Fra 1. til 30. november har borgere i Danmark mulighed for at indlevere ulovlige våben til politiet, uden at der vil blive rejst tiltale.Tiltaget er en såkaldt “frit lejde-aktion,” iværksat af justitsminister Peter Hummelgaard (S) og en del af regeringens seneste bandepakke, der skal have til formål at mindske mængden af ulovlige våben i omløb.
Dette oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse, rapporterer Ritzau.
Initiativet giver borgere mulighed for at aflevere våben anonymt, hvilket betyder, at man kan indlevere farlige genstande som skydevåben, knive og håndgranater uden frygt for retsforfølgelse. Med aktionen håber man at kunne reducere antallet af våben, som risikerer at ende i hænderne på kriminelle bander.
Tiltaget kommer i forlængelse af regeringens mål om at styrke sikkerheden i samfundet og støtte politiets indsats mod organiseret kriminalitet. Frit lejde-aktionen vil kun være gældende i november måned, og både politiet og anklagemyndigheden er instrueret i at undlade at rejse sigtelse mod personer, der benytter sig af muligheden.
Fra mandag den 25. november vil den receptpligtige næsespray Ventizolve, der indeholder modgiften Naloxon, kunne købes i håndkøb på apoteker i Danmark.
Formålet med ændringen er at give hurtigere adgang til livreddende hjælp i tilfælde af en overdosis, en beslutning der bakkes op af Lægemiddelstyrelsen.
Livreddende tilgængelighed
Ventizolve-næsesprayen har hidtil krævet recept, men i lyset af det stigende antal overdoser blandt personer, der bruger opioider som rusmiddel, bliver produktet nu frit tilgængeligt. Ifølge Lægemiddelstyrelsen gør ændringen det nemmere for dem, der befinder sig i misbrugsmiljøer og i nattelivet, at kunne hjælpe i kritiske situationer. Enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, Hanne Lomholt Larsen, understreger, at hurtig behandling kan redde liv:
– Når man bruger næsesprayen på personer, der har fået en overdosis, skal man holde øje med, at virkningen sætter ind inden for få minutter. Hvis der ikke ses forbedring efter 2-3 minutter, bør man give endnu en dosis, og i alle tilfælde ringe 112.
Tidligere har den receptpligtige tilgang krævet, at læger både instruerede og udleverede et patientkort med vigtige informationer om brugen af medicinen. Fremover vil apotekerne tage ansvar for at informere kunder om korrekt anvendelse af næsesprayen.
Nye muligheder for hjælp i udsatte miljøer
Muligheden for at købe Ventizolve uden recept kan ifølge Lægemiddelstyrelsen få betydning for mange, der færdes i udsatte miljøer. SSP-medarbejdere, politifolk, dørmænd, nattevagter og andre med tæt kontakt til misbrugsmiljøer og nattelivet vil nu lettere kunne hjælpe personer, der er ramt af overdoser. Lægemiddelstyrelsen håber, at dette kan bidrage til hurtigere indsatser, hvor de tætte miljøer allerede har stor indflydelse.
Danmark følger hermed et internationalt eksempel. I lande som Sverige, Frankrig og USA har myndigheder også valgt at fjerne receptkravet for Naloxon-præparater.
Sundhedsministeren præsenterede mandag en national handlingsplan mod opioidoverdoser, som blandt andet inkluderede denne beslutning.
I 2022 traf Fredericia Byråd enstemmigt en klar beslutning om at fjerne spilreklamerne fra Sydtrafiks busser. Denne beslutning var ikke bare symbolsk – den var en nødvendighed for at beskytte byens unge og mest sårbare borgere mod spilafhængighed og uetisk markedsføring. Men næsten to år senere ser vi stadig de samme reklamer køre rundt i byen. Det rejser et alvorligt spørgsmål: Hvad er det værd, at byrådet vedtager en beslutning, hvis den bare falder mellem to stole?
Som Danmarksdemokrat er jeg bekymret. For hvis det her kan ske med en så enkel, men principielt vigtig beslutning, kan vi så overhovedet stole på, at de beslutninger, vi som borgere forventer bliver gennemført, bliver taget alvorligt? Det er ikke kun et spørgsmål om en glemt reklamehenvendelse – det er et spørgsmål om tillid til vores kommunale system og de mennesker, der står i spidsen for det.
Emil Fredslund Rasmussen.
Kommunens ledelse har forklaret, at sagen blev glemt i systemet på grund af en administrativ fejl. Det kan måske lyde uskyldigt, men i virkeligheden er det et dybt alvorlig svigt. Beslutningen blev taget, ansvaret blev fordelt – og alligevel skete der ingenting. Det skaber ikke kun frustration, men en utryghed omkring, om der mon er andre beslutninger, som også er gået i glemmebogen. Hvordan kan vi sikre os, at beslutninger, der er truffet for borgernes bedste, ikke ender som ubrugte dokumenter i kommunens system?
Fredericia fortjener bedre. Vi fortjener en kommune, hvor beslutninger bliver fulgt op og gennemført med præcision. Vi skal ikke acceptere, at byrådets beslutninger bliver kastet til side, fordi “det desværre kan ske.” Som borger og Danmarksdemokrat mener jeg, at det er uacceptabelt, og det kalder på handling. Vi har brug for et system, der kan sikre, at de beslutninger, som tages, faktisk bliver ført ud i livet – ikke bare for spilreklamer, men for alle de områder, hvor byrådet lover at skabe forandringer.
Lad os som borgere kræve, at Fredericia Kommune tager sit ansvar alvorligt. Det handler om at kunne have tillid til, at det, byrådet beslutter, bliver en realitet. For hvis vi ikke kan stole på, at en så simpel beslutning bliver ført ud i livet, hvad kan vi så stole på?
Der er opstået brand hos Nippon Gases Danmark A/S, beliggende på Røde Banke 120, 7000 Fredericia. Sydøstjyllands Politi, TrekantBrand og ambulancer er til stede for at håndtere situationen.
12:40: Der er ro på, men virksomheden har henstillet pressen til ikke at gå ind på grunden.
12.29: Det lugter kraftigt. TrekantBrand arbejder lige nu på industribygningens tag.
Klokken 11.10 blev TrekantBrand sendt til bygningsbrand/industribrand hos Nippon Gases i Fredericia.
Branden er i øjeblikket under kontrol, men slukningsarbejdet fortsætter. Der er ingen meldinger om tilskadekomne, men der er redningsmandskab på stedet.
TrekantBrand oplyser, at de vil være til stede i et stykke tid endnu for at sikre, at branden bliver slukket helt. Offentligheden opfordres til at respektere de afspærringer, der er etableret i området, og at finde alternative ruter for at undgå forstyrrelser.
Desuden er der sendt en drone i luften for at hjælpe med få et overblik over branden.
De Danske Forsvarsbrødre for Fredericia og Omegn samt 6. Juli Komiteen skifter formand ved den ordinære generalforsamling den 4. februar 2025. Den nuværende formand, Erik Schwensen, har truffet en vigtig beslutning om at overdrage ansvaret til sin efterfølger.
– For godt to år siden lovede jeg den daværende borgmester og chefen for Føringsstøtteregimentet, at jeg ville forblive formand for 6. Juli Komiteen mindst til og med 175-års jubilæet i 2024. Samtidig besluttede jeg, at mit tredje genvalg i februar 2023 skulle blive mit sidste. Denne beslutning drøftede jeg indledningsvis kun med ganske få personer, fortæller Erik Schwensen og uddyber:
– For lidt over et år siden inddrog jeg hele bestyrelsen for Forsvarsbrødrene og 6. Juli Komiteen i mine overvejelser. Vi diskuterede den fremtidige sammensætning af bestyrelsen, så vi allerede ved generalforsamlingen den 6. februar 2024 kunne skabe de bedst mulige forudsætninger for formandsskiftet i 2025. Dette arbejde blev afsluttet på bestyrelsesmødet den 22. oktober 2024.
Rettidig omhu i ledelse
I sin refleksion over ledelse og ansvar fremhæver Schwensen vigtigheden af at træffe beslutninger i rette tid for at sikre foreningens fortsatte udvikling. Han understreger, at man bør trække sig tilbage, når tiden er til det, og det er nu.
– Jeg mener, at man som leder bør trække sig tilbage, mens foreningen er på vej op, og man selv kan levere 112%. Denne form for rettidig omhu sikrer, at der stadig er uforløste potentialer, som det kommende lederskab kan tage op og arbejde videre med.”
Med stolthed ser Schwensen tilbage på sin tid som formand, hvor medlemstallet er steget.
– Jeg har været meget glad for at være formand i otte år og før det tre år som næstformand. I denne periode er medlemsantallet steget med cirka 20 procent, og gennemsnitsalderen er faldet fra 72 til 64 år, siger han og ud udtrykker sin taknemmelighed over samarbejdet med de mange partnere omkring 6. Juli-dagene:
– I løbet af de otte år har vi nået mange gode resultater i et fantastisk samarbejde, som kulminerede med dette års 175-års jubilæum. Jeg skrev en artikel om jubilæet i Fredericia Avisen og Fredericia Magasinet med titlen ‘Kom bag et 175-års Jubilæum’ den 23. september 2024.”
Schwensen afslører, at hans næstformand, Hans Henrik Hansen, har indvilget i at overtage formandsposten, mens Major Henrik Schiøler er villig til at tage næstformandsposten.
– Jeg er meget glad for, at Hans Henrik, som gør et fantastisk arbejde, er den rette til at overtage posten som formand i begge fora. Dette er bestyrelsens oplæg til valg ved den ordinære generalforsamling den 4. februar 2025. Indtil den nævnte generalforsamling fortsætter Schwensen sit hverv som formand og inddrager Hans Henrik Hansen i alle beslutninger.
Erik Schwensens er dog langt fra pensionsmoden:
– Flere spændende og nye opgaver ligger foran mig – også MED HJERTET FOR FREDERICIA. De er i støbeskeen, og jeg vil løfte sløret for dem ved en senere lejlighed, slutter han.
Borgmester takker for indsatsen
Fredericias borgmester Christian Bro takker Erik Schwensen for sit arbejde.
– Jeg vil gerne sige en stor tak til Erik Schwensen for hans imponerende indsats som formand for 6. Juli Komiteen. Han har med et forbilledligt overblik og sans for detaljen været med til at udvikle 6. Juli-Dagene, så den årlige markering af Slaget ved Fredericia stadig er en begivenhed, hvor fredericianere og byens gæster samles for at mindes det, der skete natten mellem den 5. og 6. juli for 175 år siden. I dag står 6. Juli-Dagene på et solidt fundament, og selv om vi er mange, der kommer til at savne Erik Schwensens engagement, så har jeg stor respekt for hans beslutning om, at det nu er tid til at give stafetten videre til en ny formand, udtaler Christian Bro.
Fredericia Kommunes Senior- og Socialudvalg står foran en gennemgang af den økonomiske status med 3. budgetopfølgning for 2024, som viser markante udfordringer. En samlet merudgift på 7,8 mio. kr. fordeler sig på både seniorområdet og socialområdet, hvor man på flere fronter kæmper med stigende udgifter og vanskeligheder ved at finde besparelser.
Budgetopfølgningen illustrerer, hvordan udvalget på nogle områder formår at balancere økonomien, mens specifikke sektorer kræver særlige tiltag for at afbøde budgetpres.
På seniorområdet ventes et merforbrug på 3,7 mio. kr., hvor især udgifter til hjemmepleje, sygepleje og plejehjem presser økonomien med 16,1 mio. kr. Udgifterne skyldes i høj grad et øget sygefravær, som har skabt et stort behov for vikarer. Kommunen har derfor indledt et samarbejde med en ekstern konsulent og aktiveret forebyggelseskonsulenter i et forsøg på at nedbringe sygefraværet og dermed minimere behovet for vikarer. Samtidig fokuseres på en kulturændring, så brugen af vikarer sker mere hensigtsmæssigt.
Køkkenerne i kommunen mærker også økonomiske udfordringer med en samlet stigning i materialer og råvarepriser på 1,3 mio. kr., samtidig med at pris- og lønfremskrivningen blev reduceret med 0,3 mio. kr. En intern analyse af køkkendriften er nu iværksat med henblik på at finde mulige besparelser og optimere driften fremadrettet.
Positive takter ses dog i afdelinger som Hjælpemidler og Kommunikation, der trods udfordringer balancerer økonomien, men der er også risiko for ekstraudgifter, blandt andet på grund af udskiftning af låsesystemer i ældreboligerne, som kan presse budgettet yderligere.
Socialområdet står over for et forventet merforbrug på 4,1 mio. kr., svarende til 1,16 % over det korrigerede budget. Især eksterne bo- og dagtilbud presser økonomien med en stigning på 4,5 mio. kr. Grundet flere visiterede borgere til permanente botilbud og stigende priser per borger stiger også udgifterne til aktivitets- og samværstilbud. Samtidig udfordres bostøtteområdet af et kapacitetsproblem, hvor der forventes et merforbrug på 5,1 mio. kr. Kapacitetsproblemer forværres af sygefravær, mangel på aftenstøtte og et behov for kompetenceudvikling. Kommunen samarbejder med et eksternt konsulentfirma for at justere kapaciteten, og der gennemføres analyser for at optimere støtten, som på sigt kan sikre en økonomisk bæredygtig løsning.
Ændringer i regnskabsåret for socialområdets eksterne tilbud medfører en engangsudgift på 15 mio. kr. i 2024, som vil dække 13 måneder. Dette håndteres som en teknisk justering i kommunens økonomi og er nødvendigt for at opnå ensartet økonomistyring på længere sigt.
Desuden ses udfordringer i overførsels- og driftsudgifter i ældre- og plejeboligerne med et merforbrug på 1,2 mio. kr. på grund af tomgang. Kommunen har iværksat tiltag for at kompensere for merforbruget, men effekten er endnu ikke fuldt ud synlig. Her arbejder Senior- og Socialudvalget på at finde langsigtede løsninger.
For at skabe balance i budgettet har Senior- og Socialudvalget søgt om omplacering af midler mellem udvalg. Midler overføres til Økonomi- og Erhvervsudvalget til en boligrådgiver i myndighedsafdelingen og til kulturelle aktiviteter, og serviceudgifter omplaceres til anlægsudgifter i forbindelse med køb af en bus til Proaktiv. Ændringerne vurderes dog som budgetneutrale uden påvirkning af kommunens kassebeholdning.
Den samlede orientering for udvalget understreger de økonomiske udfordringer, kommunen står overfor på borgernære områder, og indikerer et stigende pres på servicerammen med de demografiske ændringer og højere plejekrav.
En mandlig beboer på 74 år er blevet kendt skyldig i en 99-årig kvindes død, efter han overfaldt hende på deres fælles plejehjem i Christiansfeld. Sagen, der blev afgjort i Retten i Kolding, har trukket dybe spor og efterladt spørgsmål om, hvordan retssystemet håndterer sager, hvor personer med demens er involveret. Det skriver tv2.dk.
Det var en decembermorgen sidste år, da den 74-årige mand forvildede sig ind i kvindens lejlighed. Ifølge retsdokumenterne troede manden, at han var i sin egen bolig, og da kvinden forsøgte at få ham til at forlade stedet, blev situationen voldsom. Kvinden blev skubbet omkuld, og det resulterede i, at hun brækkede hoften, næsen, og hendes skulder gik af led. En hastig operation blev udført samme dag, men allerede næste morgen blev kvinden fundet død.
Anklagemyndigheden vurderede, at den vold, hun blev udsat for, var en medvirkende årsag til hendes død, da hendes skrøbelige tilstand gjorde operationen risikabel, men uundgåelig. Under retssagen forklarede en vicestatsobducent fra Aarhus Universitet, at kvinden var for svag til at overleve proceduren, men at indgrebet var nødvendigt for at redde hendes liv.
På retsmødet kom flere stærke vidneudsagn frem. Kvindens datter kunne fortælle, at moderen havde beskrevet manden som ”rigtig modbydelig,” og at hun flere gange havde oplevet ham komme uinviteret ind i hendes bolig. Til trods for den voldelige episode udtrykte kvinden ifølge vidner ingen ønske om at anmelde manden, da hun forstod, at han ikke handlede i ond hensigt, men derimod som følge af sin demenssygdom.
Spørgsmålet om den 74-åriges fremtid er dog endnu ikke afklaret. Manden, der har været fængslet i psykiatrisk varetægt siden december sidste år, står nu over for en afgørelse om, hvorvidt han skal anbringes på en psykiatrisk afdeling. Flere eksperter har udtrykt bekymring for, om psykiatrien er det rette sted for en dement mand. Kritikere mener, at han i stedet burde få plads på et specialiseret demensplejehjem, hvor der kunne tages hensyn til hans behov og udfordringer.
En beboer på Kaltoftevej i Fredericia fik en kedelig overraskelse, da vedkommende vendte hjem fra ferie mandag aften.
Da vedkommende ankom til sit hus kunne man se, at der havde været indbrud, og anmeldte hændelsen til politiet klokken 23:58. Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.
Tyvene har brudt soveværelsesvinduet op og stjålet to standerlamper samt et mindre beløb i kontanter. Politiet arbejder på sagen og søger vidner, der har bemærket noget usædvanligt i området i løbet af den forgangne uge, hvor beboeren har været væk.
Mandag mellem klokken 8:30 og 18:45 blev et hjem på Krogtoftevej i Fredericia udsat for indbrud.
Tyvene har skaffet sig adgang til boligen ved hjælp af et koben og er gået efter udvalgte genstande. Ifølge Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd blev der stjålet to flasker og en guldring.
Hændelsen efterforskes nu, og politiet opfordrer eventuelle vidner, der har set mistænkelige personer eller aktiviteter i området, til at kontakte dem med oplysninger.
Ifølge DMI kan vi forvente en fortsat mild og fugtig afslutning på oktober, hvor vejrbilledet primært vil være præget af gråvejr. Hvis solen kigger frem, vil det kun være i korte glimt, og danskerne opfordres til at nyde de få solstråler, mens de kan.
Et af efterårets vejrmæssige udfordringer er tågen, som kan skabe problemer for trafikken, især i de tidlige morgentimer. Tåge opstår, når sigtbarheden falder til under 1 kilometer, og når den falder til under 100 meter, betegnes det som tæt tåge – en tilstand, DMI varsler om, da den kan gøre morgentrafikken ekstra vanskelig.
På trods af det tunge skydække forventes nedbørsmængderne ikke at blive omfattende. I perioder kan der falde let regn eller finregn, men samlet set vil det være sparsomme mængder.
Koldfront på vej i begyndelsen af november
Mens oktober afsluttes mildt, ser vejrudsigten for november anderledes barsk ud. Prognoserne peger på, at en koldfront nærmer sig fra nordvest omkring den 1. november og kan ramme det meste af Skandinavien.
På forsiden af kulden vil vi formentlig opleve en kraftig vestenvind, men der er stadig usikkerhed om præcise vindstyrker, og om hvor længe den kolde luft vil blive liggende over Danmark.
DMI følger vejrudviklingen tæt og forventer opdaterede prognoser i de kommende dage, som kan give en mere detaljeret vurdering af blæst og temperaturfald.