Fredericia Idrætscenter gør klar til MGP-fest: »Vi gør det for at skabe fede rammer for fredericianerne«

0

EVENTS. Lørdag aften forvandles hal 5 og 6 i Fredericia Idrætscenter til en stor MGP-festplads, når hundredvis af børn og forældre samles for at se Børnenes MGP 2026 på storskærm. Interessen har igen været massiv – 1.947 billetter er allerede hentet.

Arrangementet er gratis, og det er et bevidst valg, fortæller eventkoordinatorelev Anika Rasmussen. »Vi gør det for at skabe nogle fede rammer for fredericianerne. I stedet for at de sidder derhjemme hver især, så har vi rammerne til at holde et stort arrangement, hvor de kan deltage alle sammen og holde en stor fest for de børn og unge, der bor i kommunen,« siger hun.

Glimmer, dans og kreativitet inden showet

Dørene åbner klokken 17, og inden DR sender MGP live klokken 19, venter en række aktiviteter for de fremmødte. »Der er en masse aktiviteter, inden showet går i gang, hvor man kan hygge sig lidt og få brændt noget krudt af,« fortæller Anika Rasmussen.

Flere af aktiviteterne er skabt i samarbejde med lokale foreninger. LB Dans og Fredericia Håndboldklub har slået sig sammen om en »Glimmer & Glow«-station, hvor børnene kan få lagt makeup og blive gjort klar til festen. FHK har desuden et kreahjørne, hvor man kan lave ting sammen med frivillige fra klubben. »Det er aktiviteter, vi laver i samarbejde med foreningerne. Det koster et lille beløb, men det går til foreningerne,« fortæller hun.

LB Dans byder derudover på to danseworkshops inden showet, hvor børnene kan lære MGP-danse og brænde krudt af, inden det hele går løs.

Nyt setup i hal 5 og 6

I år er festen rykket ned i hal 5 og 6 – et nyt setup med én storskærm. Deltagerne kan tage et tæppe med hjemmefra, sætte sig på de opstillede borde og stole eller bruge tribunerne. »Så kan folk egentlig bare følge med, danse med og hygge sig,« siger Anika Rasmussen.

Lokal MGP-deltager på skærmen

Når storskærmen tændes klokken 19, vil det i år være med en helt særlig lokal forbindelse. 13-årige Anna Frida fra Fredericia er nemlig blandt årets MGP-deltagere og skal synge sin sang »Ligeglad ligeglad« foran hele Danmark – alene på scenen. Så der er al mulig grund til at heppe lidt ekstra i hal 5 og 6 lørdag aften.

Og for de familier, der vil gøre det til en hel MGP-dag, er der mulighed for det. Tidligere på dagen afholder 123fest.dk og FDF Fredericia Søndermarken »Hop og Leg« i en af idrætscentrets andre haller, hvor børnene kan brænde krudt af med hoppeborge, wipe out og danseworkshops, inden det store show går i gang.

MGP-festen i Fredericia Idrætscenter finder sted lørdag den 21. februar. Dørene åbner klokken 17, og DR sender MGP live klokken 19.

Læs også

Energinet graver alle de kabler ned, vi kan

0

En række lokale politikere fra Kolding beskylder i et debatindlæg i Kolding Avisen Energinet for at tromle hen over Kolding Kommune. Desværre har de misforstået de tekniske muligheder for at lave nedgravede kabler og maler på den baggrund et fortegnet billede af alternativerne til Energinets foreslåede linjeføring.

God dialog med Kolding Kommune

Men lad os starte med enigheden. Vi er helt enige i én ting: Den grønne omstilling må ikke ske hen over hovedet på lokalsamfundene. Den skal ske ordentligt og med respekt for de mennesker, der bliver berørt.

Vi har gennem længere tid været i dialog med de 12 kommuner, der bliver berørt af projektet. Vi har fået vigtig viden om kommunernes planer og forsøgt at tage hensyn til de mange interesser, herunder beboelse, erhverv og natur.

Det er rigtigt, at ingen af kommunerne har vetoret i planlægningen af forbindelsen. Det er en statslig opgave, som vi varetager på vegne af hele Danmark. Men de informationer, vi har fået fra kommunerne, har været vigtige for planlægningen af linjeføringen.

Den eksisterende linje kan ikke genbruges

Vi har fuld forståelse for, at Kolding Kommune ønsker, at vi i videst muligt omfang følger den eksisterende linjeføring og tager hensyn til beboelse og natur.

Men det er vigtigt at understrege, at den eksisterende linjeføring ikke kan genbruges. Det er der primært to årsager til.

For det første er den eksisterende elforbindelse kritisk for forsyningen af borgere og virksomheder i hele området i Øst-, Syd- og Sønderjylland. Den kan derfor ikke tages ud af drift i den lange periode, det vil kræve at bygge en ny forbindelse på samme sted.

For det andet vil vi ikke kunne få tilladelse til at bygge en ny forbindelse, hvor de eksisterende luftledninger står i dag. Siden forbindelsen blev bygget i 1970’erne, er der kommet omfattende dansk og europæisk miljølovgivning, som vi skal overholde. Dertil kommer, at byerne mange steder – også i Kolding – er vokset ud under elmasterne. Vi kan simpelthen ikke føre nye luftledninger frem samme sted på grund af beboelse, erhverv, motorvejsudvidelser m.m.

Borgerinddragelse har ført til ændringer

Det er ikke korrekt, når lokalpolitikerne skriver, at vi tromler hen over kommunen og borgerne. Vi anerkender fuldt ud, at projektet påvirker mange, og at nogle borgere bliver meget berørt.

Derfor skal vi også i dialog og lytte.

Vi har holdt dialogmøder for berørte borgere og inviteret dem til at indsende deres bemærkninger – en mulighed, som 800 borgere har benyttet sig af. Vi har behandlet alle de mange kommentarer og omkring 350 konkrete forslag til linjeføringen.

Det har resulteret i 20 større og 40 mindre ændringer af placeringen af kabler, luftledninger og stationer på strækningen mellem Aarhus og Aabenraa.

Derudover får berørte borgere hen over sommeren mulighed for til de relevante myndigheder at indsende høringssvar til både landsplandirektivet og miljøvurderingen af det netfremskyndelsesområde, der ligger til grund for projektet.

Hvorfor ikke bare grave det hele ned?

Det er en misforståelse, at kabellægning handler om vilje eller økonomi. Vi følger Folketingets beslutning om at kabellægge alt det, der er teknisk muligt.

I debatindlægget peges der på en række alternativer til 400 kV-luftledningen. Desværre har forfatterne misforstået de tekniske muligheder.

Energinet og Danmark er verdensførende, når det kommer til kabellægning af højspændingsforbindelser. Vi er i gang med at kabellægge hele 132/150 kV-nettet i takt med, at gamle forbindelser skal fornys.

Men på 400 kV-forbindelserne – elnettets motorveje – er det kun forsvarligt at nedgrave en del af strækningen, hvis vi fortsat skal kunne sikre høj forsyningssikkerhed for borgere og virksomheder. Vi kabellægger i alt 30 km ud af 190 km mellem Aarhus og Aabenraa, blandt andet ved Alminde-Viuf i Kolding Kommune.

Det er ikke muligt at lægge midlertidige kabler, mens man erstatter den eksisterende forbindelse. Heller ikke selv om man etablerer mange flere kabler på et lavere spændingsniveau.

For at erstatte den planlagte elforbindelse med to 400 kV-systemer på samlet 4.000 MW skal man bruge omkring tyve parallelle 150 kV-kabelsystemer. Det vil i praksis være umuligt at installere og endnu sværere for ikke sige umuligt at drive stabilt.

Det vil kompromittere forsyningssikkerheden og skabe problemer for borgere og virksomheder. Det svarer til at bygge tyve parallelle landeveje for at erstatte en motorvej.

Fælles opgave – fælles ansvar

Elforbruget stiger markant i de kommende år. Når vi skifter gasfyr og dieselbiler ud med el, kræver det mere kapacitet i elnettet.

Det er baggrunden for, at forbindelsen mellem Aarhus og Aabenraa skal styrkes.

Energinet har en fælles samfundsopgave med at sikre et udbygget og stabilt elnet, der kan understøtte vækst og udvikling i hele Danmark. Men det betyder ikke, at lokale hensyn er ligegyldige. Tværtimod. Vi lytter og vil gerne fortsætte dialogen med kommuner og borgere.

Sepp Piontek er død

0

Den tidligere danske landstræner Sepp Piontek er onsdag gået bort efter kort tids sygdom. Han blev 85 år.

Sepp Piontek efterlader sig hustruen Gitte, børnene Stephanie, Jacob og Malene samt børnebørn og oldebørn. Familien ønsker ro i den kommende tid.

Med Sepp Pionteks død har dansk fodbold mistet den mand, der mere end nogen anden forvandlede landsholdet fra en nordeuropæisk kuriositet til et hold, verden lagde mærke til.

Fra Bundesligaen til Danmark

Josef »Sepp« Piontek blev født den 5. marts 1940 i Breslau, dengang en del af Tyskland, i dag den polske by Wrocław. Han voksede op i efterkrigstidens Vesttyskland og uddannede sig til fodboldspiller. Som forsvarer spillede han i Bundesligaen for Werder Bremen i en årrække og nåede også at optræde på det vesttyske landshold.

Efter den aktive karriere gik Piontek trænervejen. Han arbejdede som træner i flere tyske klubber, inden Dansk Boldspil-Union i 1979 ansatte ham som landstræner. Det var et opsigtsvækkende valg. Danmark havde aldrig haft en udenlandsk landstræner, og holdet var langt fra verdenseliten. Landsholdet havde ikke kvalificeret sig til en slutrunde i mere end to årtier.

Dynamitholdet

Det, Piontek byggede op i løbet af de følgende år, forandrede dansk fodbold for altid. Han samlede en generation af usædvanligt talentfulde spillere og fik dem til at fungere som et hold. Michael Laudrup, Preben Elkjær, Morten Olsen, Søren Lerby, Jesper Olsen, Frank Arnesen, Jan Mølby og Klaus Berggreen var blandt profilerne på det hold, der blev kendt som Dynamitholdet.

Tilnavnet var fortjent. Holdet spillede en angrebsfodbold, der var lige dele mod og kvalitet. Piontek insisterede på, at Danmark skulle spille fremad, og han formåede at forene spillernes individuelle klasse med en kollektiv disciplin, der gjorde holdet til mere end summen af dets dele.

I 1983 kvalificerede Danmark sig til EM i Frankrig i 1984. Det var landsholdets første slutrunde siden 1966. I Frankrig spillede danskerne sig ind i alles bevidsthed med en 5-0-sejr over Jugoslavien i åbningskampen. Holdet nåede semifinalen, hvor Spanien blev for svært i en dramatisk kamp, der blev afgjort på straffespark.

To år senere kvalificerede Piontek holdet til VM i Mexico i 1986. Her besejrede Danmark Uruguay og Vesttyskland i gruppespillet og leverede nogle af turneringens mest underholdende kampe. I ottendedelsfinalen ventede Spanien igen, og denne gang tabte Danmark 1-5 i en kamp, der blev et brat punktum for det, mange betragter som den mest underholdende periode i dansk fodboldhistorie.

Et varigt aftryk

Piontek fortsatte som landstræner frem til 1990, hvor han efter en skuffende kvalifikation til VM stoppede. Han havde da stået i spidsen for landsholdet i 11 år og grundlagt en selvforståelse i dansk fodbold, der rakte langt ud over hans egen tid. Da Richard Møller Nielsen to år senere førte holdet til EM-triumfen i Sverige i 1992, var det på et fundament, som Piontek i høj grad havde lagt.

Efter tiden i Danmark vendte Piontek tilbage til klubfodbolden. Han trænede blandt andet den tyske klub Fortuna Düsseldorf og var i en kortere periode landstræner for Tyrkiet. Men det var årene i Danmark, der definerede hans karriere og eftermæle.

Piontek bosatte sig i Danmark og blev i landet. Han giftede sig med danske Gitte og slog rødder i det land, han var kommet til som fremmed og havde gjort til sit eget. Gennem årtierne forblev han en varm og respekteret stemme i dansk fodbold, der jævnligt deltog i jubilæer og markeringer af Dynamitholdets bedrifter.

En tysker, der blev dansk

Sepp Pionteks betydning for dansk fodbold lader sig vanskeligt overvurdere. Han kom til et land uden tradition for at nå slutrunder og efterlod et land, der betragtede sig selv som en fodbolnation. Han gjorde det med en blanding af tysk grundighed og en åbenhed over for de danske spilleres kreativitet, der viste sig at være en formidabel kombination.

Han var ikke bare en træner, der vandt kampe. Han var en kulturbærer, der ændrede den måde, et helt land så på sig selv på en fodboldbane.

Sepp Piontek blev 85 år.

Narkokørsel, indbrud og tyveri: Onsdagens politisager på Fyn

0

Fyns Politi har registreret en række sager fra onsdag, heriblandt en sigtelse for narkokørsel, fire indbrud og fund af euforiserende stoffer.

23-årig sigtet for narkokørsel

En 23-årig mand fra Odense Kommune er sigtet for at føre personbil under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev standset onsdag klokken 16.44 på Ejbygade i Odense.

Euforiserende stoffer fundet i bil og på person

Ved en ransagning af et køretøj på Gartnertorvet i Odense onsdag klokken 18.40 blev der fundet euforiserende stoffer. Senere samme aften klokken 20.45 blev en 24-årig mand fra Odense Kommune fundet i besiddelse af en mindre mængde euforiserende stoffer på Grønlandsgade i Odense.

Fire indbrud på Fyn

Der blev begået indbrud fire steder på Fyn i løbet af de seneste dage. På Fuglekildevej i Tommerup blev der onsdag konstateret indbrud. Indstigning er ikke beskrevet. Der er ikke overblik over stjålne genstande.

På Høstblomsten i Odense N blev et vindue formentlig brudt op med et koben. Indbruddet fandt sted fra onsdag den 11. februar. Det er ukendt, hvad der er stjålet.

På Kimbrerbakken i Odense SV blev et vindue opbrudt fra tirsdag klokken 13. Der er formentlig intet stjålet.

På Tirsvej i Odense V blev en dør brudt op onsdag klokken 13.30. Der blev stjålet en del sølvtøj.

Betalingskort stjålet og misbrugt

Et betalingskort blev stjålet fra en jakkelomme i området omkring Odense Banegårds Center fra mandag klokken 19.30. Kortet blev efterfølgende misbrugt.

Hærværk mod beplantning i Otterup

Der er anmeldt hærværk mod beplantning i en krukke ved indgangen til en ejendom på Søndergade i Otterup fra mandag klokken 16.30.

Det oplyser Fyns Politi torsdag den 19. februar.

Bus gled på glat vej og ramte to biler i Odense

0

En bus kørte onsdag morgen klokken 8.07 ad Rismarksvej i Odense i nordøstlig retning, da den ikke kunne bremse på grund af glat føre. Bussen gled frem og ramte en parkeret bil, som blev skubbet videre frem i endnu en bil. Bussen kunne køre fra stedet. Den ene bil blev nødflyttet. Der var ingen alvorlig personskade.

Det oplyser Fyns Politi torsdag den 19. februar.

Gik på skinnerne på Fredericia Banegård: Sigtet for hash og brud på jernbaneloven

0

Politiet rykkede onsdag klokken 15.18 ud til Fredericia Banegård på Jernbanegade efter en anmeldelse om højlydte og opfarende personer, der gik rundt på jernbanens skinner.

En patrulje tog kontakt til tre personer. En 25-årig kvinde fra Svendstrup blev sigtet for overtrædelse af jernbaneloven ved at gå på skinnerne samt for opfarende adfærd. Hun blev desuden fundet i besiddelse af 21,8 gram hash. En 26-årig person blev sigtet for at gå på skinnerne.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi torsdag.

Læs meget mere på KRIMI AVISEN

38-årig fyldte rygsæk med chokolade i Netto

0

En 38-årig mand fra Korsør er sigtet for butikstyveri i Netto på Vesterbrogade i Fredericia onsdag klokken 16.35.

En butiksdetektiv opdagede på videoovervågningen, at manden var i gang med at fylde en rygsæk med chokolade. Han blev kontaktet uden for sidste betalingsmulighed. Der var stjålet for 885 kroner.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi torsdag.

Stjal knallert og svejseapparater for 80.000 kroner ved indbrud i Erritsø

0

Der blev begået indbrud i en lagerbygning på Brovadvej i Erritsø fra tirsdag aften klokken 21 til onsdag klokken 13.20. En trædør blev opbrudt, formentlig med et koben.

Der blev stjålet en hvid knallert og to svejseapparater til en samlet værdi af 80.000 kroner.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi torsdag.

Kommunens medieforbrug: Basisaftaler droppes, byrådsmøder konkurrenceudsættes

0

Fredericia Kommunes forbrug på annoncering og markedsføring hos lokale medier har været faldende siden 2020. Nu afvikles basisaftalerne med de tre medieaktører helt, og livestreaming af byrådsmøder skal konkurrenceudsættes i løbet af 2026.

Det fremgår af en orienteringssag på Økonomi- og Erhvervsudvalgets møde mandag den 23. februar.

Økonomi- og Erhvervsudvalget godkendte i februar 2025 aftaler om køb af annoncering og markedsføring hos tre medieaktører i kommunen. Aftalerne omfattede både en basispakke og supplerende rabataftaler samt produktion og visning af byrådsmøder. Efter et år skulle forbruget evalueres.

Den evaluering foreligger nu, og den viser et generelt faldende indkøb hos aktørerne fra 2020 til 2025. Samtidig konkluderer forvaltningen, at grundlaget for en basisaftale er faldet bort, fordi Visit Fredericia, turismeindsatsen og bosætningsindsatsen i væsentligt omfang er overført til Business Fredericia i forbindelse med kommunens omorganisering i 2025.

Kommunens fremtidige behov for annoncering vil derfor blive dækket på ad hoc-basis. Forvaltningen understreger i den forbindelse, at det er vigtigt, at man »i videst muligt omfang bruger de lokale medier, når de har de bedste forudsætninger for at løse opgaven.«

Basisaftalen dækkede hidtil annoncering i forbindelse med jul, sommer, vinterferie, påskeferie, Fæstningsdagene, efterårsferie, bosætning og Visit Fredericias generelle tilstedeværelse.

Derudover sætter forvaltningen et arbejde i gang med at reducere antallet af abonnementer og omlægge til billigere alternativer.

Det konkrete forbrug fordelt på de tre aktører fremgår af et bilag, der ikke er offentligt tilgængeligt.

Danske Digitale Medier A/S, der udgiver denne avis, er en af de tre medieaktører, der nævnes i sagen. Danske Digitale Medier kan oplyse, at Fredericia Kommune i 2026 ikke har en aftale med mediet og køber for 0 kroner.




250.000 kroner til Kulturkasernen – midt i sparekrav på 150 millioner

0

Mens Fredericia Kommune forbereder sig på besparelser for 150 millioner kroner, har budgetforliget øremærket 250.000 kroner årligt til aktiviteter i Kulturkasernen. Pengene skal blandt andet findes ved at skære i Den Vestdanske Filmpulje og lokalradiopuljen.

Det fremgår af dagsordenen til Økonomi- og Erhvervsudvalgets møde mandag den 23. februar.

Forligsteksten fra budget 2026 slår fast, at Kulturkasernen skal være ramme for »fællesskabsskabende aktiviteter« og rumme »et mangfoldigt og bredt kulturliv, hvor nye fællesskaber kan opstå på tværs af generationer, interesser og kunstarter.«

Finansieringen for 2026 er sammensat af overførte midler fra udvalgets budget 2025 på 140.000 kroner, 59.000 kroner fra lokalradiopuljen og 51.000 kroner fra overskydende midler på holdsportsprojekterne for håndbold og fodbold.

Fra 2027 og frem ændres finansieringen. Her tages 140.000 kroner fra Den Vestdanske Filmpulje, hvis samlede budget er på 250.000 kroner. Derudover bidrager lokalradiopuljen fortsat med 59.000 kroner og holdsportsprojekterne med 51.000 kroner.

Aktiviteterne i Kulturkasernen skal i 2026 omfatte opgradering af lokaler, videreførelse af nuværende aktiviteter som repair-caféen, nye partnerskaber og arrangementer samt bedre skiltning og synlighed.

Beløbet er beskedent i den store sammenhæng. Men finansieringsmodellen illustrerer en velkendt mekanisme i kommunal budgetlægning: nye prioriteringer dækkes ved at tage fra eksisterende puljer, der i forvejen er små. Den Vestdanske Filmpulje mister mere end halvdelen af sit budget. Lokalradiopuljen halveres.