BioBevar har anmodet om, at byggeriet på Oliegrunden i Strib stoppes midlertidigt. Anmodningen kommer som reaktion på udtalelser fra Lars Klitgaard, indehaver af Living Development, som i en artikel i Fyens Stiftstidende den 30. november 2024 udtalte, at Byrettens afgørelse ikke var bekymrende for projektet.
Living Development er én af de fem investorer, der står bag byggeriet af 38 rækkehuse og fire højhuse på Oliegrunden. Klitgaard påstod også, at projektet er den “grønneste udstykning i Middelfart Kommune” og at han ikke forstår, hvordan myndighederne skulle kunne stoppe projektet.
Denne udtalelse har fået BioBevar til at reagere. Foreningen mener, at udtalelsen giver indtryk af, at investorerne ikke respekterer dommen om beskyttelsen af arterne på grunden.
– Det er uhørt, at Middelfart Kommune og bygherren ignorerer en klokkeklar dom og fortsætter med at bulldoze både naturen og retssikkerheden. Hvis ikke engang retten kan bremse dem, hvem kan så? Det her er ikke kun et angreb på salamandre og flagermus, men også på vores fælles retssamfund, siger formand for BioBevar, Arno Kristiansen.
BioBevar mener, at dommen indikerer, at Middelfart Kommune har truffet en ugyldig afgørelse i forbindelse med byggeriet. Foreningen har derfor anmodet om, at Retten i Odense tillægger søgsmålet opsættende virkning, så byggeriet af højhusene stoppes, indtil retssagen er afsluttet. Kristiansen kritiserer også bygherrens påstand om, at projektet er “grønnere”, og kalder det for “naturforagt”. Han påpeger, at det er umuligt at kalde et projekt ”grønnere”, når det indebærer ødelæggelsen af levesteder for truede arter.
– At påstå, at levevilkårene for salamandre og flagermus er blevet bedre, fordi man har ødelagt deres habitat, er ikke kun arrogant – det er naturforagt i reneste form, siger Arno Kristiansen.
BioBevar understreger, at den afsagte dom forhindrer videre byggeri, medmindre forholdene for beskyttelsen af de truede arter er afklaret, og der er vedtaget en ny lokalplan. Foreningen opfordrer Planklagenævnet til hurtigt at genoptage behandlingen af sagen og træffe en afgørelse, der respekterer både dommen og naturens behov.
Arno Kristiansen oplyser slutteligt, at BioBevar fortsætter sin kamp for at sikre, at de juridiske forpligtelser overholdes og at naturen får den nødvendige beskyttelse i forhold til byggeriet på Oliegrunden.