
GASTRONOMI. Når foråret melder sin ankomst, begynder Fredericias gader igen at summe af liv. Folk søger mod midtbyen, hvor caféer og butikker slår dørene op til en ny sæson. En af dem, der gør sig klar med en række nye retter og desserter, er den italiensk-inspirerede café Gelato di Natura.
Caféen har i den kommende sæson gennemgået, hvad ejerne selv kalder »en ret stor ommøblering« på menukortet, hvor både dessertelskere og frokostgæster snart kan finde helt nye retter. Blandt desserterne kan man glæde sig til varianter som Dubai-is, Flødebolle-trifli, blåbær-cheesecake, Københavnerstang, Raffaello, Pandekage Spaghetti og den klassiske Pære Belle Helene. Særligt Dubai-isen er allerede blevet en favorit – en smagsvariant, der fik caféens gæster til at strømme til, og som Gelato di Natura var blandt de allerførste i landet til at præsentere.
Men caféens ejere lover, at der stadig venter endnu en hemmelighed lige om hjørnet:
– Den næste specielle is er også på vej – den holder vi lige lidt hemmelig endnu, fortæller ejerne med et hemmelighedsfuldt glimt i øjet.
Sæsonens nye klassikere på menuen
Gelato di Natura har siden begyndelsen skilt sig ud ved at arbejde tæt sammen med deres italienske kolleger. De henter deres is direkte fra eget ismejeri i Italien, hvor opskrifterne følges minutiøst efter gamle traditioner, og isen får tid til at modne langsomt. Det betyder, at smagen står renere, konsistensen mere cremet og fylden mere intens, end man måske er vant til.
– Vi rejser meget og har et godt samarbejde med kollegaerne i Italien, hvor vi supplerer hinanden med nye trends, som vi hurtigst muligt får på menuen. Det gælder både desserterne og de mere salte retter, fortæller caféens ejere.
Når gæsterne spørger efter anbefalinger, peger ejerne især på deres lakridsis med Amarelli-lakrids og mælkefri sorbet med højt frugtindhold af solmodne hindbær, brombær og blåbær.
Men caféen handler om mere end søde sager. Til foråret kommer også nye frokostretter som pinsa-pizza og pinsa-sandwich – en særlig type italiensk pizza med en let og luftig dej. Samtidig introduceres konceptet »byg selv-brunch« og flere varianter af caféens populære »dirty fries«. Drikkevarerne følger trop med nye lemonader og kaffespecialiteter, alt sammen importeret direkte fra Italien.
Midtbyens nye forsamlingshus
Med sommerens komme håber Gelato di Natura, at fredericianernes store opbakning vil fortsætte og måske endda skabe mulighed for endnu flere arrangementer i caféens hyggelige lokaler.
På få år er caféen blevet et populært samlingssted med en trofast skare af stamgæster, og ifølge ejerne skyldes det, at fredericianerne aktivt søger oplevelser af høj kvalitet:
– Generelt er opbakningen god, og vi har mange stamgæster. Opbakningen til de seneste arrangementer har blæst os bagud, og vi oplever, der er mange, der gerne vil have høj kvalitet.
Caféen ønsker altså ikke kun at være et spisested, men også et samlingspunkt i byens centrum, og derfor arbejder de aktivt med arrangementer i samarbejde med andre lokale virksomheder, blandt andet modeshow i samarbejde med butikkerne på Løvestrøget.
– Vi er fulde af gode idéer og har næste arrangement i støbeskeen. Vi er altid åbne for alle de idéer, der kommer vores vej, forklarer de og understreger deres ambition om, at Gelato di Natura skal være »midtbyens forsamlingshus«.
Det nye menukort vil være klart inden for de næste par uger, så når foråret for alvor folder sig ud, er Gelato di Natura klar til igen at byde velkommen til nye og gamle stamgæster i hjertet af Fredericia.
