EVENTS. I aften er der noget særligt på spil i butikken hos NIELSENs Middelfart. Fra klokken 18.30 inviterer tøjbutikken de unge drenge, der skal konfirmeres i 2026, indenfor til en inspirationsaften, hvor jakkesæt, veste og butterfly ikke bare hænger på bøjler – men bliver levende.
Det er den årlige konfirmandaften, hvor fokus i år udelukkende er på drengene. Og ifølge Anders Jørgensen fra NIELSENs handler aftenen om langt mere end tøj. »Det er en aften, hvor vi viser, hvad der rører sig inden for konfirmandtøj, hvad der er hot lige nu, og hvordan man kan sætte det hele sammen. Samtidig hygger vi os med sodavand og snacks, så det bliver en afslappet og rar oplevelse,« fortæller han.
Fra dreng til ung mand
I løbet af aftenen får konfirmanderne mulighed for at prøve forskellige sæt – på kryds og tværs – og mærke, hvordan det føles at stå i spejlet iført noget, der minder om det, de skal bære på en af livets store dage. »Mange af dem har aldrig haft en habit på før. Når de først får skjorte, vest, jakke, buks og butterfly på, så sker der noget. De retter ryggen, smiler lidt mere og kan godt se, at de faktisk ser rigtig godt ud,« fortæller Anders Jørgensen.
Tendensen er tydelig, oplever han. Hvor konfirmationstøjet tidligere ofte var mere afslappet, er det i dag langt mere gennemført. »For fem-seks år siden kunne det være en jakke, en T-shirt og et par jeans. I dag er det hele jakkesæt, og det er meget mere stylet. Det er faktisk ret fedt at se.«
En aften med følelser
Konfirmandaftenen er ikke kun for de unge, der for første gang prøver kræfter med jakkesæt og butterfly. Forældrene er ofte med og for mange af dem bliver aftenen også en følelsesmæssig påmindelse om, at noget er ved at forandre sig. »Og ja, som vi siger, så har vi Kleenex klar, for når forældrene ser deres lille purk i et helt sæt tøj med vest og butterfly, har vi oplevet, at tårerne godt kan begynde at fylde lidt. Og så tænker de bare: den lille knægt – nu er han jo blevet en ung mand,« siger Anders Jørgensen med et smil.
De øjeblikke er med til at give aftenen sin særlige stemning. Det er ikke kun en inspirationsaften, men også et fælles øjeblik for familierne, og et lille skridt på vejen mod en stor dag. »Det plejer at være rigtig hyggeligt. Der er god snak, god stemning og en følelse af, at det her er noget, man gør sammen,« siger han.
Også for personalet i butikken er konfirmandaftenen noget, der skiller sig ud i kalenderen. »Det er sindssygt sjovt. Vi hygger os virkelig med det, og det er fedt at få de snakke med både de unge og deres familier. Man mærker, at det betyder noget for dem,« fortæller Anders Jørgensen.
Når dørene åbner i aften i Algade i Middelfart, bliver butikken rammen om en inspirationsaften, hvor mange konfirmander for første gang får en fornemmelse af, hvordan den store dag kan tage sig ud.










