Genlæs live: Topbrag mellem FHK og BSH

0

Klokken 16:00 går det løs i Middelfart Sparekasse Arena, hvor FHK møder Bjerringbro-Silkeborg i et opgør mellem ligaens nummer tre og fire.

Live: Middelfart spiller sidste kamp i 2024

0

Klokken 13:00 krydser Middelfart klinger med Næstved i den sidste kamp i 2024.

Sang, livsglæde og 20 pensionister

0

Sang og samvær handler, uanset alder, om livets cyklus, naturens skønhed, glæden ved det enkle og nære, og om at finde inspiration i fællesskaber. Det handler også om vores plads i livet, med de herligheder og udfordringer vi møder undervejs. Et univers, hvor tekster ofte er fyldt med varme og poetiske billeder, der skaber en stemning af eftertænksom glæde.

Som musikanmelder inden for flere stilarter, ofte nye og ukendte, var det en spændende udfordring at besøge Trinitatis Kirkes seniorkor. Jeg havde læst om koret, men måtte kontakte organist Tobias Dahl Osenbrüg for at få uddybet korets formål, da beskrivelsen på kirkens hjemmeside ikke var helt klar. Koret skal, sammen med kirkens øvrige kor, deltage ved gudstjenester, herunder ved ind- og udgangsbøn.

Sang, livsglæde og 20 pensionister. Foto: AVISEN

Kirke- og kulturmedarbejder Anne-Mette tog venligt imod mig, og vi fik vendt flere musikalske emner, mens seniorerne stille og roligt ankom til øvelokalet. De satte sig tilfældigt på de opstillede stole ved flyglet, småsnakkede hyggeligt, kiggede lidt nysgerrigt på mig og fandt deres sangbøger frem.

Anne-Mette fik koret i gang med opvarmningsøvelser, og denne dag var der flere nye sangere med. Koret, som begyndte med syv sangere for få uger siden, talte nu 20 medlemmer. Jeg havde mine forbehold, da korets sammensætning var blandet, uden opdeling efter stemmer eller køn. Som anmelder tager man det sure med det søde, men denne gang blev jeg positivt overrasket.

Opvarmning. Foto: AVISEN

De ældre sangere (må jeg godt kalde dem det, når jeg selv er jævnaldrende?) leverede flotte præstationer. Ingen stak ud som “falsk”, og de holdt rene toner fra mit lyttepunkt. Koret kom godt igennem flere kendte numre, og de fangede hurtigt detaljerne i de nye sange, selv når krævende passager måtte gentages en enkelt gang.

Inspireret af den driftige korleder var denne formiddag et udtryk for fællesskab, livsglæde og forbindelse. Her glemte man for en stund hverdagens bekymringer og delte noget større. Sangens budskab om at sprede glæde var smitsomt og skabte en positiv energi, som alle kunne tage med videre i deres dag.

At synge har en terapeutisk virkning. Det mindsker stress og gør os mere nærværende. Sange med positive og opløftende budskaber minder os om, at selv små handlinger som et smil eller en venlig gestus kan gøre en stor forskel.

Der er ingen reservationer, men kan sætte sig, hvor der er plads. Foto: AVISEN

Når pensionister samles om sang og fællesskab, opstår en særlig glæde, der ikke blot varmer hjertet, men også giver liv til årene. Sange som “Nu falmer skoven” og andre livsbekræftende viser rummer en tidløs visdom, som mange ældre kan spejle sig i. De minder os om, at selv små handlinger kan tænde lys i vinterens mørke.

Moralen er klar: Hvis du vil skabe glæde og godt humør, så saml en gruppe venner eller naboer, bryg en kop kaffe, og syng sammen. Det er ren balsam for sjælen og en perfekt måde at sprede smil og solskin på.

Seniorkoret kan sagtens bruge flere stemmer, så spørg efter Anne-Mette i Trinitatis Kirken.

Poul Rand,

Musikanmelder, Fredericia AVISEN

Årets sidste slag skal slås i Middelfart

0

Middelfart står foran en vigtig opgave, når de på lørdag klokken 13:00 spiller deres sidste kamp i efterårssæsonen på hjemmebane mod Næstved.

På tredjepladsen i 2. divisions tabel er Middelfart tæt på Aarhus Fremad og Fremad Amager på de to øverste pladser, mens lørdagens modstander, Næstved, ligger på femtepladsen. En sejr vil bringe Middelfart otte point foran Næstved, hvilket giver dem et solidt forspring i vinterpausen. Til gengæld vil et nederlag skrumpe afstanden mellem de to hold til blot to point og åbne for intens konkurrence i foråret.

Kampen er afgørende for begge hold. Middelfart har øjnene fast rettet mod toppen af tabellen og drømmer om at spille med om oprykning i foråret, mens Næstved kæmper for at blive i ræset om top-6, som giver adgang til oprykningsspillet. Det er således en kamp, hvor både momentum og point er på spil, og det lægger ekstra spænding over opgøret.

For Middelfart handler kampen ikke kun om point, men også om at markere, at de hører til i den absolutte top af 2. division. Træner Kristoffer Johansen er optimistisk og har stor tiltro til sine spillere, selvom holdet må undvære flere profiler. Både den karantæneramte Robert Kakeeto og langtidsskadede Benjamin Zjajo vil sidde over til kampen. Derudover døjer Jonas Villemoes og Jacob Linnet med mindre skader, og deres deltagelse er usikker. Til trods for udfordringerne har holdet tidligere vist deres styrke og fleksibilitet i kampe, hvilket Johansen ser som et klart bevis på truppens kvalitet.

Kristoffer Johansen ser positivt på holdets bredde og evne til at præstere, selvom nøglespillere må sidde over. Han udtrykker stor tilfredshed med den måde, de øvrige spillere træder til og leverer på, når de får muligheden.

– Vi har en god og en bred trup. Det er først og fremmest dejligt at se, at bredden viser sig, og de spillere, der så kommer ind og tager over, gør det godt. Vi stiller et fremragende hold, og folk kommer ind og tager over, når andre må sidde ude, siger Johansen og understreger holdets stærke fællesskab.

Johansen har grund til optimisme, efter Middelfarts seneste opvisning mod Thisted, hvor de sikrede en 3-2-sejr. I denne kamp formåede Middelfart at udnytte deres chancer bedre end tidligere, hvilket gav dem en vigtig sejr og et boost inden kampen mod Næstved. Ifølge Johansen var kampen mod Thisted en påmindelse om holdets kapacitet og potentiale foran mål, hvor de – trods sejr – havde mulighed for at score endnu flere mål.

Effektiviteten foran mål bliver afgørende, når Middelfart møder Næstved, og Johansen er tilfreds med, hvordan hans hold formår at tilpasse sig kampens forløb, uanset om de dominerer eller må kæmpe for sejren.

– Vi er altid tilfredse, når vi vender fodboldkampe. En gang imellem spiller vi som en drøm, og andre gange skal vi slide lidt for det, siger Johansen, som værdsætter holdets evne til at justere og vinde, selv når spillet ikke sidder helt perfekt.

Med Næstveds position på femtepladsen og deres eget mål om at sikre sig en topplacering, forventes det, at lørdagens kamp bliver en intens og taktisk affære. Begge hold har brug for de tre point, og det lægger op til en spændende kamp, hvor både Næstveds forsvar og Middelfarts angreb vil blive sat på prøve.

Lørdagens kamp kan afgøre Middelfarts position i tabellen henover vinteren. En sejr vil styrke deres position i top-3 og sikre en solid afstand til Næstved, hvilket vil give dem ro og momentum i vinterpausen. Omvendt vil et nederlag åbne døren for Næstved, der vil tage et vigtigt skridt i forhold til at ende i top-6, når grundspillets 22 kampe er overstået.

FHK-træner runder millepæl

0

Når Fredericia Håndboldklub lørdag eftermiddag møder Bjerringbro-Silkeborg (BSH) i en spændende ligakamp, er det ikke blot pointene, der står på spil. Kampen markerer en særlig milepæl for FHK’s cheftræner, Gudmundur Gudmundsson, der står i spidsen for holdet for 100. gang.

Siden sin ankomst til FHK i sommeren 2022 har den rutinerede islandske træner været med til at føre klubben til nye højder og gjort Fredericia til en fast bestanddel af toppen i dansk herrehåndbold. Med 53 sejre, 10 uafgjorte og 36 nederlag i sine første 99 kampe kan Gudmundsson se tilbage på en periode fyldt med markante resultater og store øjeblikke, som har skrevet sig ind i klubbens historie.

Bronze, sølv og Champions League-eventyr

Gudmundur Gudmundsson overtog tøjlerne i en klub, der var på vej frem, men som stadig havde meget at bevise i toppen af dansk håndbold. Allerede i sin første sæson førte han FHK til DM-bronze – en milepæl, der blev opnået med en blanding af taktisk snilde, stærk trupstyring og en klar strategi på banen. I hans anden sæson nåede klubben endnu større højder, da det blev til en plads i Final4 og DM-sølv, hvilket cementerede FHK’s status som en af de stærkeste klubber i Danmark.

Nu, i Gudmundssons tredje sæson som træner, oplever Fredericia deres første Champions League-sæson nogensinde – et vidnesbyrd om den udvikling, klubben har gennemgået under hans ledelse.

En overraskende milepæl

Trods den betydelige præstation var Gudmundsson ikke opmærksom på, at han nu står foran sin kamp nummer 100 som FHK-træner.

– Det er mærkeligt at høre det. Det har været en fantastisk tid her i klubben, og jeg glæder mig til dette jubilæum. Jeg håber, vi vinder – det er vigtigt for mig. Det er en meget, meget vigtig kamp, forklarer Gudmundsson til klubbens hjemmeside.

Med sin karakteristiske ydmyghed lægger Gudmundsson vægt på holdets præstationer frem for sin egen rolle, men han ser med stolthed tilbage på den udvikling, han har været en del af i Fredericia.

Fra ukendt projekt til succeshistorie

Da Gudmundsson sagde ja til jobbet i Fredericia, var det ikke en destination, han kendte meget til. Klubben var ikke blandt de største i Danmark, men projektet fangede hans interesse.

– Jeg vil sige, at jeg er glad for min beslutning dengang, hvor jeg snakkede med Fredericia og hørte om det her projekt og om jeg ville være en del af det. Jeg vidste ikke meget om Fredericia – de var ikke den største klub i Danmark, men en klub på vej. Jeg har haft en god tid her, og vi har fået virkelig gode resultater, og vi vil gerne udvikle os endnu mere, siger Gudmundur Gudmundsson.

Gudmundsson fremhæver klubbens ambitioner og sammenhold som nogle af de elementer, der har gjort samarbejdet så succesfuldt. Med fokus på kontinuerlig udvikling ser han frem til at bygge videre på de resultater, som allerede er opnået.

Gudmundssons jubilæum er ikke den eneste milepæl, der markeres lørdag. Martin Bisgaard, en af klubbens mest betroede spillere, rundede for nylig 200 kampe i FHK-trøjen. Bisgaard har været en vigtig del af holdet siden 2018, hvor han kom til klubben fra Odder.

Vigtig kamp mod stærk modstander

Selvom kampen byder på festlige indslag og hyldest til både træner og spiller, er der ingen tvivl om, at opgøret mod Bjerringbro-Silkeborg er en vigtig udfordring for FHK. BSH er en af ligaens stærkeste klubber, og pointene kan få stor betydning i det tætte kapløb om placeringerne i toppen af tabellen. For Gudmundsson og hans mandskab er det derfor ikke kun en jubilæumskamp – det er også en mulighed for at vise, at FHK fortsat kan måle sig med de bedste.

Kampen spilles i Middelfart Sparekasse Arena med start klokken 16:00.

19,3 millioner kroner skal øge trygheden blandt unge

0

Et bredt flertal i Folketinget har afsat 19,3 millioner kroner til at forbedre trygheden i nattelivet. Pengene skal blandt andet sikre, at unge – særligt unge kvinder – kan færdes mere trygt, når mørket falder på.

Aftalen er en del af SSA-reserven for 2025-2028 og inkluderer en række konkrete initiativer.

Bekymrende udvikling

I en pressemeddelelse fra Miljø- og Ligestillingsministeriet udtrykker minister for ligestilling, Magnus Heunicke, bekymring over udviklingen.

– Det er bekymrende, at mange unge i stigende grad føler sig utrygge ved at færdes i nattelivet. For utrygheden kan have stor betydning for den enkelte unges trivsel. Derfor sætter vi nu ind med endnu flere indsatser, der skal bidrage til, at ikke mindst færre unge kvinder i fremtiden føler, at de skal være på vagt eller tage en masse forholdsregler for at gå ud om aftenen, udtaler han.

Baggrunden for aftalen er blandt andet tryghedsundersøgelser fra Trygfonden og Justitsministeriet, der peger på, at utrygheden blandt unge, især kvinder, er stigende. Samtidig er frygten for seksuelle overgreb vokset markant.

Fem konkrete initiativer

De 19,3 millioner kroner fordeles over fem år og skal finansiere en række initiativer, der blandt andet inkluderer:

  • Tilskud til Natteravnene og Unge Ravne: Organisationerne får støtte til deres arbejde med at skabe tryghed i nattelivet.
  • Pulje til lokale løsninger: Kommuner og lokale aktører kan søge midler til initiativer, der øger sikkerheden i nattelivet.
  • Oplysning om samtykkeregler: En oplysningspulje målrettet unge skal fremme en sund festkultur.
  • Specialiseret rådgivning om digital stalking: Dansk Stalking Centers rådgivningsenhed videreføres.
  • Styrkelse af Alliancen mod seksuel chikane: Initiativet skal fremme trygge fællesskaber blandt unge.

Støtte til LGBT+ Danmark

Derudover afsætter aftalen midler til LGBT+ Danmark, som fortsat kan tilbyde rådgivning og støtte til LGBT+ personer over hele landet. Magnus Heunicke understreger vigtigheden af indsatsen.

– Alt for mange LGBT+ personer kæmper med mistrivsel, lav livstilfredshed og udsættes for diskrimination. Det vil vi som regering ikke acceptere. Der skal være plads til os alle sammen i det danske samfund, uanset køn eller seksualitet, siger han.

Bred opbakning

Aftalen bakkes op af et bredt politisk flertal bestående af regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Den har til formål at tage hånd om den stigende utryghed blandt unge og vil ifølge ministeriet blive en del af en kommende national handlingsplan.

Middelfart spiller nøglerolle i stort EU projekt

0

En opdatering fra DMI’s klimaatlas tegner et dystert billede: Havvandstanden vil fortsætte med at stige langt ind i næste århundrede, selv hvis vi i dag stoppede alle udledninger af drivhusgasser. Samtidig bliver stormfloder hyppigere og voldsommere. Derfor går det nye dansk-tyske projekt ‘ClimateBlue’ nu i gang med et fokus på at adressere udfordringerne langs kysterne og udvikle langsigtede løsninger, hvor også Middelfart Kommune kommer til at spille en helt essentiel rolle.

Projektet, der er støttet af EU’s Interreg Deutschland-Danmark-program med 17 millioner kroner, har et samlet budget på 27 millioner kroner. Det ledes af SDU Climate Cluster.

Med deltagelse af fem danske kommuner, herunder Middelfart, er planen at der skal stilles skarpt på, hvordan vi som samfund tilpasser os en fremtid, hvor stigende havvand og hyppigere stormfloder ændrer spillereglerne – og landkortet.

– Vi skal turde tage hul på de svære samtaler om, hvordan vi skaber et fremtidigt samfund, hvor vandet får mere plads. Det er en samtale, der ikke kun handler om beskyttelse, men også om at give noget tilbage til naturen, siger Sebastian Mernild, leder af SDU Climate Cluster, der står i spidsen for projektet.

En fremtid med nye grænser

Stormfloden i 2023 illustrerede det, som klimaforskere længe har advaret om: Diger og andre hårde løsninger kan ikke altid holde trit med naturens kræfter. Det tvinger samfundet til at tænke i alternative strategier, hvor tilbagetrækning fra truede områder også kan blive nødvendigt. For Middelfart og de andre deltagende kommuner betyder det ikke alene tekniske løsninger, men også en ændring i måden, vi forstår vores relation til vandet på.

– Indtil nu har vi været optaget af at holde vandet ude for enhver pris. Men i takt med, at klimaudfordringerne vokser, bliver vi nødt til at overveje, om det nogle steder er mere bæredygtigt at lade vandet få plads, forklarer Mernild.

Middelfart Kommune, som allerede har mærket konsekvenserne af stigende vandstande, bliver en nøglespiller i projektet. For kommunen handler deltagelsen om at indgå i en bredere borgerinddragende proces, hvor lokale erfaringer og forskningsbaseret viden skal kombineres for at udvikle løsninger, der både beskytter og tilpasser sig vandets voksende pres. Middelfart bliver dermed en afgørende brik i projektets overordnede ambition der handler om at skabe en langsigtet og bæredygtig strategi for de kystnære områder.

Tre mulige veje frem

ClimateBlue udforsker tre strategier: fortsat beskyttelse mod vandet, accept af, at vandet trænger ind, og tilbagetrækning fra særligt udsatte områder. Mernild bemærker afslutningsvis, at det er valg, der både kræver tekniske løsninger og vilje til at indgå i en svær samtale om, hvad vi som samfund vil prioritere. 

– Det her handler ikke kun om diger og vandstande. Det handler om, hvordan vi som samfund ruster os til en virkelighed, hvor havet i stigende grad bestemmer spillereglerne.

Projektet er et samarbejde mellem danske og tyske forskningsinstitutioner, herunder Kiel Universitet og en række aktører fra delstaten Schleswig-Holstein. Den internationale dimension skal sikre, at erfaringerne og løsningerne kan bruges på tværs af grænser, hvor klimaforandringerne rammer med lignende styrke.

ClimateBlue skydes i gang den 1. marts 2025 og løber frem til 2028.

Snevejr kan være på vej

0

Efter flere uger med stabilt vejr over Danmark ser det nu ud til, at vejret skifter karakter i løbet af weekenden. Prognoserne indikerer, at en betydelig koldfront bevæger sig ind over landet, hvilket kan medføre både slud og sne i næste uge.

Fra weekenden vil Danmark opleve et markant vejrskifte. Kold luft ventes at strømme ned over landet, hvilket vil resultere i lavere temperaturer, der i dagtimerne forbliver encifrede. Frostvejr kan også begynde at gøre sit indtog.

Derudover forventes et lavtryk at bevæge sig tæt på Danmark i begyndelsen af næste uge. Dette lavtryk kan, afhængigt af dets bane, bringe sne og blæsende vejr med sig.

Risiko for sne og blæst

Prognoserne peger på, at chancen for sne er relativt høj. Der er en betydelig sandsynlighed for, at snefald vil ramme især de nordlige og centrale dele af Jylland. Her kan der potentielt falde op til 20-25 centimeter sne, men en stor del af det vil sandsynligvis være vådt og ende som sjap.

Blæsevejret ser også ud til at tage til, og kystnære områder kan blive ramt af kraftig vind. Der er risiko for vindstød af stormstyrke, og enkelte steder kan vinden nærme sig orkanstyrke. Lavtrykkets præcise bane er dog endnu usikker, og små ændringer kan få stor betydning for vejrets udvikling.

Chancen for snestorm er lille

Selvom sne og vind ser ud til at blive en del af næste uges vejr, er risikoen for en decideret snestorm begrænset. For at kvalificere som en snestorm skal der falde mere end ti centimeter sne på under seks timer, samtidig med at vinden når en middelstyrke på over ti meter i sekundet. Selvom nogle prognoser opfylder enkelte af kriterierne, er det usandsynligt, at alle bliver opfyldt samtidig.

Samlet set tyder meget på, at næste uge bliver præget af koldere og mere dynamisk vejr, med både sne og blæst på programmet. Det endelige omfang af snefald og vindstyrker vil afhænge af, hvordan lavtrykket udvikler sig i de kommende dage.

Danmark tabte i Riemers debut

0

De danske fans fyldte tribunerne, da Brian Riemer debuterede som landstræner mod de spanske europamestre. Kampen, der på forhånd var dømt som en vanskelig opgave, blev en blandet fornøjelse for det danske landshold, som kæmpede mod både et stærkt spansk pres og deres egne fejl.

Danmark lagde ellers godt ud og viste i kampens første minutter, at de kunne stresse Spanien med aggressivt pres. Men som minutterne gik, overtog Spanien spillet og begyndte at udfordre Danmarks forsvar, der for første gang i længere tid stillede op med en firebackkæde.

Tidlige advarsler i forsvaret

Det danske forsvar blev hurtigt sat under pres, og det stod klart, at omstillingen til den nye formation ikke sad helt i skabet. Spanien skabte to store chancer, inden Ayoze Perez ramte sammenføjningen med et hårdt skud efter blot 12 minutter. Denne advarsel blev ikke taget til efterretning, og kort tid efter udnyttede Spanien en dansk fejl.

Jannik Vestergaard mistede bolden tæt på eget felt, og det gav spanierne plads til at udnytte situationen. Mikel Oyarzabal udnyttede hullet i forsvaret og sendte Spanien i front med 1-0.

Danmark under pres

Trods flere dødboldsmuligheder før pausen havde Danmark svært ved at komme tæt på en udligning. I stedet var Spanien tættere på at udbygge føringen, da de igen fik sendt farlige bolde ind i det danske felt.

Efter pausen holdt Riemer fast i sine oprindelige taktiske valg, og kampbilledet forblev stort set uændret. Det danske forsvar blev udfordret gang på gang af de spanske angreb, og efter 57 minutter blev det til 2-0. Ayoze Perez blev sendt fri og viste stor ro, da han passerede Kasper Schmeichel med en præcis afslutning.

Offensive ændringer gav nyt håb

For at vende kampen satte Brian Riemer Gustav Isaksen og Mikkel Damsgaard på banen i en offensiv satsning. Isaksen gjorde hurtigt en forskel og viste sig som en farlig joker. Først ramte han stolpen med et skud, og kort efter udnyttede han en spansk fejl i opspillet og reducerede til 2-1.

Reduceringen skabte en intens afslutning på kampen, hvor Danmark jagtede en udligning. Andreas Skov Olsen var tæt på at sende bolden i mål i de døende minutter, men spanierne holdt stand, og kampen endte med en snæver dansk nedtur.

Karantæner skaber problemer før Serbien-kamp

Ud over nederlaget blev kampen også dyr på andre måder. Pierre-Emile Højbjerg og Joachim Andersen pådrog sig begge gule kort og er dermed i karantæne til den altafgørende kamp mod Serbien på mandag. Danmark skal bruge mindst ét point for at sikre en plads i Nations League-kvartfinalerne, og det bliver en vanskelig opgave uden to af holdets nøglespillere.

Et lærerigt nederlag

Selvom resultatet ikke gik Danmarks vej, viste kampen også glimt af potentiale under Brian Riemers ledelse. Holdet viste vilje til at spille aggressivt og skabe muligheder mod en af Europas stærkeste modstandere. Men der er tydeligvis stadig arbejde at gøre, før Danmark for alvor kan udfordre de store hold.

Næste opgave bliver en udfordring, når Serbien venter på udebane. Her skal Danmark finde både skarphed og disciplin, hvis drømmen om en kvartfinaleplads skal blive til virkelighed.

Festlig åbning af Fredericia Street Bastion

0

Fredag eftermiddag blev Fredericia Street Bastion, i daglig tale Bastionen, officielt indviet i Norgesgade. Med et fremmøde på flere hundrede mennesker, heriblandt embedsfolk, politikere og en stor flok forventningsfulde børn og unge, markerede arrangementet en vigtig milepæl for Fredericia. Bastionen tilbyder nu en lang række aktiviteter under ét tag, hvor skateboard, løbehjul, rulleskøjter, BMX og parkour kan dyrkes gratis i åbningstiden.

Den formelle indvielse bød på taler fra politikere, der roste projektet og det fællesskab, der har gjort det muligt. Efterfølgende blev snoren klippet, og skaterområdet blev officielt åbnet til stor jubel og klapsalver fra de mange fremmødte.

En drøm der gik i opfyldelse

Cecilie Roed Schultz og Pernelle Jensen stod for den formelle åbning.

Cecilie Roed Schultz (Ø), næstformand i Børne- og Skoleudvalget, talte passioneret om den lange rejse, der førte til dagens åbning.

– Det er helt særligt. Vi har kæmpet for denne Bastion i snart 10 år. Tak til alle jer, der bare blev ved og ikke gav op. Tak til jer, der holdt fast i jeres værdier, selv når I stod overfor svære udfordringer, efter at De Orange Haller blev revet ned for snart seks år siden. Her, hvor vi står nu, var det sidste rigtige skateområde i Fredericia, sagde hun og fremhævede den vedholdenhed, som lokale skatermiljøer har udvist gennem årene.

Roed Schultz pointerede, at skatekulturen har nogle særlige værdier, der kan inspirere alle.

– Skatekulturen kræver disciplin og risikovillighed. Man skal overvinde frygten, når man skal ned ad rampen, og man skal bekæmpe frustrationen, når en træning ikke lykkes. Fejl og fald er en naturlig del af processen. Man bliver ved med at kæmpe, og så en dag lykkes det. Og i dag står vi her i Bastionen. Det er virkelig godt lavet, sagde Schultz.

Faciliteter i verdensklasse

Hurtigt kom de unge ud og prøvede de nye faciliteter.

Med sine 1000 kvadratmeter tilbyder Bastionen en unik mulighed for både nybegyndere og øvede at dyrke deres sport. Hallen har en glasfacade, der giver indkig til aktiviteterne, hvilket gør stedet til en integreret del af byens liv. Der er baner til alle niveauer, et værksted, musikanlæg, siddepladser, vand- og toiletfaciliteter samt lys og luft, der skaber optimale rammer for træning og socialt samvær.

Roed Schultz roste den stærke fællesskabsånd i skatekulturen og opfordrede de unge til at bære den ånd videre.

– Det er virkelig inspirerende at se, hvordan I hepper på hinanden. Når nogen forsøger sig med noget nyt og opmuntrer til at prøve igen, når det går galt. Det skaber en positiv atmosfære, hvor det er okay at fejle, for det er en del af at blive dygtigere, forklarede Cecilie Roed Schultz.

Et sted for hele byen

Pernelle Jensen var glad. Bag sig er et par af de unge, der blev fremhævet i forbindelse med opførslen af Bastionen.

Pernelle Jensen, formand for Unge- og Uddannelsesudvalget, var også blandt talerne og fremhævede, hvor meget Bastionen betyder for Fredericia og byens unge.

– Jeg vil gerne sige tak til alle, der har valgt at være med på denne fantastiske dag. Det er noget, vi har glædet os til i lang tid, og jeg er helt overvældet over at se så mange mennesker møde op for at fejre det her sammen med os, sagde Jensen.

Hun understregede, at Bastionen er et vigtigt bidrag til byens fokus på børn og unges trivsel.

– Det er blevet et unikt tilbud til børn og unge fra 8 år og op, og jeg er stolt af, at vi har et sådant tilbud her i byen. Vi prioriterer børn og unges fritidsliv rigtig højt, og det er noget, vi skal fortsætte med. Jeg er sikker på, at det vil have stor betydning for vores fællesskab, og at det er noget, vi kan være rigtig stolte af at vise frem til andre kommuner, forklarede Pernelle Jensen.

Gratis adgang og pædagogisk støtte

Opbakningen var stor til åbningen.

Bastionen er et åbent og inkluderende sted, hvor der vil være pædagogisk personale til stede i åbningstiden for at sikre, at alle får en god oplevelse.

– Vi vil hjælpe alle med at få en god oplevelse, men vi håber også, at alle viser hensyn og respekterer hinanden. Det er et sted, hvor der skal være plads til alle – både for børn, unge og familier, sagde Jensen.

Den store åbningsdag viste allerede, at Bastionen har potentiale til at blive en central del af Fredericias byliv. Med sin beliggenhed i Norgesgade og sin imponerende arkitektur er det ikke bare en sportshal, men et kulturelt og socialt samlingspunkt.

En ny begyndelse for skatekulturen

Flere søgte søgte hen mod parkour-området.

Med Bastionens åbning er der skabt en base for Fredericias skatekultur, der længe har savnet faste rammer. Fra De Orange Haller til det tidligere skateområde på samme grund har skatermiljøet gennemgået mange op- og nedture, men med Bastionen ser fremtiden lys ud.

Fredericia Street Bastion er mere end blot en hal. Det er et symbol på fællesskab, vedholdenhed og ambitioner, der nu har fundet et fysisk hjem. Med åbningen af Bastionen tager Fredericia endnu et skridt i retningen af at være en by, hvor der er plads til kreativitet, sport og fællesskab – og hvor børn og unge kan udvikle sig i trygge rammer.

Med et smil og høj musik i baggrunden sluttede åbningsdagen, mens børn og unge kastede sig ud på ramperne og begyndte at skrive næste kapitel i Fredericias skatehistorie.