opdraget i akademiske paneldebatter. På samme måde som høflige rundkredse kan virke som glansbilleder i øjnene på dem, der har levet et liv, hvor man ikke har tid til floskler. Nogle forstår ikke sprog uden gloser som “for helvede”, andre bliver distraheret, hvis ikke alle taler i kønslige neutrale vendinger. At blive fornærmet er ikke et argument. Det er en følelse. Følelser er vigtige – men de skal ikke censurere debatten. For den virkelige verden er ikke retfærdig. Den er ikke pæn. Den er ikke designet til at nusse vores selvbillede. Politisk korrekthed kan give likes på LinkedIn. Men autenticitet giver respekt i længden. Det kan koste stemmer – og det kan vinde stemmer. Det vigtige er, om man kan se sig selv i spejlet og sige: “Jeg har ikke spillet en rolle. Jeg har sagt, hvad jeg mente. Du ved hvad du får”

Sandheden er brutal – og nødvendig.. Problemer løses ikke, uden at kalde dem ved navn. At pakke alt ind i vat, fordi nogen måske bliver stødt, er ikke omsorg. Det er svigt. For hvordan skal vi ændre noget, hvis vi ikke må tale om det?

Så ja, jeg beklager, hvis min mening krænker dig. Men jeg står ved den. For uden ærlighed, uden rå ægthed og uden modet til at sige det upopulære, ender vi med politikere, der siger alt og mener intet og dem har vi nok af.

Og det, kære læser, burde vi alle føle os lidt krænket over.